Donna Rosa
(Et af Don Juans Eventyr.)
(Et af Don Juans Eventyr.)
1.
Fra det høie Slot ved Floden,
Fra de glandsopfyldte Sale,
Prydede med Billedstøtter,
Smykkede med Malerkonstens
Yppige og rige Værker,
Klinger Glædens muntre Stemme,
Lystig Dands og søde Sange
Til Musikens friske Toner;
Hundred Kroner, tusind Lamper
Let forvandle Nattens Skumring
Til den straalerige Dag.
Don Juan, som Vert ved Festen,
Tæt omring’t af Stadens Skjønne,
Vexler med den Ene Blikke,
Trykker taus den Andens Hænder,
Svarer ømt Camillas Sukke,
Lægger Haanden paa sit Hjerte,
Sværger Troskab — medens Øiet
Søger Donna Claras Læbe,
Der fra Vindvets fjerne Bue
Smiler elskovsfuld til ham.
Rundt han iler — dunkle Lokker
Falde om den stolte Pande,
Og hans Øie kaster Straaler
Til de længselfulde Skjønne.
Bleghed hviler paa hans Kinder,
Men de purpurrøde Læber,
Disse, ak, som Elskovsguden
Gav de seierrige Kræfter,
Tolke høit, at endnu Flammen
Blusser stærk i dette Bryst.
Kraft og Anstand, Gratie, Ynde,
Alt hans Skabning smukt forener;
Og den rige Silkeklædnings
Korte Kappe, store Puffer,
Og den franske Kniplings-Krave,
Og den spanske Hat med hvide
Lange Fjedre, og den røde
Sko med Sløifen paa den lille
Smalle Fod, som Kaardens Spidse
Neppe rører — Alt forskjønner
Denne Skabning, disse Træk.
Nu hans Tanke søger hende,
Hun, for hvem hans Hjerte brænder,
Hvem han elsker meest af Alle,
Hvem endnu hans Øie aldrig
Skuet har — den Ubekjendte!
Hun, hvem Rygtets store Vinge
Længst har baaret til hans Øre;
Hun, hans yndige Cousine,
Don Fernandos unge Datter;
Hun, for hvem hans Sal er smykket,
Hun, hvem denne Fest modtager,
Første Gang fra Klosterhallen
Indført i den store Verden;
Hun, hvem fast han har besluttet
Denne Aften at erobre,
Hvad end Seiren skal ham koste;
Hun — da træder Fader, Datter,
Don Fernando, Donna Rosa,
Festlig smykt’ i Salen ind.
Don Juan gaaer dem imøde;
Haanden søger Don Fernandos,
Medens Flammer lig hans Blikke
Træffe Donna Rosas Øie;
Tale ved det første Møde
Alt til Blomsten, den forborgne,
Som hun bærer i sit Hjerte,
Hjertets første friske Rose.
See, hvor hendes fine Kinder
Straale høit i Blomstens Farve!
Hvor det sorte Øie tindrer,
Mens hun lytter til hans skjønne,
Til hans søde Smigerord.
Men til Don Fernando vender
Slottets Herre nu sin Tale:
Don Fernando! I behage
Til den næste Sal at ile;
Længe har de gamle Damer
Spurgt om deres ædle Ridder.
Ak, hvor godt erindre ikke
Damer, selv i høiest Alder,
Deres Ungdoms tro Tilbeder —
Don Fernando, hvor han nøler!
Don Fernando, hvor han tøver!
Hvor han dvæler! Hvor han Tiden
Gjør os lang, den slemme Herre!
Saa og saa paa tusind Maader
Damerne har varieret
Længe alt det samme Thema.
Derfor nøl ei, ædle Ridder!
Nye Kort og gamle Damer,
Let med begge la’er sig spille,
Begge Dele der I finder. —
Nu til Dandsens lette Rækker
Eders Datter vil jeg føre,
Hvis min Donna mig forunder
Denne Naade, denne Gunst.
