Ulrich von Lichtenstein
(1198–1255).
(1198–1255).
Atter med sin vælde vintren kommer,
Som tilforn for vaaren svandt;
Hurtig veg af land den fagre sommer,
Bort dens lyse dage randt.
Dog vi dæmpe vil den bitre klage,
Thi den søde
Sol med roser røde
Bringer snart os Maj igen tilbage.
Den, hvis mod af vinterkulden tynges,
Ham vil ofte sorger true;
Ved en kvindes gunst mit mod forynges,
Intet kan mit hjærte kue:
Selv ved vinterslud mit sind
Let sig hæver,
Højt i luften svæver
Over solens lys i himlen ind.
Skøn ved al sin godhed er min frue,
Ved sin skønhed er hun god;
Naar jeg hendes klare øjnes lue
Skuer, blomstrer højt mit mod.
Ret som i den skønne Maj
Roser vilde,
Hendes smil det milde
Lyse glæder skænker mig.
Hendes søde hilsen, skælmske rødme
Fryder mig af hjærtens grund;
Søde ord en sød og liflig sødme
Skænker hendes søde mund.
Saa jeg end i mine dage
Mange munde,
Dog fra hendes kunde
Ingen skønhedsprisen tage.
Godt hun vogtet har sin kvindeære
Paa en ædel frues vis;
Godhed kunde man hos hende lære:
Højt jeg synger hendes pris.
Hun er mig saa dyrebar,
At som hende,
Denne søde kvinde,
Intet andet kært jeg har.
Hvilke farver hendes legem kaaret
Har til smykke, vil I vide.
Rosens lød har kinden, mørkt er haaret;
Slige farver har den gode, blide.
Næppe man en engel saa
Som min frue;
Fin og skøn at skue,
Høj af æt hun kaldes maa.
Yndigt mørke, røde rosers glød,
Sneens glans den fagre klæder;
Hendes væsen er min kummers død,
Ædelt sind er hendes hjærtes hæder.
Lægedom for hver en vé
Faar jeg, kommer
Mine glæders sommer,
Hendes roser, mørke, sne.