Fra mit hjærte sorgen stiger,
Hviler som en sky
Over øjet; glæden viger,
Bort maa smilet fly.
Bitter kval jeg fandt;
Hun, mit hjærtes dyrebare,
Vænest blomst i møers skare,
Brat for mig forsvandt.
Over alle kvinder skinner
Hun i elskovs krans,
Hun, hvis fagre navn mig minder
Strax om Phøbus’ glans,
Hun, som spejlets giar
Er for himlen; hende ærer,
Hende kun min hu begærer
Under solen klar.
Ak, den tid, vi dage lange
Ret af hjærtens grund
Samvær nød, da jeg saa mange
Kys i nattens stund
Stjal fra munden rød,
Fra hvis læber balsam flyder
Og i brystet lifligt gyder
Salig lyst saa sød!
Lykken visned; ej jeg finde
Trøst i haabet kan;
Ungdomskraften ser jeg svinde
Bort som skum paa vand.
Ak! naar skal mit savn
Slettes ud og fredens dage
Bringe hende glad tilbage
Til min ømme favn?
Ehrenthal (Studien zu den Liedern der Vaganten, s. 5 ff.) har ved nogle smukke rettelser gjort originalen læselig. Han gør det i høj grad sandsynligt, at forfatteren er ingen ringere end Abailard. Den elskede kvinde, hvis navn minder digteren om Phøbus’ glans, er uden tvivl Héloïse, thi Phøbus er det græske Helios, solguden, solen. Abailard var dengang højt oppe i trediverne, hvilket stemmer godt med hans klage i str. 4. Endelig kunde, synes mig, originalens ordvalg i sidste halvdel af denne strofe minde om en mand, der har syslet meget med filosofiske kunstudtryk. Digtets affattelse maa falde kort efter den tid, da Héloises onkel Fulbert havde opdaget elskovsforholdet, og inden Abailard bortførte hende. Det passer særdeles godt ind i min lille bog: „Abailard og Héloïse", 1905, s. 29 f. o. Sml. ovenfor s. 23.