Amor og Zephyr.
ZEPHYR.
Her er det lette Bud, som du mig sendte,
Og her jeg selv.
AMOR.
Fra Havet kommer du;
Thi vaad din Klædning er, og Skummet hænger
I Perlekrandse om dit dunkle Haar.
Hvad var dit Værk i denne Nat paa Havet?
ZEPHYR.
Et Skib jeg splintret har paa Gudens Bud.
AMOR.
Ha, grumme Zephyr!
ZEPHYR.
Saa var Gudens Villie.
AMOR.
Og ramte Døden Folket?
ZEPHYR.
Alle døde.
AMOR.
Hvad — Ingen frelst? Fortæl!
ZEPHYR.
Orkanen lig,
Jeg over Søen jog og vælted Bølgerne
Mod Overfladen op fra Dybets Afgrund,
Og sprøited imod Stjernen Skummets Perler,
Mens Skibet som en Fjer paa Havet drev.
Mandskabets Haab stod dog endnu til Seilet,
Thi fjernt i Horizonten Havnen laa.
Da sønderrev jeg Seilet — overbord,
Som splittet af et Lyn, det gik med Masten,
Og hvide Bølger over Dækket rulled’.
Til Aarerne nu Alle greb, men Søen
Hver Aare knuste som det svage Rør,
Og ud de kastede det sidste Anker;
Men Ankertouget brast — og Rædsel greb
Paa Skibet hver en Sjæl, og blege stod de,
Og skjælvende de styrted ned paa Dækket,
Mens Underrummet fyldtes meer og meer,
Thi gjennem Plankerne brød Havets Vande.
Da blev det stille paa det store Hav,
Og hver en Luftning taug, mens op til Stavnen,
Det Høieste af Skibet, Alle styrted;
Men kun den halve Flok fandt Rum paa denne,
Den halve sprængtes overbord i Bølgen,
I Taushed nu de stod og vented Døden,
Thi Skibet langsomt sank, og Vandet steg
Til Knæet alt — til Hoften og til Brystet,
Og Alle faldt omkuld. Kun een Mand stod
Endnu paa Randen af den brede Stavn,
Den høieste han var og Skibets Fører.
Han holdt sin unge Søn paa Skuldren af sig,
Og bleg som Marmor Drengen sad, og knuged
Den spæde Haand om Panden paa sin Fader,
Hvis kolde Læber Vandet alt berørte.
Da greb han Drengen med de stærke Hænder,
Og løfted ham fra Skuldren høit iveiret,
Mens Bølgen dækkede hans eget Hoved.
Saa stod han et Minut — og Alt var stille,
Thi Skrækken havde Drengens Øie lukket.
Endnu han stod — da sank den ene Arm,
Den anden sank — og intet Liv var mere;
Men taus sad Døden paa de tause Vande.
Pause.
AMOR.
Og hvorhen gaaer din Flugt nu?
ZEPHYR.
Til Cythere.
Did kaldte mig din Moder, for imorgen
Ved hendes glade Fest at mildne Luften.
Did iler jeg før Skyggerne forsvinde;
Zephyrerne, de lette Vestenvinde,
Mig gjøre Følgeskab paa denne Fart.
AMOR.
Du vældige og dog saa milde Zephyr!
ZEPHYR.
Men du, o Amor, hvorfor sværmer du
I Lunden her, ved Lunas blege Straaler,
Mens paa Cythere, ved din Moders Alter,
De unge Piger smykke sig til D ands?
AMOR.
Saa viid — og derfor sendte jeg mit Bud,
At kalde dig fra Luften til min Hjælp:
I dette Land, det yndigste paa Jorden,
En Konge hersker, som har trende Døttre,
De to af sjelden Skjønhed, men den yngste
Den Fagreste af alle Jordens Børn.
Ei har den unge Morgenrødes Purpur
En Glands som hendes Læber; ingen Stjerne
Det milde Øies Straaler; ingen Bølge
Er blank som hendes Haar, naar ned det ruller
I mørke Lokker om den hvide Hals.
Men Værkets Krone er dog Sjælen selv;
Thi Solen lig, der speiler sig i Havet
Og farver hver en Draabe med sit Lys,
Saa maler hendes Sjæl sig yndig af
I hvert et Træk, i hver Bevægelse
Af hendes unge, straalerige Skabning,
Og derfor kaldte Verden hende Psyche.
