Jorden jubler; bort af land
Flyed nordenvind og slud.
Se! nu grønnes skovens rand;
Hver en knop sig folder ud.
Blomsters krans, som vaaren bandt;
Sprængt er fængslet, lænken tynger
Ej som før; thi sneen svandt.
Omkvæd: Søde kval, som kun kan svinde
Ved beslægtet kval at finde!
Foraarsvinden luftens blaa
Klæder skønt i skyers uld,
Medens Kypris’ søn, den smaa,
Stifter mangen pagt saa huld.
Venus sine lejre fyldes
Ser paa ny med henrykt smil,
Og de unge hjærter trylles
Blidt ved elskovs gyldne pil.
Venus, al din lyst og kval
Brænder som et flammebaal.
Flora, ak! en drik saa sval
Gav mig dine læbers skaal,
Flora, blomst blandt blomster rene
Mellem skønne pigers flor,
Som mig ene vil formene
Ej din trøst i kummer stor.
Niddet røved os vor leg
Nys ved ordets beske brod;
Glad os avind gustenbleg
Slog med skarpe tungers od.
Ikkun nødig jeg mig fjærned;
Ak, saa haard en strid jeg stred!
Bort jeg flyed dog og værned
Dig mod rygtets snak saa led.
Mundens sødme nød jeg ej;
Næppe jeg farvel fik sagt.
Kun med nik du hilste mig;
Men de ejed talens magt.
Afskedsord os undtes ikke;
Men jeg saa i deres sted
Dine taarefulde blikke.
Dette minde tog jeg med.