Don Fernando svarer: Gjerne
Lever jeg med gamle Damer
Om igjen de gamle Tider;
Paa Erindrings lette Vinger
Flyve frem de fordums Glæder,
Stille Sorger, søde Smerter.
Let igjen de gamle Hjerter
Føde Ungdoms friske Drømme —
Længst henvisnede Bouquetter
Tages frem og lugtes til.
Nu jeg gaaer mit Kort at spille,
Nye Kort med gamle Damer.
Eders Ord jeg om vil vende:
Vogt Jer selv, min kjære Fætter,
At I spiller ei de gamle
Grusomt mod de unge Hjerter. —
»Hvor I skjæmter, ædle Ridder!”
Don Fernando iler bort.
2.
Men i Salen nu fremtræder
Don Juan med Donna Rosa. —
Hun, med Kinder klædt i Purpur,
Og med Øine straalefyldte,
Og med Læber smilomkrandste,
Hilser paa de hundred Damer,
Der med Blikket hende sluge;
Neier let og fuld af Ynde
For Elskværdighedens Mønstre,
For de skjønt friserte Herrer,
Der i smaa og store Klynger
Rundt i Salen staae gruppered.
Han med Haanden giver Tegnet
Til det ventende Orchester,
Menuetten at begynde;
Og Musikens stærke Toner
Kalde nu de lette Hjerter,
Kalde nu de lette Fødder
Til den yndefulde Dands.
Hvilken Glands og hvilken Skjønhed,
Hvilken Hær af unge Gratier
Kalde disse Toner ikke!
Hist de blaa og brune Øine
Kimse under stolte Buer
Straalerige ad hinanden.
Hist Blondinen og Brunetten
Arm i Arm gaae huldt forened’,
Thi saa godt de klæde sammen;
Hist to fagre Damer skifte
Ord og Haandtryk, medens begges
Blik og Tanker fare vide;
Hist et Øie opad skuer
Fuldt af Udtryk og af Smægten;
Hist et andet dybt sig taber
I den egne Fods Beundring;
Hist et tredie svæver udad,
Og fortryller paa sin Vandring
Hver en Vandrer med sin Glands.
Par ved Par nu staae rangered:
Herrerne med Fjer-Barretten,
Damerne med hvide Vifter
Kjøle deres varme Kinder;
Og — hvor snild er Amor ikke!
Ømme Ord og ømme Miner,
Kun for To af sød Betydning,
Skjule sig bag disse Mure,
Let opførte som nedrevne. —
Saa i Glædens lyse Farver,
Saa i Ungdoms friske Morgen
Staae i Dandsens lange Række
Med Forventning alle Par.
Stærke Toner nu frembruse —
Og alvorlig og med Anstand
(Fast høitidelig er Minen)
Herren bukker, Damen neier;
Og den samlede Quadrille
Deles saa, lig tvende Strømme,
Der sig krydse — der forenes,
For at fjernes snart igjen.
Men omkring i tætte Klynger
Stille sig de gamle Damer,
For at mønstre, critisere;
For med muligst største Skaansel
Ungdoms Daarskab at bedømme.
Donna Cara, Donna Mara
Stikke Hovederne sammen.
Lidt af Talens rige Bytte
Musen har bevaret mig.
Seer I — hvisker hiin — Fernandos
Unge Datter, som ved Pillen
Don Juan nu Haanden rækker?
See, hvor kjækt omkring hun skuer,
See, hvor Svanehalsen kneiser,
See, hvor stoltelig hun bryster
Sig, imens de sorte Øine
Sprude Funker som Raketter.
Smiil kun til den smukke Fætter!
Slig en Fugl var værd at fange —
Ha, nu slaaer hun ned mod Gulvet
Øiet, som af Lynild truffet —
See dog bare, Donna Mara!
Som en Tagsteen blev hun rød.
Ih, ja vist! den Anden svarer,
Seer jeg det, og lugter Lunten.
Det var blot et kjærligt Haandtryk
Fra den velbekjendte Fætter.