ZEPHYR.
Tidt har jeg kølt den unge Psyches Kinder;
Og ofte naar jeg gjennem Dalen fløi,
Hvor hun ved Kilden sad og saae i Bølgen,
Jeg løste hendes silkebløde Haar:
Da bæved hun, og Billedet i Voven
Jeg kyssed, saa det skjælved og forsvandt.
AMOR.
Da hun blev født, foreente Jorden sig
Med Havet og med Luften for at skjenke
Den nylig Skabte deres Herlighed.
Saa fik hun af den moderlige Jord
Sin lette, ranke, marmorhvide Skabning,
Af Havet Øiets rige, dunkle Dybde,
Af Luften Liliekindens rene Glands;
Og fuldendt stod hun — men fra Verdens Kanter,
Fra Øst og Vest, fra Syd og Nord man kom,
At skue hendes Skjønhed og tilbede.
Dog medens hendes mindre fagre Søstre
Fandt hurtig Beilere, hun ingen fandt;
Thi af de Dødelige voved Ingen
Saa underfuld en Skjønhed at begjære.
Naar frem hun kom, saa raabte man: see Venus!
Men gik hun bort, man syntes Solen veg,
Og uberørt af Alt, hun Alle rørte.
Dog Himlens Venus blev paa Jordens vred,
Der drog til sig de Dødeliges Hjerter,
Hvorved den Himmelske fik mindre Offer,
Og mig hun bød i Støvet at fornedre
Ved Kjærlighed den straalerige Psyche,
Og flamme hendes Bryst af Elskov op
Til Landets usleste og værste Mand.
ZEPHYR.
Ha, stolte Venus!
AMOR.
Fra Olymp jeg steg,
Og baaren let igjennem Luften, stod jeg
En Aftenstund for Psyches Seng. Hun sov —
Men ingen Ord beskrive dette Syn!
Det Herligste, som Himlen har i Eie,
Jeg saae forenet hos en jordisk Qvinde:
Thalias Smiil og Melpomenes Alvor,
Aglajas Form, den unge Hebes Ynde,
Og over Alt Dianas kydske Slør.
Jeg stod og skjælved — ak, men ingen Piil
Jeg vovede den Slumrende at sende.
Da rørte hun isøvne sig, og jeg,
Alene saaret, Flugten tog, men røved
Dog Sløret først, som skjulte hendes Bryst.
See, dette Slør, o Zephyr, er min Rigdom!
Med det jeg taler, det fortæller jeg
Min Qval og Glæde — det jeg trykker nær
Til mine Læber, naar mig Længsel tynger.
See dette Slør, som dækked hendes Bryst,
Hvor fiint og let, hvor klart og gjennemsigtigt,
Et yndigt Billed af dets Eierinde!
ZEPHYR.
Og hvad, o Amor, er da nu din Villie?
AMOR.
Hør den, o Zephyr, og adlyd mit Bud!
Mod Østen staaer paa Randen af en Afgrund
Et éensomt Fjeld, der rager imod Skyen,
Did bringes Psyche op i denne Nat;
Thi hendes Fader, uvis om hvad Skjæbnen
Bestemte hendes sjeldne Skjønhed til,
Har spurgt tilraads den høie Spaadomsgud,
Og Denne har ham svaret: "Bring din Datter,
Halv smykt som Brud og halv som Liget klædt,
Til Bjergets Top; thi ingen Dødelig
Skal efter Skjæbnens Villie hende favne.
Til Viv hun for Uhyret er bestemt,
Der hæver over Jorden sig paa Vinger,
Og Verdens Kreds med Ild og Staal behersker;
Hvem Zeus og alle Himlens Guder frygte,
Og hvem den mørke Styx selv skjælver for."
ZEPHYR.
Du smiler, Amor, ved den Fagres Død?
AMOR.
Ha, lette Zephyr! selv jeg er Uhyret,
Og paa min Bøn gav Guden dette Svar.
Men du tag paa din Elskerindes Klædning,
Tag Iris’ Dragt, og flyv til Bjergets Top:
Hæv der min Elskede paa stærke Arme,
Og bær fra Fjeldet gjennem Luftens Bølger
Den Skjønne ned i Dalen til mit Slot.
ZEPHYR.
Dit Bud jeg lyder og dit Vink jeg følger;
Thi du er Hersker, jeg er Slave blot.
Begge bort.