Paa Jyllands Kyst, ei langt fra Byen Veile,
(Der for det jydske Paradiis har Ord)
Paa Bredden af den smukke Veilefjord,
Hvori sig stadig Kystens Bakker speile,
Mens Skib og Baad forbi paa Bølgen seile
Og give kun et flygtigt Billeds Spor:
Der, hvor paa Kortet man seer tvende Prikker,
En Landsby med sin hvide Kirke ligger.
Det er ved Vintertide: frossen Jorden,
Og rundtomkring, saalangt som man kan see,
Er Mark og Skov som oversaaet med Snee,
Og næsten heelt belagt med Iis er Fjorden.
De lette Spurve, graae og troe som Norden,
Hvem ei de svigted i dens Vintervee,
Sig sætte nu i Flok paa Bondens Tage
Og tigge Smuler af hans Julekage.
Thi det er Juleaften: festlig skinner
De vinterklare Stjerners friske Krands,
Der kaster over Sneens kolde Glands
Et Skjær saa sølvhvidt, som man stundom finder
Det paa den Døendes de blege Kinder,
Naar Evigheden aabnes for hans Sands.
Alt er saa stille — knap en Vind sig rører;
Ikkun fra Fjorden hist man Fodtrin hører.
Det er Hr. Peter Homo, Landsbypræsten,
Der over Isen ind mod Kysten gaaer.
Lidt kort og corpulent han er, forresten
En rørig Mand i sine bedste Aar.
Hans Klædedragt: Kavaien, Frakken, Vesten,
Er graa og hjemmegjort, af egne Faar.
Han nys har efterseet sin Fiskeruse,
Og traver nu med raske Skridt tilhuse.
Og alt som over Marken hen han skrider,
Idet han følger Stiens svage Spor,
Hans Blik sig hæver op, hvor Lyset boer.
Dog snart igjen fra Himmelkuplens Sider
Det ned mod Præstegaardens Vindver glider,
Hvorfra paany det søger Stjerners Chor.
Man seer, at deelt imellem Jord og Himmel,
Hans Tanke færdig er at blive svimmel.
Og intet Under; Julestjernens Skin
Ham om den knap begyndte Præken minder,
Som ved sin Hjemkomst paa sin Pult han finder,
Og hvortil ret han samle vil sit Sind.
Lig Hyrderne han derfor skuer ind
Saa langt han kan i Himlen, til ham blinder
Gjenskinnet af en englelig Gestalt —
Da for hans Blik et Slør medeet der faldt.
Og intet Under; Lysets milde Skjær,
Som glimter gjennem Præstegaardens Ruder,
Og som det hyggelige Hjem bebuder,
Hvis Tag han kommer meer og mere nær,
Hans Sind nu drager ned til andre Guder,
Til Julegrøden og en Hustru kjær;
I Præstegaardens lune Dagligstue
Han i Forening snart skal begge skue.
Derhos han tænker paa sin lille Søn,
Paa Mortensdagen født, og som til Daaben
Imorgen bæres skal i Christenkaaben
Og med en Hue, guldbrodeert og grøn.
I Aanden alt han hører Drengens Raaben
Ved Døbeacten og den lange Bøn:
Da seer han op — og atter Tanken mødes
Med Christusbarnet, som inat jo fødes.
Mens saadan deelt i Sind, hen over Snee
Pastoren vandrer — til hans Dagligstue
Jeg fører Læseren, og der vi see:
Et snevert Rum, som Loftets Bjælker kue,
En Kakkelovn, hvori en munter Lue,
Sex Stole med en gammel Canapee;
Ved Stueuhret Vuggen staaer paa Gænger
Og over den i Buret Fuglen hænger.
Og foran Vuggen sidder fremad bøiet
Den unge Præstekone, fiin og lille,
Der med et Udtryk, yndigt og fornøiet,
Sin førstefødte Søn betragter stille.
Snart smile hendes Træk, de klare, milde,
Snart svæver der en Alvorssky for Øiet,
Til hendes glade Blik paany frembryde
Ved Tanker, som i Ord jeg saa vil tyde:
Du lille Barn, som jeg i Verden satte,
Hvor qvæger som mit Hjerte du mit Blik!
Om Een mig bød Alverdens Guld og Skatte,
Din mindste Finger ei af mig han fik.
O, hvad du er for mig, kan Ingen fatte,
Du lille Engel og du store Strik!
Du, som med dine Smiil og dine Løier
Ei Præsten blot, men Provsten selv fornøier.
Hvor sødt du sover her med Rosenkind!
De runde Hænder fast om Puden klemme;
Dit lette Aandedrag jeg kan fornemme,
Just som en varm og liflig Foraarsvind.