Doucement ma petite coquette!
Ogsaa vi har været unge,
Og naar Legen du begynder,
Veed jeg ogsaa hvor den ender:
Først et Haandtryk, saa et Fodtryk,
Saa et Kys og saa et Favntag,
Saa — men seer I, Donna Cara!
Taber hun ei Brystbouquetten? —
See, hvor hurtig han den fanger,
Trykker den mod sine Læber —
Nu god Nat min stolte Svane!
Dine Vinger synke snart,
3.
Menuetten er tilende.
Don Juan sin smukke Dame
Ud fra Salens store Vrimmel
Fører nu til Cabinettet,
Til det venlige, det stille,
Oplyst af en eenlig Lampe,
Der et Halvlys sødt udbreder,
Som naar Maanen sine Straaler
Sænker gjennem Busk og Krat.
Her, min Donna, kan I hvile;
Fjernt fra Larmens stærke Toner
Drage Veiret, sanke Kræfter,
Til I atter ind vil træde
Fri og let i Dandsens Række,
Ak, blandt alle hine Damer
Funklende som Aftenstjernen,
Der de mindre Lys fordunkler
Paa den straalerige Nat.
I den silkebløde Divan
Donna Rosa ned sig sætter,
Hovedet af Haanden støttet,
Følgende med Øiets Stjerne
Don Juan, som over Gulvet
Iler hen til Klokkestrengen,
Der paa Væggens røde Damask
Smykt med gyldne Blomster hænger.
Stærkt han ringer — Pagen kommer.
Bring Champagne! han befaler:
Af den røde to Pocaler,
Af den hvide tvende Glas.
Hurtig det er skeet, og atter
Med den Hulde han er ene.
Nu den sølv-indlagte Bakke
I sin venstre Haand han hæver,
Byder Donna Rosa tage
Af de tvende Glas det ene.
Dette tømmer jeg til Minde,
Blidt han hvisker, om den skjønne
Aften, som i Skjønheds Straaler
Bragte mig den ny Cousine;
Om det stærke, ømme Venskab,
Som jeg ønsker maa forene
Dem, hvem alt Naturen sammen
Bundet har med nære Baand.
Hendes Øie Svar ham giver,
Og mens Rosenlæben smiler,
Griber tøvende hun Glasset;
Nipper af det — Vinens Flammer
Ned sig sænke, medens Hjertet
Hæver sig med lette Slag.
Nu en Bøn, min skjønne Dame,
Dette Hjerte har til Eder,
Og min Læbe blev betroet,
Under evig Troskabs Løfte,
Ydmyg denne Bøn at tolke:
Slaae mig her til Eders Ridder!
Den udkaarede og kjække,
Som for Kjærlighedens Skranke
Stride vil med hver en Fiende,
Der med Amors gyldne Vaaben
Eders Frihed tør bekæmpe.
O, drag ud den lille Vifte,
Hvid som Sneen hvor den hviler,
Fra det hulde Bryst I tage
Den, og give Ridderslaget
Ham, som alt for Eders Fødder
Alt en Slave knæler her.
Yndig leer hun, mens hun hæver
Let sig fra den bløde Divan;
Stærkt det sorte Øie funkler,
Og de dunkelbrune Lokker
Svæve om de klare Blikke
Lig en Sky, der vugger stille
Sig om Nattens klare Lys.
Frem hun træder — tusind Folder
Af den hvide Klædning falder
Rundt omkring den ranke Skabning;
Og den lille Fod fremtitter
Under Kjolens rige Dække
Som en Fugl, der ud vil flyve
Fra den hvide Morgensky.
I sin høire Haand hun hæver
Viften nu, og munter taler:
Kjære Fætter! kan jeg nægte
Hvad saa bønlig I forlanger,
Ridderslag af denne Vifte?
Ringe kun er denne Naade,
Men det skee som I begjærer:
Vær — ja vær min Vifte-Ridder!
Eders Pligter være lette
Som det lette Slag af Viften!
