En Kyst af Landet. Foran ruller Havet, hvori Floden, der strømmer ned fra Dalen, falder ud. Tidlig Morgenstund før Solens Opgang. Tre Nympher: Aja, Kora og Eulimene, tilligemed Phantasus, sidde og fiske; de to Første med et Net ved Floden, de andre To med Angler ved Havet.
KORA synger:
Mig fortryller Nattens dunkle
Høitidsdragt,
Naar fra gyldne Stjerner funkle
Glands og Pragt,
Naar de mørke Skygger stige
Tause frem,
Og de sidste, ængstelige
Straaler vige
Bort som Taager mellem dem.
Da sig aabner Hjertets Kammer,
Længe lukt;
Mindets Lys i Mørket flammer
Dobbelt smukt;
Stilhed nærmer sig fortrolig,
Øiet gaaer
Op til Guders klare Bolig:
Fast og rolig
Borgens Stjernehvælving staaer.
AJA.
Meest jeg elsker Dagens fulde
Straaleglands;
Livets friske, Haabets hulde
Blomsterkrands,
Og den lette Flod, som dandser
Perlereen
Langs med Skoven ned, der standser,
Der bekrandser
Bølgen med sin grønne Green.
Mildt sig aabner Glædens Øie,
Liv og Lyst
Med de fulde Toner bøie
Hvert et Bryst;
Amor da hvert Hjerte fritter:
Høit han leer,
Naar bag Skovens grønne Gitter
Frem han titter,
Og den muntre Faun han seer.
EULIMENE.
Mig kun lokker Aftnens Rødme;
Da hver Barm,
Svulmende af Længsels Sødme,
Hæves varm.
Brudte dale Solens Pile
Matte ned,
Og mens Krigens Mænd sig hvile,
Stjerner smile
Til de Unges Kjærlighed.
Sagte rinder Dalens Kilde
Klar forbi;
Fuglen fløiter Elskovs stille
Melodi;
Rundt om Bækken Nympher sove,
Maanen rød
Bryder gjennem dunkle Skove:
Kildens Vove
Aabner Straalerne sit Skjød.
Solen staaer op i Horizonten.
PHANTASUS.
Bølgen skummer,
Morgenhavet, vakt af Slummer,
Klæder sig i hvide Slør;
Duggens Vande
Glide ned ad Nattens Pande
Og i Luften Perler strøer.
See, fra Østens blanke Stjerne,
Fra det Fjerne,
Paa et Leie af Koral,
Svømmer, over Bølgen gynget,
Kæmpestor og Tang-omslynget,
Frem en Purpur-Muslingskal.
Midt i Havet,
Halv af Bølgerne begravet,
Skallen standser,
Og dens skumbedækte Pandser
Aabner sig, et Øie lig;
Mørket svinder,
Lyset funklende oprinder,
Og Auroras unge Kinder
Under Laaget vise sig:
Stille sødt den Hulde sover,
Brystet svulmer fuldt og ømt,
Havets Vover
Mumle om hvad hun har drømt.
Hurtig nu paa spredte Vinger
Søvnen sig iveiret svinger,
Og fra Leiet, koldt og haardt,
Selv hun springer,
Stryger med sin Rosenfinger
Haarets gyldne Lokker bort:
Himlens Bue,
Jordens Dale,
Skovens Sale,
Bjerge, Høie,
Lyset suge
Af det straalerige Øie,
Af de varme Kinders Blod;
Medens Bølgerne neddykke,
Sagte trykke
Tusind Kys paa hendes Fod,
Og hun selv det Blik udsender,
Der bestraaler Land og Kyst og Bugt,
Hvor den Sky, som Glandsen arved,
Hurtig vender
Purpurfarvet
Imod Vesten sig paa Flugt.
See, hvor Vinden
Dobbelt rød nu kysser Kinden!
Luften hendes Ild ei dræber,
Den kun fanger hendes Suk,
Mens de rosenrøde Læber
Drikke Morgenhimlens Dugg;
Og i Havet ud hun springer,
For at dæmpe Hjertets Brand
Dybt i Badet, der omringer
Skallens perleklædte Rand.
Smilende hun Bølgen tynger:
Høit den gynger,
Og den slynger
Halv med Skjælven, halv med Lyst,
Blødt omarmet,
Blidt opvarmet,
Bæltet om Auroras unge Bryst.
AJA.
See, hvor Skummets Perler, runde, bløde,
Rødme ved de lyse Bølgers Dands!
KORA.
See, hvor Engens Blomster, nys saa døde,
Leve op igjen i Morgenglands!
EULIMENE.
See, hvor Østens Roser, purpurrøde,
Slynge sig om Himlen som en Krands!
ALLE TRE.
Lyset alle Farver nu forynger!
Høiere sig hæver Jordens Barm,
Mens den rødmende Aurora gynger
Med sit friske Smiil i Bølgens Arm.
AJA.
Stille, Søstre! Hvad er det jeg seer?
Hist paa Floden frem en Qvinde svømmer:
Øiet lukket er, som om hun drømmer,
Fod og Haand sig rører ikke meer.
KORA.
Strømmen snart i Nettet hende fører;
Men en Guddom over Bølgens Top
Hendes blege Hoved holder op,
Saa den vaade Seng det ei berører.
PHANTASUS som nærmer sig med Eulimene.
Kun til hendes Skulder stiger Vandet,
Dog er Læben blaa, som død hun var.
Hurtig, Søstre! Nettet træk paa Landet! —
Som vor Fange nu vi hende har!
De drage Nettet op.