Alting jeg høre kan i denne Stemme,
Der ene fattes af en Moders Sind:
Din Fremtids Jubel og din Fremtids Sukke —
Ak! før de komme, lad mit Pus mig vugge!
Paa eengang Stueuhrets Klokke slaaer;
Af hendes Drømme Slaget hende vækker,
Og op hun reiser sig og Bordet dækker,
Mens Katten, som fra Ovnen langsomt gaaer,
Med sagte Knurren Kroppen dovent strækker.
I Gangen faste Trin hun høre faaer,
Og efter Maden ud saa let hun springer,
Just som ad Døren ind Pastoren svinger.
Paa Bordet dampende staaer Julens Grød.
Da den fortæret er, sig Homo hviler
En Stund ved Piben, mens tilfreds han smiler
Til Sønnen, gjemt i Vuggens lune Skjød.
Saa til Studerekamret rask han iler,
Hvor med sin Præken overtvært han brød,
Imens, for Baand at sye paa Barnehuen,
Hans Viv tilbage bli’er i Dagligstuen.
Der sidder atter hun som før saa stille,
Med Huens Baand paa Skjødet for sig bredt,
Og med et Blik, hvormed der langt blev seet
I Skjæbnen ud, der venter paa den Lille.
Hvad skuer ei en Moder! men Prophet
Formaaer dog ingen Moder ret at spille;
Dertil for dybt er Barnets Fremtid gjemt,
Og Moderhjertets Ønske for bestemt.
Den Glædestaare hun ved vuggen græder
Og som i Barnet Fremtids-Helten gjaldt,
Maaskee den rinder for en lille Skræder,
En lille Klodrian i Eet og Alt.
Det Smiil, hvormed hun forud alt sig glæder
Til det i Vuggen gjemte Jordens Salt,
Til dette Lys, hvis Straaler Ingen tæller:
Det Smiil et Mørkets Barn maaskee kun gjælder.
Saa dybt sig rørte Præstekonens Indre;
Sin Søn med Bøn befaled hun til Gud,
Saa skued hun igjennem Vindvet ud,
Og saae paa Himlen Nattens Lamper tindre.
Da faldt en Stjerne ned, og paa det mindre
Der fulgte strax et større Stjerneskud.
Paa dette Tegn saa fast hun monne bygge;
Thi samme Stund hun bad for Barnets Lykke.
Og her jeg Dækket nu vil lade falde
For Juleaften, at med meer Behag
Min Læser møde kan paa Juledag,
Naar Solens Straaler skal til Liv den kalde.
Eet Spørgsmaal har jeg dog at gjøre Alle:
Om Noget er saa dansk i Aand og Smag,
Saa ret fornøieligt, af Harm ublandet,
Som Julen i en Præstegaard paa Landet?
Da seer man tidt de langtfra komne Venner
I saadan Mængde under Gaardens Tag,
At Hjerterum maa tages i Beslag,
Naar Huusrum mangler, som da ofte hænder.
Sex i et Kammer, dermed tidt det ender;
To i en Seng, nu er en afgjort Sag;
Alt — tænker Præstekonen — er det Samme, —
Naar Sengene kun ei gjør mig tilskamme.
Og iblandt Gæsterne, som da man venter,
Er gjerne Husets egen Søn, med hvem
Fra Hovedstaden en fem, sex Studenter
For Morskabs Skyld i Julen følge hjem.
Med spændt Forventning, som i Alt sig prenter,
De unge Præstedøttre vente dem;
Og hvergang blot en Vogn de faae at høre,
Strax Purpur deres Kinder sig iføre.
Men naar saa endelig er’ samled’ Alle,
Hvem gammel Gjæstfrihed til Huset trak,
Da giver Huset Gjenlyd af en Snak,
Som næsten babylonisk man kan kalde.
Imellem dunkle Skyer af Tobak
Vel stundom Vittighedens Lynglimt falde;
Men oftest, naar en Tordenlatter ruller,
Er det kun Overgivenhedens Bulder.
Thi Hver faaer Røst, som blot har Talens Gaver,
Og bli’er i Talens Løb fra bly til kry;
Hvert Indfald, man har hørt, igjen man haver,
Hver Anekdot, man veed, maa frem paany.
Paa Politikens Marker rundt man traver,
I Konsternes Paulun man søger Ly;
Man stiger op, selv til Metaphysiken,
Og dumper ned til Kjeldermands-Logiken.
Saa gaaer det til, naar i en samlet Flok
Sin Aand ved Morgentheen man befrier.