Eders Tro dog ei saa luftig,
At med eet den viftes bort!
Saa hun talte, mens hun gav ham
Trende lette Slag med Viften:
Eet paa Skuldren, eet paa Kinden,
Eet paa Pandens stolte Bue —
Det er skeet — og nu hun byder:
Ridder Don Juan, staae op!
Men han griber henrykt Haanden,
Som ham skjænked Ridderslaget;
Trykker den mod sine Læber,
Sværger, tro hvert Bud at lyde,
Som hans Dame ham befaler.
Derpaa hine to Pocaler,
Hvori Vinens Perler svømme
Luende med røde Draaber,
Donna Rosa hen han rækker.
Tag den ene, ømt han beder,
Skaalen tøm for Eders Ridder,
For den Tro, som aldrig svigter
Hverken Damen eller Pligter,
Paalagt’ af hans Dames Mund.
Hun — hvor kan hun her sig vægre?
Krandser Rosen paa sin Læbe
Med Champagnens friske Perler. —
Nu til Salen hen, Hr. Ridder!
Siger hun, mens let hun neier:
Til min Fader, som mig savner,
Hurtig nu jeg ile maa.
Først et Kys, mit Hjertes Dame!
Først et Kys af dine Læber,
Af de tryllende, de røde,
Som har vækket hver en Længsel,
Der har Hjem i denne Sjæl.
Det blev røvet — og mod Døren
Flyve hendes lette Fødder:
Yndig Purpurrødme dækker
Kinder, Pande, Hals og Bryst.
Denne Vei, min skjønne Donna?
Denne Vei, og ei den anden,
Fører Jer til Don Fernando.
Snart af denne Vei jeg bringer
Faderen det kjære Barn.
4.
Rundt om Slottets høie Mure
Strækker Parken, stor og stille,
Sig med Løvets dunkle Gange,
Med Canalers blanke Flade,
Med de sivomkrandste Bugter,
Paa hvis Speil de hvide Svaner
Stolt som Havets Nympher seile.
Alle Sydens søde Frugter,
Hundredtusind unge Blomster
Sende deres Duft og Vellugt
Fra det friske Bæger ud.
Det er Nattens første Time;
Mørket sine Garn udspænder,
Fanger i sin stærke Snare
Alle Aftenrødens Straaler.
Taageslørets dunkle Folder
Lægge sig paa Himlens Kinder;
Sidste Purpursky forsvinder,
Dagens friske Liv forstummer,
Alt bereder sig til Slummer,
Vugget ind i Nattens Arm.
Alt er stille (o saa stille,
Som paa Livets første Morgen
Barnets Hjerte), Alt er dunkelt —
Alting hviler — Dødens Taushed
Hersker ene — Natten ruger
Sommervarm paa Blad og Busk.
See, da drager frem en gylden
Sky paa Himlens høie Hvælving;
Og i Maanens stille Straaler
Nu et andet Liv begynder,
Ikke kraftig varmt som Dagens,
Men fortryllende og yndigt
Med sit blege Farveskjær.
Rundt i Slottets store Have
Alt nu vaagner, halv af Drømmen
Halv af Slummer end bedøvet;
Og fra Løvets dunkle Gange
Hæve sig de klare Toner,
Fuglesang i Nattens Stille:
Elskovs vakte, ømme Klage
Vexlende med Qual og Glæde;
Veemods Stemme, sødt besvaret
Af et andet Hjertes Toner,
Sangen over alle Sange —
Fløiten af en Nattergal.
Og de lange Skygger ride,
Mellem Buske mellem Stammer,
Flygtende for Maanens Flammer
Kjæmpestore frem af Mørket.
Og som Drømmen, naar den skifter,
Tryller Alting halvbesløret,
Stedse vexlende, med Lyset
Mørket, og med Fuglens Sange
Eensom Tausheds stille Fred,
Men det Heles Herskerinde,
Maanen, Nattens unge Dronning,
Seiler rødmende og herlig
Gjennem Himmelhavets Bølger.
