Jorden alt i blomsterskrud sig klæder,
Vaarens nærhed alle væsner glæder.
Lundens lille nattergal
Søde toner sender.
Saadan vintertidens barskhed ender.
Rød er kinden, skilte lokker gule
Bølger, sænker panden hun en smule;
Hele hendes ansigt ler.
Lykkelig jeg hende
Priser, denne skønhedsmykte kvinde.
Slank hun er, hvor hun sit bælte binder;
Ved sin duft hun balsam overvinder.
Ak! hos denne fagre mø
Hvilken salig slummer!
Guddomshæder slig en lykke rummer.
Smiler hun, staar yndigt til hinanden
Brynets skilte buer under panden;
Munden lokker: „Tag et kys!“
Giv mig et, du kære!
Skønne dame, du min frelse være!
For mit saar jeg lægedom ej finder;
Hvert et haab om livet hastigt svinder,
Hvis du ikke være vil
Mig en trøsterinde,
Hvem jeg ser i herligst skønhed skinne.
Schreiber (Die Vaganten-Strophe der mittellateinischen Dichtung 1894, s. 88 ff.) har mange indvendinger mod dette digt, som han betegner som „ein durch Liicken entstelltes und daher teilweise ganz unverständliches Bruchstück.“ Han søger at bøde paa manglerne og laver hele digtet om til fem vagantstrofer. Jeg kan ikke give ham ret. Med Martins strofeordning (Zeitschr. f. deutsches Alterth. Bd. XX, 1876, s. 46 ff.) faar man efter min smag et saare nydeligt lille digt. Lidt utydelig bliver ganske vist 4. strofe. At der var et passende mellemrum mellem øjenbrynene, var et middelalderligt skønhedskrav; men her synes smilet hverken at kunne gøre fra eller til. Maaske har elskeren fundet dette træk mest fortryllende hos sin dame, naar hun smilede.