Om Dagen man sig deler i Partier,
Naar man ved Frokost har sig styrket
Til Vandring gribe Nogle Hat og Stok,
Til lærd Diskurs en anden Part sig vier;
Mens Andre, som ihast sig liste bort,
Gaae op paa Kammeret og spille Kort.
I Dagligstuen bli’er endnu tilbage
Et Par Studenter, som med Velbehag
Æsthetisk Kundskab lægge for en Dag,
For Husets unge Damer at behage.
Hvert Ord, som fremmer Æsthetikens Sag,
Til Hjerte sig de unge Piger tage,
I den Grad, at før Julen er forbi
De tidt faae Smag paa Livets Poesi.
Mens Alt forinden saa er vel forvaret
Foruden gaaer det ikke mindre godt:
Hund, Heste, Piger, Karle leve flot,
Thi ei paa Levemaade bli’er der sparet.
Til alle Tider har man det erfaret,
At Mennesket af Brød ei lever blot;
Men at i samme Forhold Glæden hyldes,
Som Glasset og Tallerkenerne fyldes.
Og derfor hvilket Liv i Kjøkken, Kjelder,
Og hvilken Tappen af og Skjenken i,
Og hvilken Rutten nu med Kryderi,
Og hvilken Mængde Fjerkræ nu man fælder!
At bruge sig for Pigerne det gjælder,
Og ærlig staaer dem Præstekonen bi;
Og over hver en Gjæst en Flod der regner
Af Pebernødder, Julebrød og Kleiner.
Paa saadan Viis oplives Aand og Sandser,
Mens hver en Dag henrinder som en Fest;
Om Aftnen man i Havestuen dandser,
Hvis ei man samles hos en Nabopræst.
Thi med Besøg i Egnen ei det standser,
Før man har gjæstet rundt, i Øst og Vest,
Hver geistlig Mand, der Fedekalven slagter,
Hver dannet Møller, hver gentil Forpagter.
Besøg med Gjenbesøg besvaret bli’er,
Først efter Nytaar Herligheden ender;
Og midt i Fyldens Tid sig tidt da hænder,
At en Student til Præstens Datter frier.
Vel er det Alt i Alt kun tvende Hænder
Og tvende Hjerter man hinanden gi’er;
Men her i Overflod hvor kan de Gode
Fremtidig Mangel vel paa Brød formode?
En slig Begivenhed forhøier Glæden,
Og naar tilsidst nu Afskedstimen slaaer,
Ei blot med Haandtryk man i Vognen staaer,
Hos To et kjærligt Kys er traadt isteden.
I tvende aabne Vogne, fulgt af Slæden,
Frem under Hundeglam saa Toget gaaer,
Og alle Husets Folk paa Vei det følge,
At Porten ei for snart skal Synet dølge.
Endnu engang Farvel man der maa sige,
Og Tak for Alt hvad Godt man nød og fik;
Endnu engang de tvende Lykkelige
Maae vexle deres Hjerter i et Blik —
Da svinges Hatten efter gammel Skik,
Og alle Gjæster høit et Vale skrige,
Mens Raabet følger dem ad Veien hen:
Farvel, Farvel, Farvel! Kom snart igjen!
Det var en Episode; thi saa stille
Forresten Dagene paa Landet gaae:
Den Sol gjør ingen Larm, hvis Straaler milde
Belyse Livet i den ringe Vraa;
Og Maanen taus er, som i Aftnen silde
Igjennem Vindvet skinner ind paaskraa;
Og Skov og Have, Mark og grønne Enge
Vel røre dybe, men ei stærke Strænge.
Eensformig glider Livets Bølge hen,
Og al dens vilde Brusen her forstummer;
Men steg den end, den brødes snart igjen
Mod Dagens Arbeid og mod Nattens Slummer.
Haab og Betragtning dog er Landets Ven,
Og Phantasi det snevre Hjem dog rummer;
Det er, som gled saa sagte Tidens Elv,
At ret man skal fordybes i sig selv.
Men saa forskjellig Drift behersker Støvet,
At den, der lever tryg i Hyttens Skjul,
Vil hige udad som en modig Fugl,
At faae i Livets Storme — Vingen øvet;
Imedens den, der Stormens Slag har prøvet,
Og smagt hvor Verdens Frugt saa tidt var huul,
Vil Staven længselfuld tilbage flytte,
Og søge hjemad mod den stille Hytte.
Dog nu til Texten! — Homo’s Stadsestue,
Belyst af Vintersolens klare Skjær,
Paa selve Juledagen aabnes her. —
En heel Forsamling der i Kreds vi skue:
Først Provst Matthias Holm med samt hans Frue,
Der sidde Svigersønnen Homo nær;
Han, orthodox og streng i Ord og Tone,
Hun, stille, blid, et Mønster paa en Kone.