Snart hun kaster sine Blikke
Funklende paa Dal og Høie,
Snart hun speiler sig i Vandet
Tusinddobbelt, snart hun standser
Længselfuld ved Bæk og Kilde;
Snart, som om Erindring mørkned
Hendes Hjerte, falder Sløret
For det hulde Øies Straale.
Saa hun svæver, rig paa Drømme,
Kaldende paa Suk og Længsel,
Over sølvbestrøede Skyer,
Svulmende af Kjærlighed.
5.
Hvo er Parret, som nu vandrer
I de dunkel-lyse Gange?
Som paa Sletten ud nu træder?
Damen nølende, og langsomt
Flyttende de lette Fødder,
Herren ilende, og dristig
Slyngende sin Arm om Damen:
Donna Rosa, Don Juan!
Juan.
O du vredes ei, du Elskte!
At jeg fulgte Hjertets Stemme,
At jeg ledte dig iblinde,
Selv et Bytte for den blinde
Gud, til disse Steder,
Fjernt fra Glædens muntre Toner.
Kjærlighed vil ikke Selskab:
Ikke Herrers Speider-Blikke,
Ikke Frøkners skarpe Øren,
Ikke Fruers spidse Ord.
Rosa.
Dog jeg vredes, ædle Fætter!
Thi for snart I overtræder
Eders Pligter som min Ridder.
O betænk: Hvad Jer mishager,
(I som vist forlængst af Verden
Og dens tomme Glæder kjed er)
Mig just morer og fornøier:
Herrers Speider-Blikke aldrig
Traf jeg i det stille Kloster;
Frøkners skarpe Øren gi’er mig
Leilighed, lidt Vid at øve;
Fruers spidse Ord jeg sender
Dobbelt spidse dem igjen.
Juan.
Nei, umuligt, at et Øie,
Saa fortryllende og yndigt,
Ikke skulde selv fortrylles
Ved den hulde Maanes Straaler;
At et Hjerte, som bevæger
Alle Hjerter, ei bevæges
Skulde selv af denne Stilhed,
Afbrudt kun af Fuglens Sang.
Rosa.
Nævn ei Maanen for mit Øre!
Tie dog endelig med Maanen!
Alle Spaniens Romaner,
Som i Klostret Pater Gomez
Os forskaffed — længst mig gjorde
Kjed af Maanen og dens Straaler;
Og af Eensomhed og Stilhed
Længe trættet, slaaer mit Hjerte
For Fandango, for Cachucha,
For de muntre Strenges Klang.
Juan.
Lyt, o lyt til disse Toner!
Philomele til dig taler.
Elskerinden for min Elskte
Aabenbarer al min Længsel,
Al min Kjærlighed og Attraa.
Saa hun qvad, naar Luna lyste
Over Jorden ned, og skued
Snart ved Flodens Bred i Dalen,
Snart i Skoven bagved Løvet,
Hyrden ved Hyrdindens Bryst.
Rosa.
Det er muligt — Men saa kølig
Falder Duggen; hvis I vil det,
Vandre vi til Salen op.
Juan.
O forstilt er denne Kulde!
Altfor pludselig forandret
Er din Adfærd og din Tale.
Tvivler du om dette Hjerte?
See mig her for dine Fødder,
Hvor den kydske Maane høre
Vil den Eed, som jeg dig sværger:
Før skal Jorden, skal den faste
Sig bevæge — før skal Solen
Hvile paa sin lyse Bane,
Hvormed Dagen den betegner;
Før skal Stjernechoret standse
Med den stolte Flugt paa Natten,
Førend dig jeg sviger — førend
Troskab døer i dette Bryst!
Rosa.
Reis Jer, reis Jer, ædle Fætter!
Forhen slig en Eed var kraftig;
Men ifølge Nutids Lære
Gjelder Eders Eed ei meget:
Jorden flyver — Solen og de
Fixe Stjerner ei sig flytte.
