Smærte, som er elskovs søster,
Slet jeg for din kval mig trøster.
Bliver skæbnen aldrig god?
Hjærtets dybe vunder bløder,
Thi min elskte bort mig støder;
Helt jeg misted livets mod.
Hendes pris er uden lige;
Havde Paris set min pige,
Helena han brat forlod.
Men hvad kunde nærhed gavne?
Aldrig skal jeg hende favne,
Som min ømhed helt forsmaar.
Ydmygt hendes navn jeg hylder;
For at nævne det mig fylder
Sky; mig modet rent forgaar.
Ak! min kvide godt hun kender,
Og til ingen anden sender
Uden gengæld hun mig holder
Fast paa krogen; dette volder,
At kun hende jeg har kær.
For et paradis jeg regner
Dalen, som den væne hegner;
Thi den gode skaber dér
Denne skønne skabning stilled,
Faur og fin, et renheds billed,
Som i tanken jeg er nær.
Hil dig, dal, som sjælen glæder,
Dal, som røde roser klæder,
Hil dig, dal med skov og vang!
Ingen dal med dig sig maaler,
Dal, hvor sol og maane straaler,
Hilst af fugles fagre sang,
Dal, som nattergale prise,
Som for sorgen giver lise,
Fred og hvile dagen lang.
C. B. nr. 162 indeholder kun 1. og 4. strofe med enkelte afvigeiser.