Dernæst Hr. Pastor Jeremias Top
Med samt Amalie, hans Ægtefælle,
Der beggeto for hellige vil gjælde,
Skjøndt hvert et Aandens Præg er som slugt op
Af deres kjødelige, svære Krop.
Som Curiosum er om Top at melde,
At mens han selv et Lysets Barn sig troer,
Han ofte dog ved Mørkets Fyrste svor
Dernæst Hr. Pastor Henrik Flint med Søster,
En Pige rank og kydsk, af Væxten stolt,
Imedens Broderen, med Hjertet koldt,
Af skarp Forstand og fiin Logik sig bryster.
Hans Øre vendt er mod de nye Røster,
Og høit i Ære Doctor Strauss han holdt,
Med hvem han superklog og skeptisk lytter
Til Skriftens Udsagn som til Sagn og Myther.
Foruden dem endnu kun er at nævne
Hr. Peter Homo selv, Rationalisten,
Der vel beklipper Ordet efter Evne,
Men dog bevarer Troen som en Christen.
Paa denne Maade haabed Egoisten
(Thi det var Homo) Udvei sig at levne,
Idet han Alting efter sin Methode
Snart bortfortolkede, snart atter troede.
Saa sad forsamled’ nu i Kreds de kjære
Og gode Venner, der var kjørte hid
For Faddere til Præstens Søn at være,
Og her sig styrked ved en Morgenbid.
Den friske Julekage de fortære,
Mens Drikken bydes om fra Tid til Tid:
Da hørtes begge Kirkens Klokker klinge,
For sammen Menighedens Hjord at ringe.
Og Døren den gik op i samme Stund;
Og fra det kolde Kammer ind i Varmen.
I sneehvid Dragt, med Sløifer over Barmen,
Med blege Roser paa sin Kind og Mund,
Med Daabens lille Candidat paa Armen,
Fulgt af "Pasop", den store Hønsehund,
Den unge Præstekone let nu træder,
Og Alle med sit milde Aasyn glæder.
..
Ned i sin Moders Arm hun kjærligt lægger
Den lille Søn, hvis skjønne Døbedragt,
Istand ved hendes egne Hænder bragt,
Almindelig Beundring sig tiltrækker.
Fru Holm for Dattersønnen kjæledægger,
Og gjør det Løfte: ret at give Agt,
Om Barnet bli’er en Sanger — hvad man siger
For gammelt Ord, naar det ved Daaben skriger.
Men her opløfter Provsten Holm sin Røst:
Op, og til Kirke! Timen den er slaaet;
Op, nu vi har lidt Varmt i Livet faaet,
At synge Psalmer af et trofast Bryst!
Op, mine Venner! Præsten alt er gaaet,
Og i hans Fodspor træde vi med Lyst.
Sin Hat han ta’er — til Kirken Alle drage,
Kun Barnets Moder ene bli’er tilbage.
Men i den lille Kirke, dennesinde
Forgyldt af Juledagens blanke Sol,
Sad alt i Rader Bonden og hans Qvinde,
Samt Byens unge Folk i Koft og Kjol:
Da aabned sig med Larm Baronens Stol,
Og snart man seer ham selv med Gemalinde;
Men Fadderne til Præstens Søn, der blunder,
Faae Plads i Stolestadet nedenunder.
Gudstjenesten begynder. Degnen bringer
Sin Tale frem midt i det aabne Chor
Mens spillende hans ene Tommelfinger
Sig i en Cirkel om den anden snoer.
Derpaa hans Stemme laaner Sangen Vinger,
Og skjøndt ham Tonen fast i Halsen groer,
Fuldkommen dog hans Menighed forstod ham,
Thi Tonen greb de, just som den forlod ham.
To Psalmer qvædes. Man den tredie sang,
Da fulgt af Degnen, klart beskint af Solen,
Med begge Hænder dybt i Præstekjolen,
Hr. Pastor Peter Homo gik sin Gang
Fra Sacristiet hen til Prækestolen.
Nu gaaer han op ad Trappen, smal og trang;
Nu staaer han ved sit Maal, slaaer Kors og sukker;
Nu — for Baronens Stol han dybt sig bukker.
Hans Hoved synker — Alt han synes glemme;
Og som han talte for sig selv i Løn,
Han mumler til Indledning først en Bøn.
Derpaa han løfter kraftelig sin Stemme,
Og læser Evangeliet om Guds Søn,
Saa man i hver en Krog kan det fornemme.
Tilsidst til Hverdagsrøst han daler ned,
Alt som han over i sin Præken gled.