Derfor reis Jer — Vil I vredes,
Vredes paa Copernicus!
Juan.
Ha, min Kjærlighed du spotter!
Ei du fattet har dens Glæde,
Da til Livet sødt den vaagned
Ved dit første Smiil at møde;
Ei du prøvet har dens Smerte,
O, saa rig, at nu den fattig
Er paa Taarer — denne Smerte,
Som mig snart vil bringe Døden,
Denne Død, som er din Lyst.
Rosa.
Døden? Nei, nei I skal leve!
Leve maae I, ædle Fætter!
Lov mig endelig dog dette.
Og, hvis Eders Smiil jeg fatter,
Det med Døden just ei haster.
Op til Slottet! Op til Dandsen!
Til den luftige Fandango
Jeg indbyder Eder nu!
Juan.
Grumme Skjønne!
Rosa.
Ædle Fætter!
Skjenk min Haand igjen sin Frihed,
At den følge kan med Foden,
Som nu Afsked ta’er med Jer.
Juan.
Denne Haand jeg slipper ikke,
Thi for dyrebar den er mig!
Mod min Villie I mig nøder...
Rosa.
Nøder?
Juan.
Nøder, ædle Donna!
Kun den bittre Nød mig nøder
Til —
Rosa.
Hvortil?
Juan.
Til at forskaffe
Eders Lune andet Morskab.
Leporello hist sig nærmer
Med de raske Heste — Hvis I
Lyst min Donna har at ride —
Denne Nat er dog saa skjøn.
Rosa.
I mig overrasker, Fætter!
Virkelig, et Ridt i Natten
Næsten friste det mig kunde.
Det er Andet, end at lytte
Her til Nattergalens Toner,
Og for Maanen rørt at sværme.
O hvor herligt, hen at flyve
Paa den raske Ganger — Jorden
Flyver under Hestens Fødder
Som en dunkel Drøm tilbage.
Engen damper, Hesten stamper,
Tørstig drikker Læben Luften,
Øiet qvæges, Kinden gløder,
Brystet hæves, Haabet vinker,
Ovenover Stjernen blinker —
Ak! Champagnen mig begeistrer,
Tilgiv, Fætter, mine Ord!
Juan.
Disse Ord min Sjæl fortrylle!
O forsøg det! Snart tilbage
Er vi som paa Vindens Vinger.
Op paa Gangeren, den lette!
Op da til den lette Flugt!
Rosa.
Først jeg sikker dog maa være
Paa min Ridder og hans Troskab...
Juan.
O, til evig Tid den Samme!
Rosa.
Altid lydig?
Juan.
Altid lydig!
Rosa.
Og beskeden?
Juan.
Ja, beskeden!
Rosa.
Altid trofast?
Juan.
Altid trofast!
Rosa.
Fast i hver en Skjæbnens Prøve?
Juan.
Fast som Klippen!
Rosa.
Men som Sivet
Bøielig i mine Hænder —
Juan.
Ja, som Sivet og som Klippen!
Rosa.
Siv og Klippe — Nu velan da!
Kun en Prøve her med Sivet,
At jeg skjønne kan, om ogsaa
Ret paa Klippen jeg tør bygge.
Juan.
I befaler?
Rosa.
At min Handske,
Som af Haanden her jeg trækker,
Som mod Træets Top jeg slynger —
(See, o see hvor høit den flyver!)
At I denne Handske henter
Fra den lette Green mig ned.
Juan.
O, I spøger!
Rosa.
Rask, Hr. Ridder!
Er mit Bud endog Caprice,
Mellem os Contracten lyder:
Hvis jeg Eders Bøn skal følge,
Maae I følge mine Bud.
Juan.
Aldrig jeg Contracten bryder;
Som et Lyn jeg Handsken henter!
Rosa.
Som et Lyn jeg Eder følger,
Har I Handsken ned mig bragt.
Juan.
Alt i Træet er jeg oppe!
Rosa.
Vogt Jer for de tynde Grene!
Juan.
Høiere jeg stiger —
Rosa.
