Glæden fylde hvert et sind!.
Thi den milde foraarsvind
Nu snart af mindet tryller,
Hvad ondt vi led den vinter lang, som nu for vaaren svandt.
Nyd med lyst de glade stunder!
Skov og mark som ved et under
Om kap i grønt sig hyller. ’
Paa sorgen følger lindring tit; jeg taler vist og sandt.
Kummer kuer mandens mod,
Ved glæden ung han bliver.
Af rige, lyse glæder ruller stolt mit blod:
Slig lykke den søde, den gode mig giver.
Alle blomster, som jeg brød,
Hver en yndig rose rød
Ved maj og sommertide,
I lød kan ikke lignes med det fagre rosenflor
I hendes skød, hvoraf den skønne
En krans mig gav — Gud hende lønne!
Dem elsked op den blide.
Saa nydelige roser saas vist aldrig, fast jeg tror,
Roser, som til fulde ej
Sprængte knoppens hinde;
Af dem en krans hun til mit hoved skænked mig.
Den yndige drog sig sit løfte til minde.