Med denne Vending Texten han forlod:
At Dagens Fest høist vigtig var for Alle,
At dette Thema her han dog lod falde,
At et beslægtet Stof han derimod
Frem for Betragtningen nu vilde kalde,
Idet hans Tale skulde slaae sin Rod
I den Art Frygt, der her med Haabet mødes,
Hvergang et Støvets Barn til Verden fødes.
Et Barn er født! saa udbrød han med Glæde,
Idet hans Haand paa Prækestolen faldt:
O, hvo kan fatte, hvad til Liv er kaldt
Med Livet, som begynder i den Spæde?
Først Graad, thi det begynder med at græde;
Saa Latter, thi af Fryd det smiler alt;
Saa Verdens mange Haab og mange Sorger;
Thi Barnet — mærk det vell er Verdensborger.
En Verdensborger — hvad vil det nu sige?
Min christne Broder! mon du ret det veed?
En Aand betyder det, der stiger ned
Fra Aanders Hjem, for her paa Jorderige
At gaae i Skole og fra Skolen hige
Tilbage til den fordums Herlighed;
En Aand, der til sin Deel kun Støv annammer,
Skjøndt dybt den føler, at fra Lys den stammer.
Dog ei blot Aand men Legeme vi ere:
En Verdensborger og medrette hed
Den Skabning gjort af Jord, der nød og led,
Der tog en Viv, for Slægten at formere,
Der lod af Drift og Attraa sig regere,
Og aad sit Brød udi sit Ansigts Sved;
Der endelig, naar Gud det vilde have,
Sig mod sin Villie lod tilsidst begrave.
Da Ordet følgelig har tvende Sider,
Og Manges Liv kun een tilskue bar,
Jeg sikkert Ret i denne Paastand har:
At naar et Væsen frem til Livet skrider,
En Følelse af Frygt med Haabet strider
I dem, der Grund til Sammes Fødsel var;
I dem, der saa at sige skal forsvare
Ved Barnet selv, at de Forældre vare.
Thi hvordan Barnet eengang sig betragter:
Om det som Sværmer blot en Aand sig troer,
Og Livet og dets Syssel her foragter;
Om det forglemmer alle høie Magter,
Og roder som en Myre kun paa Jord;
Om det sin hele Gjæld, med andre Ord,
Til Gud som og til Cæsar her vil klare:
Hvo kan mig disse Spørgsmaal vel besvare?
O, med et Blik paa hvad i Verden skeer
Apostlen siger: »i hvert Huus maa være
Ei Kar til Ære blot, men til Vanære,
Hvo maa for Skjændselskar nu Frygt ei bære,
Skjøndt som et Sølvkar Haabet Barnet seer;
Et Haab, med Glæde Skriftens Ord omfattende
I Sanct Matthæi Nittende og Attende.
Med Skriftsprog Homo her blev ved en Stund,
Og tidt hans Hænder nu med Styrke begge
Slog ned i Prækestolen, hvormed kun
Hans Hensigt var, til Andagt Folk at vække.
Derpaa sin Daase frem han saaes at trække,
Og op en Pris at hente fra dens Bund,
Imens i Prækenen han Pause gjorde,
Hvorpaa han atter tog med Kraft tilorde:
Om Haab og Frygt abstract er hidtil talt;
Til det concrete Liv jeg nu mig vender,
Til det, der ta’er paa os med haarde Hænder,
Og intet mindre er end idealt;
Til Livet, som i Danmark man det kjender,
Til Livet, der gaaer skjævt og der gaaer galt,
Og her min christne Ven jeg nok gad spørge:
Skal man ved Barnets Fødsel glædes eller sørge?
Thi see omkring dig, du, som Øine har! —
Og brug dit Øre, du, som eier Øre!
Og siig mig saa, om Landet forhen var
I slig en Gjæring og i saadant Røre?
Tro, Stat og Videnskab man om vil gjøre,
Folk, Fæ og Jord paa anden Viis man ta’er:
Enhver kan rive ned — men hvo kan bygge?
See, deri Brødre! stikker vor Ulykke.
Og hvilken Tanke nu: Mit Barn jeg kaster
Ud i den rivende, den dybe Flod.
Hvor skal den lille Jolle staae imod,
Naar Skibet kantrer med de store Master?
Hvordan bevares Tro og Haab og Mod
Midt i en Verden, sammensat af Laster?
Hvor finder Barnets Dyd en Varetægt
Her blandt den svage, den forvendte Slægt?
Det var Moralens Røst. Hør nu Forstanden,
Hvis Udsagn ikke mindre ængste kan:
Vort Danmark er et lille fattigt Land,
Hvori den Ene tynger paa den Anden.
