Hvert et væsen, som har liv, føler elskovs varme.
Gærne jeg min væne mø holdt i mine arme,
Hende, i hvis dejlighed herligt skaberaanden
Og Natur, vor moder, rakt har hinanden haanden.
Hendes aasyn, rent som sne, blænder som et under;
Sødt med rosens rødme smykt hendes kind sig runder.
Morgenrøden er hun lig, naar i øst den stiger
Og med duggens friske væld væder verdens riger.
Hun er helt foruden plet; klare som karfunkler
Lyser hendes øjne, lig rosen, som fordunkler
Alle blomster, straaler hun mellem møers skare.
Hver en svend, som hende ser, er i elskovsfare.