Vogt Jer!
Juan.
Grenen gynger —
Rosa.
Hold Balancen
Juan.
Snart jeg er ved Maalet.
Rosa.
Fætter!
Jeg til Lykke ret Jer ønsker,
Ogsaa jeg er ved mit Maal.
Saadan talte Donna Rosa,
Da hun flygtede som Vinden
Op til Slottet, gjennem Haven. —
Don Juan — som just i Haanden
Handsken holdt — fra Grenen springer,
For den Flygtende at fange.
Dog i Springet glider Foden,
Og til Jorden var han styrtet
Hovedkulds, hvis ikke Kappen,
Greben af de skarpe Grene,
Havde standset ham, saa fastholdt
Mellem Jord og mellem Himmel
Svævende han hængte nu.
Juan.
Leporello! Skurk! hvor er du?
Leporello.
Her min ædle Herre! Her jeg
Bringer Hestene — men Himmel!
Kors bevare’s! hvad er dette?
Hvo, min Herre, har Jer hængt?
Juan.
Hurtig, Slyngel! Hid med Skuldren,
At min Fod paa den jeg sætter.
Leporello.
Her er Skuldren!
Juan.
Bøi nu Ryggen!
Leporello.
Saa — nu fik I Fod paa Jorden.
Dog Jer Kappe gik i Løbet;
Høit paa Grenen sønderrevet
Hænger den som en Trophæ.
Juan.
Hvor blev Damen?
Leporello.
Damen, som vi
Skulde føre bort i Natten?
Juan.
Ja, just hende, dumme Djævel!
Leporello.
Hende Pokker længst har taget.
Juan.
Hvorfor spærred ei du Veien?
Leporello.
O jeg Taabe! Men jeg troede,
At paa Skrømt hun skulde flygte
Og af Eder saa indhentes,
For at derved Eventyret
Kunde faae romantisk Sving.
Juan.
For din Tro tag dette Drøi’gn,
Af et stærkt prosaisk Sving!
Leporello.
Over mig tilsidst det kommer!
Hvergang I ved Næsen tages,
Mine Øren strax maae bøde.
Nu begriber jeg det Hele!
Ikke sandt, saa gik det, Herre?
Op i Træet fik den Lille
Eder narret efter Handsken,
For at selv hun kunde flygte.
Siig nu ei, at i en Lygte
Meer jeg præker, naar jeg siger:
Mandfolks List er vel behende,
Qvindfolks List er uden Ende!
6.
I de høie Sale klinger
Atter Dandsens muntre Toner;
Atter samle sig de gamle
Damer om den lyse Cirkel,
Hvor sig til Fandango stiller
Donna Rosa med Don Pedro.
Strengen toner — Castagnetten
Svarer i den Skjønnes Hænder,
Og som Stjerner hendes Øine,
De uskyldige og glade,
Laane Dandsens Gratie Straaler,
Følge med hver Legemsbøining,
Svæve høit med Haanden, naar den
Løfter sig med Castagnetten,
Flyve op og ned med Foden
Naar den hurtig sig bevæger,
Naar igjen den vandrer langsomt,
Bunden af Musikens Takt.
Alles Øine følge hende
Med Beundring og med Glæde;
Uden Villie let hun vinder,
Fast hun binder alle Hjerter.
Som paa Vinger, medens Tonen
Yndig klinger, nu hun svæver
Af de lette Fødder baaren,
Med den venstre Haand paa Ryggen,
Med den høire høit i Luften,
Gjennem Salen, forbi Døren,
Da just Døren i det Samme
Aabner sig, og aabenbarer
Don Juan i vexlet Kappe,
Med en halv nedslagen Mine,
Og med Øine, som formørke
Sig ved Syn af Donna Rosa,
Der i Flugten kun tilkaster
Ham et let ironisk Smiil.
Med Forundring alle Damer
Hjerte-Seierherrens Miner,
De forknytte, nu betragte.