Men som et Kar kun fyldes kan til Randen,
Saa gaaer det og hver enkelt Stat og Stand:
Naar ingen Stand kan flere Folk forsørge,
Hvor skal man da om Brød til Barnet spørge?
Lad Drengen blive Landmand, du vil sige.
Vell dertil hører Mark og Eng og Gaard,
Men jeg gad vide, hvordan Jord man faaer,
Naar Alt er pløiet op i Kongens Rige.
Saa lad ham blive Kjøbmand! — Ei saa lige
Min christne Vens Beregning jeg forstaaer:
For Een, der kjøber, Ti jo nu vil sælge,
Hvor skal vor Kjøbmand da sig Kunder vælge?
Hos Embedsclassen ingen Trøst jeg henter.
Ved Bøn om Levebrød faaer jeg til Svar:
A nyder det; B efter A det venter,
Og C paa samme dernæst Løfte har.
Hvis en Student paa Raad jeg ikkun ta’er,
Strax hedder det: der vrimler af Studenter!
Og saadan taler mindre eller meer
Hver Konstner, Haandværksmand og Officeer.
Hvad er at gjøre? Barnet dog skal leve.
Naar saa jeg spørger, og man svarer ei,
Da i min Bibel atter læser jeg
De gamle Ord, som fordum talte bleve:
See Fuglene, der under Himlen svæve!
See Lilierne, der voxe paa din Vei!
Vil Gud for Fugl og Lilie gaae i Borgen,
Hvorfor da grue vel for Næringssorgen?
Her i sit Es sig Homo ret fornemmer;
Thi Frygt for Mangel er den Plageaand,
Der holder Dag og Nat hans Sjæl i Baand,
Og under Navn af gammel Gjæld ham klemmer
Hver Næringssorg han derfor sønderlemmer,
Hver Nød han blotter med en øvet Haand,
Og seent fra Digressionen hjem han vendte,
Hvorpaa med disse Ord han Talen endte:
Om Barn, som Genus, før jeg har mig dreiet;
Nu ved min egen Søn jeg stander stil’,
Thi ham jeg egentlig dog sigted til,
Mens jeg har Livet og dets Skjæbner veiet.
Og er mit Haab, at Talen om mit Eget
Ei noget Hjerte her forarge vil;
Thi, sandelig! som Præst jeg Regnskab skylder,
Hvordan min Faderpligt jeg selv opfylder.
Saa viid da nu, min kjære Menighed!
At her idag min Søn jeg lader døbe,
For Ret til Naaden tidlig ham at kjøbe,
Og faae ham reddet før han Skade led.
Hans Navn, hvis Klang vil ham hans Udspring røbe,
Er ældst af Navne; thi vi Alle veed,
Med Jordens Skabelse det sammen falder:
Adam min førstefødte Søn jeg kalder!
At gudeligt jeg Drengen vil opdrage,
Jeg knap fornødent at forsikkre troer,
Imidlertid om Tingen et Par Ord:
Han hærdes skal fra sine første Dage
Paa Sjæl og Legem, og bestandig smage
Et Tugtens Riis, indtil han bliver stor;
Hvergang han med en Løgn blot vil begynde,
Strax skal han føle, hvad det er at synde.
Altid den Sandhed skal mig staae for Øie,
Som næsten nu forglemmes af Enhver,
Og som Forældre huske bør især:
Mens Grenen den er ung, man skal den bøie.
Men ei med Bøining blot jeg vil mig nøie;
Som Qvisten podes ind i unge Træer,
Saa i min Søn vil tidlig jeg indprente
Ethvert Princip, jeg selv for godt erkjendte.
Saa, til Exempel, er det ei min Agt,
Hans Tro til Mennesker for stærkt at nære,
Men heller ei at stille ham paa Vagt,
Som var der altid noget Ondt igjære.
Nei! fri for Illusioner skal han være,
Og aldrig storme frem med Vold og Magt;
Men trofast ved det gode Gamle hænge,
Indtil han seer det Ny det at fortrænge.
Sin Hæder skal i gavnlig Daad han finde;
Og under alle Tidens Brøst og Bræk,
Og midt i Fristelsernes stride Bæk,
Sig sikker Holdning og et Standpunkt vinde,
Ved ei at lade Lysten sig forblinde,
Og fra Forstandens Lygte løbe væk.
Dens klare Skin skal gjennem Jordens Taager
Ham lyse fremad mens hans Øie vaager.
See der, min christne Ven! den Vei, jeg trækker
For Drengens spæde, uerfarne Fod;
Vel kjender Faren jeg for Kjød og Blod
Paa Livets Vandring, men den ei mig skrækker.
Naar jeg min Indsigt til hans Evne lægger,
Og min Erfaring til hans unge Mod,
Da — naar jeg Frygten imod Haabet veier —
Da i mit Hjerte vinder Haabet Seier.
