Bedste lægedom, jeg véd,
Trøst i min landflygtighed,
Lindring god for alt, jeg led,
Er mit minde om min skat;
Har jeg hendes kærlighed,
Faar vel ende sorgens nat.
Bort jeg frække tanker skød,
Ømt jeg hendes samvær nød.
Hun var jo saa ung og sød,
Næsten kun et barn endnu;
Ej min attraa sig forbrød;
Kun jeg vandt mig hendes hu.
Skilt fra hende al min id
Elskovstørstig higer did;
Thi trods afstand Venus blid
Binder med et gyldent baand.
Nær med trøst i savnets tid
Er trods fjærnhed hendes aand.
Alt er svundet barndomsaar,
Alt som voxen mø hun staar,
Alt af længsel hjærtet slaar,
Alt er fuldt det unge bryst,
Alt forgæves skønheds vaar
Hjærters pagt vi kendte kun;
Lad os favnes mund mod mund,
Synke hen i saligt blund!
Vænest blomst i blomsters krans,
Und mig slig en glædens stund
Og bliv min med sjæl og sans!
Vel jeg ved, hvor druer gror,
Sødest over alt paa jord.
Ej du fatter vist mit ord.
Godt! Forklaring skal du faa. —
Helst i gærning dog, jeg tror,
Den belæring gives maa.