Og til Leporello, som sin
Herre følger, træder hurtig
Donna Mara. Munden løber
Som et Hjul med tusind Spørgsmaal,
Medens hun med Guld opveier
Hver Betænkning af hans Troskab.
Alt hun veed nu — og tilbage
Iler hun til Donna Cara,
For Historien at skrifte.
Donna Cara, tynget af den,
Sender den til Donna Clara,
Og, engang i Flugten, flyver
Som en Boldt nu rundt i Kredsen
Den fra Clara til Camilla,
Fra Camilla til Elvira,
Fra Elvira til Rosaura,
Fra Rosaura hen til Laura,
Og fra Laura saa til Blanca,
Og fra Blanca nu fremdeles
Videre in infinitum,
Saa at inden fem Minutter
Hele Kredsen har den inde.
Hvilken Tisken, hvilken Hvisken!
Hvilken Fnisen, hvilken Spørgen!
Hvilken Spotten og Forhaanen!
Hvilken Kulde møder ikke
Hjerte-Seierherrens Blikke
Nu fra hver en Dames Øine —
Ak, saa gaaer det! Een Bataille,
I Utide tabt, berøver
Ofte Generalen Frugten
Af saa mangen blodig Seir!
Endt er Dandsen. Donna Rosa,
Der et Øieblik sig fjerned,
Nu med Don Fernando vender
Fra den anden Sal tilbage;
Og til Afsked nærme begge
Sig nu Don Juan, der gaaer med
Tvungent Smiil dem let imøde.
I tilgive, ædle Fætter,
Don Fernando taler: at vi
Alt tilhuse os begive,
Men en Datters Luner veed I,
Bør en Fader altid føie.
Og desuden, jeg maa tilstaae,
At mig hine gamle Damer
Just ei friste til at tøve:
Som en plukket Hane gaaer jeg
Bort fra Spillet med dem Alle!
Mens fordybed’ i Erindring
Af den gamle Tid vi sadde,
Kigged de mig luunt i Kortet;
Mens begeistret sødt af Mindet
Jeg for Kjærligheden sværmed,
Skrev de Beter mig paa Beter;
Mens jeg sukked, sveg de Farve;
Mens jeg rørt mit Hjerte blotted,
Kneb Ducaterne de fra mig.
Saadan gaaer det, ædle Fætter!
Damer blive altid Damer —
Skjøndt ei meer interessante,
Stedse dog interesserte
Og af Interesse fyldt’.
Haard er Dommen, ædle Herre!
Svarer Don Juan, idet han
Vender sig mod Donna Rosa,
Og med sagte Stemme taler:
Jeg har bedre Tro, min Donna!
Og hvad mig idag er hændet,
Kun i denne Tro mig styrker.
Strængt, men ikke uretfærdig
Handler I, min ædle Dame,
Da min ringe Fest I røver
Med Jer selv dens hele Smykke —
Dog, jeg tør mig ei beklage!
Kun i dette Haab jeg lever,
At en Bro mig Tiden bygger,
Hvorpaa angerfuld og ydmyg
Eders Gunst jeg tør mig nærme.
Eders Handske her tilbage
Rækker jeg med dyb Beundring
Af dens Eierindes Skjønhed,
Saa bedaarende, at derved
Kun min Adfærd kan undskyldes.
O, lad dette Tegn paa Fiendskab
Ei os skille — Haanden skabtes
Som Foreningens Symbol!
Stolt ham svarer Donna Rosa:
Ædle Ridder! fald dog ikke
I det ømme Sprog tilbage;
Ordet vel, men ikke Tonen
Er I mægtig. Denne Handske
Tør jeg ikke meer modtage —
Da til Eder jeg den kasted,
Greb I selv den jo begjærlig,
For mig fiendtlig at bekrige.
Gjem den vel, og glem den aldrig,
Thi fra mig den skal Jer sige:
Ikke alle Spaniens Piger
Ved de søde Ord I vandt!
Saadan talte Donna Rosa —
Dybt hun neied, og forsvandt.