Men hvordan i det Ydre det skal gaae ham,
Naar Kamp og Strid han vel er kommen fra,
Om hvilken Retning da hans Liv vil ta’e,
Om Verdens onde Børn maaske forsmaae ham,
Om eengang Lykken med sin Krands skal naae ham,
Og om i Høihed op han stiger da —
See, derom bør ei tales in extenso,
Thi Alting er endnu jo in suspenso.
Derfor mit Barn jeg kun — vil anbefale
Til Menighedens Gunst og til Enhver,
Der Præstens Søn i Præsten haver kjær,
Hvorpaa jeg slutter denne Juletale.
Paa Christi Fest jeg har forsøgt at male,
Hvad der en christen Fader ligger nær;
Og nu — befalende os Allesammen
Til Himlens Varetægt — jeg siger Amen.
Her af sin Pande Homo tørred Sveden,
Hvorpaa han mumlede sin Slutningsbøn,
Mens Menigheden skotted til hans Søn,
For at see Spor af Fremtids-Herligheden.
Men skjøndt nu denne skjulte sig beskeden,
Hvor fandt de Talen dog saa sand og kjøn!
Ud fra den lige Vei den aldrig svaied:
Om Præsten og hans Søn sig Alt jo dreied.
Men samme Bifald Taleren ei høsted
Hos Pastor Flint, der paa sin vante Viis
I Selskab med sin Søster sig forlysted,
Ved Alt at tugte med Satirens Riis.
Selv gamle Holm tidt paa sit Hoved rysted
Og sad ved Prækenen saa kold som Iis.
To Gange for sig selv han hørtes sige:
Nei, fra sin Text en Præst bør aldrig vige!
Om hvad der meer i Kirken foregik
Paa Juledagen, kan jeg kort mig fatte.
Paa Alteret sit Offer Homo fik,
Der idethele ei var store Skatte:
Snart fire Skilling, snart en Mark man satte
For Sjælehyrden frem med venligt Nik;
Ved Syn af fire Skilling Homo sukked,
Ved Synet af en Mark han mild sig bukked.
Da Daabens Act gik for sig, man fortæller,
At i sin Iver Manden gik for vidt;
Thi om det nu var Faderomsorg eller
Et geistligt Lune, der sig yttred frit:
Nok, da Fru Holm mod Daaben Barnet helder,
Med Vand han overøste det saa tidt,
At Barnet, som ei længer Badet taalte,
Høit om Barmhjertighed til Himlen skraalte.
Og Himlen var barmhjertig; ogsaa jeg
Vil mod den kjære Læser nu det være,
Idet jeg med et længer Ophold ei
Ham i den kolde Kirke vil besvære.
Til Præstegaarden hjem skal Sangen bære
Ham over Jordens sneebelagte Vei,
Mens som paa Tidens egne snare Vinger
Fem Timer frem i Tiden jeg ham bringer.
Altsaa — i Præstegaarden nys fra Bordet,
Da Barnets Skaal var drukken, man stod op
Med qvæget Sjæl og med en styrket Krop.
I Glasset hver Bekymring dybt var jordet;
Med Piben tændt, og ved en Kaffekop,
Man satte sig i Kreds og vexled Ordet:
De gode Damer, hviskende og strikkende,
De gode Præster, Pibespidsen slikkende.
Og som nu her de sad og nød den svale
Og stærke Kaffe, mens i Skyer svøbt’
De ligned Guder i Olympens Sale,
Kom blandt den lærde Geistlighed paa Tale
Det Bibelsprog, hvis danske Form er støbt
Saalunde: »Hvo som troer og bliver døbt,
Skal blive salig;« — dette Punkt indrømmes
»Men hvo som ikke troer, han skal fordømmes.«
Om disse Ord var Meningerne deelt’.
Hr. Jeremias Top holdt for, at Alle,
Paa hvem ei Daabens Bud blev opfyldt heelt,
Trods Troen under Dommen maatte falde;
Thi, sagde han — mens derhos han saa skeelt
Til Pastor Flint, som vakte tidt hans Galde —
Thi naar selv døbte Folk til Helved fare,
Hvor tør den Ikke — døbte da vi spare?
Den Slutning, smiilte Flint, forstaaer jeg ikke,
Og altfor høi for mig er slig Logik.
Men selv om ei den Lære holder Stik,
Som tydske Philosopher nu os skikke:
At død er død — at neppe værd en Slik
Er Sjælen, naar crepeerte først vi ligge:
Saa — hvad forresten angaaer samme Sprog —
Saa, kjære Top! har jeg min Mening og.
