Nu fryd der hersker trindt paa jord;
Hos hvert et væsen glæden bor.
For mig kun alt er tomt og goldt;
Thi min veninde savner jeg.
Det har de slettes avind voldt,
Og derfor knuger sorgen mig.
En gylden pil gud Amor tog,
Og saar han mig i hjærtet slog.
Saa stærkt mit hjærte staar i brand,
At lænker ej med mig faar bugt,
Og intet baand mig binde kan.
En fjende gram af fred og ro
Er elskov; kval den følger tro.
Mit sind den skænker fryd og lyst,
Naar jeg kan faa min sjæls begær;
Men sukke stiger fra mit bryst,
Naar ej jeg er min elskte nær.
Er noget tungt som elskov? Nej!
Saa let som elskov gives ej.
I lyst den ej sin lige saa;
Som sten den tynger ned mit mod;
Til letsind snart den om kan slaa;
Ved havets bredder sandet tæl,
Paa skovens træer løvets væld
Og grenes tal i lundens hal!
Saa meget ondt jeg bære maa!
Mit legems sundhed staar for fald:
Min skat jeg ej i favn kan faa.
Men som i æthren stjærners hær,
Som under himlen fjærnt og nær
Der væsner er med liv og aand,
Saa stort er mine glæders tal,
Naar hende røre kan min haand,
Hvis billed ej jeg glemme skal.
Slet ingen dog sig undre bør,
At jeg en elskov røbe tør,
Der saa mig røver vid og sans;
Thi under himlens herskerstav
Er ingen lig i skønheds glans
Med hende, hvem min sjæl jeg gav.