Mens de blomster smaa med lyst
Dier vaarens unge bryst,
Med sin kvidrens blide lyd
Svalen kredser rundt i mag,
Nattergalen sangens spyd
Slynger imod himlens tag.
Ved oliventræets fod
Fandt jeg hvile sval og god,
Mens en bæk fra bakkehæld
Tæt ved mig med rislen randt;
Med et broget blomstervæld
Smykked vaaren kildens kant.
Mens paa blomsterne jeg saa,
Lytted til de fugle smaa,
Ak, sig uformærket sneg
I mit hjærte Venus ind;
Strax jeg blev om kinden bleg;
Elskov fyldte helt mit sind.
Amor, som er skyld deri,
Gør fra Venus’ aag mig fri!
Niobe, min pige kær,
Hvorfor føjer du mig ej?
Hvorfor dog saa haard og tvær?
Hvorfor vil du pine mig?
Mindes jeg dit bryst saa fuldt,
Skuer jeg dit skød saa huldt,
Faar jeg dettes sødme smagt
Én gang og en gang endnu,
Gamle kongers rige pragt
Lér jeg af, thi min er du.
Hvis en ridder elsker dig,
Kærligheden adler mig.
Har du hørt et gammelt ord:
„Mangen øver krigerfærd,
Skønt han ej i lejren bor
For at sige alt paa stand,
Gør m ig til din riddersmand!
Ej paa mig du kaste vrag!
Sig: „Min elskovsridder bliv!“
Og mig til din kriger tag!
Se ovenfor s. 116 og 157 f.