Gøtfrit von Nîfen
(1235–73).
(1235–73).
Se de marker grønne,
Se de lyse vange!
Hør, hvor smukt de fugle smaa nu hæver deres sang!
Løv og blomster skønne
Med fagre farver prange.
Mange, hvem med sne og frost den barske vinter tvang,
Fro nu fejrer glæden uden tynge.
Glæders fylde kunde mig paa samme vis forynge,
Trøsted mig en mund saa rød for sorg og kummer lang.
Ret som al min længsel
Skulde lindring finde,
Var det, da hun skikked bud og mig at glædes bød.
Svunden var min trængsel,
Glad som ingensinde
Gjorde mig det søde haab, at hendes mund saa rød
I mit hjærte lifligt smile vilde:
Saa hos tvende virker elskov, hvert et unders kilde.
Elskov, gør mod mig din vilje! dig jeg altid lød.
Smil nu, mund du røde,
At min sorg kan svinde!
Smil nu, røde mund, at al min længsel kan forgaa!
Ved dit smil det søde
Lad mig glæden finde!
Smil nu, røde mund, at glad mit hjærte blive maa!
Ved dit smil du hver en taage spreder:
Derfor, røde mund, jeg om et kærligt smil dig beder;
Smil, du milde, rosenrøde! Hvilken fryd at faa!
Tanker elskovsrige
Tit og mange gange
Lover, at en mund saa rød vil skænke mig sin trøst,
Tanker elskovsrige
Om min fryd at fange;
Skete det, da vandt jeg vist paa jord den største lyst.
Løs mig, røde mund, af sorgers lænke!
Ene Gud formaar slig herlig rødme dig at skænke;
Da han formed dig saa skønt, da svulmed glad hans bryst.
Vilde mig den høje
Trøst i længsel sende,
Let jeg savned fuglesang og blomsters rige pragt.
Vilde hun min møje
Om til glæde vende,
Brat var al min kummer død, og jeg i glædens magt.
Hjælp mig, hjælperige elskov blide!
Hvad for hendes skyld jeg led, det lad min elskte lide,
Til hun løser længslens baand, hvori hun mig har lagt.