Hil dig, vaar du milde,
Elskovs friske kilde,
Glæder mange,
Muntre sange,
Blomsters tætte mylder!
Rigt og herligt prange
Fagre blomstervange;
Alt nu vælder
Frem og mælder
Tiden, som fortryller.
Yndigt fuglesangen lyder,
Livets lyst de unge fryder;
Bort den barske vinter gik,
Thi mildhed vaaren byder.
Blomsterkappen fager
Dækker eng og ager;
Lunden herligt
Løves; kærligt
Den sin skygge giver.
Varmt nu ruller blodet,
Højt nu stiger modet;
Sindet fyrigt
Og balstyrigt
Flux af heden bliver.
Venus søde længsler vækker,
Mens naturen nektar rækker;
Elskovsbrand paa denne vis
De unges higen ægger.
Hil den stund, som hende,
Denne fagre kvinde,
Den saa blide,
Liljehvide,
Ind i verden sendte!
Blonde lokker bølger;
Intet stygt hun dølger.
Sandt at sige,
Hendes lige
Elskov aldrig kendte.
Panden røde rosers lue
Kranser; brynets sorte bue
Et yndigt syn at skue.
Højt som rosen brænder
Og som sneen blænder
Hendes kinder;
Ej man finder
Én, hun ej betvinger.
Hendes læber søde
Er saa runde, røde;
Perletænder
Lysglimt sender;
Yndigt stemmen klinger.
Høj af væxt med smalle hænder,
Herlig barm og runde lænder
Er hun; man Guds mesterhaand
Paa hendes skabning kender.
Flammepile snare,
Der fra hende fare,
Som jeg aller-
Kærest kalder,
Brand i hjærtet tænder.
Hvo skal om det værne?
Mig beskærmer,
Død sig nærmer,
Livet snarligt ender.
Phyllis, skænk mig elskovs smykke!
Lad i løn os favnes, trykke
Mund mod mund og bryst mod barm
I salig, navnløs lykke!
P. Munch har benyttet 1. og 3. strofe af min oversættelse i sin „Lærebog i Verdenshistorie for Gymnasier I“, s. 393 som prøve paa vagantviserne.