Jeg holder nemlig for — og saa gjør Flere —
At Fablen om en vis Mand gjælder ei,
Og at vi Alle gaae den samme Vei,
Naar først i Jorden vel vi putted’ ere.
Jeg over samme Kam vil Alle skære:
De, gode Pastor Top, saavel som jeg,
Min Søster, ligerviis — som Fru Amalie,
Vi Alle, tænker jeg, skal blive salige.
Men saa troer ikke jeg! gjenmælte Top,
Imens hans Kone høit slog med sin Nakke:
For slig — en Himmel vil jeg mig betakke,
Hvor Crethi og hvor Plethi tages op.
Foruden Daab bli’er Ingen salig! — Stop!
(Nu raabte Flint) lad med Raison os snakke.
Troer David De fordømt? Ja, eller Nei! —
Nei, sukked Top, men salig er han ei.
Paa denne Viis blev Begge ved en Stund,
Imedens Holm og Homo paa dem hørte,
Hvorpaa den hede Kamp man overførte
Fra Daabens Vand til Troens faste Grund.
Her tog nu Top for Alvor fuld sin Mund,
Han talte saa hans Indvold stærkt sig rørte,
Han talte som af hellig Ild antændt;
Men mod en Flint hvad hjalp hvert Argument?
Min Mening, sagde Flint, er den at Viden
Til Tro, selv til en Top-maalt, slaaer Sparto,
Thi, ærlig talt, jeg er i Tro kun liden
Hvis Christentro paa Myther skal beroe.
I Viden løses Alt — det spaaer os Tiden;
Men lutter Knuder gjør mig kun min Tro.
I Viden har jeg Liv; men fyldt med Troen
Paa Græsset, mens det groede, døde Koen.
Her faldt nu Homo ind: Med anden Alen
Jeg be’er Dem maale Troen, kjære Flint!
I Deres Slutning er De for gesvindt;
Lad med en Lignelse mig klare Talen.
Som Korn paa Møllen knuses maa ved Malen,
At det som Meel kan blive blødt og lindt,
Og brugeligt til Brød for en Befolkning,
Saa Christendom maa luttres ved Fortolkning.
Men naar dens Indhold godt man sigtet har,
Og ved tilbørlig skarp og critisk Tvætning
Har klaret hver en tvivlsom Bibelsætning,
Hvis Tal desværre meer og meer tilta’er:
Da bliver Troen renset, puur og klar,
En Ledestjerne for hver Livets Retning;
En tro, som med Honneur kan holdes paa,
Og det er den, hvorefter jeg vil gaae.
Men her sig reiste Provsten Holm, den gamle,
At vove med sit Præsteskab en Dyst;
Thi op med alle Tre han kunde hamle
Ved sundt Begreb, ved Iver og ved Røst.
Den Vredessky, der, som en Storm i Høst,
Sig længe paa hans Pande saaes at samle,
Brød i en Tale, fuld af Fynd og Klem,
Saalunde mod de trende Præster frem.
Alt længe til med Harme hører jeg!
Er det at tale som sig Præster sømmer?
Som Ederst Provst ved Provsteret jeg dømmer,
At Christendom i Talen findes ei.
Hr. Top, der alt fuldkommen selv sig drømmer,
Som Pharisæeren jo ta’er paavei,
Naar Himmerig han for sig selv beholder;
Men i Hr. Flint jeg dog ei seer en Tolder.
Mig synes fast han taler som en Synder,
Saavel som I, min kjære Svigersøn!
Thi ligelidt jeg trøsket Klogskab ynder,
Som den Art Viisdom, der endnu er grøn,
Jeg holder for, I beggeto begynder
At finde verdslig Kundskab altfor kjøn,
Og — for at tale reentud — jeg kun spytter
Ad jer Fortolkningskonst og jeres Myther.
Jeg er en orthodox og gammel Præst,
Jeg ta’er ei fra, ei heller til jeg lægger,
Og aldrig over den moderne Læst
Min gamle Bibel og min Tro jeg strækker.
Jeg gaaer i Kamp naar man min Iver vækker,
Skjøndt Fred som gejstlig Mand mig huer bedst;
Hvorfor jeg og — hvis Rum I gi’er Protesten —
Vil feire med en Fredsfest Julefesten.
Saa talte Provsten Holm som nu er meldt,
Og med hans Ord vil denne Sang jeg ende.
Jeg har holdt for, min Læser burde kjende
De trende Faddere til Digtets Helt.
Man nemlig har den Tro ved lille Bælt,
(Fra hvilken Tro min Bog nok skal omvende)
At hvert et Drengebarn — tænk hvilken Sladder!
Ei ligner blot sin Fader, men sin Fadder.