Blomstertiden kommen er,
Thi blomster frem nu skyder.
Vaarens magt i skov og mark
Med vælde frem nu bryder.
Alt, hvad kulden kued før,
Til live varmen vækker.
Se! et tæppe farverigt
Saa vide jorden dækker.
Engen staar af blomster fuld,
For os en hjærtens glæde.
Nu, piger, lad os ud i vang
Med klerikerne træde!
Tid det er til Venus’ leg,
Hvorefter sjælen higer.
Saa kan vi fortælle lidt
Til de andre piger.
Skønne frøken, sig, hvorfor
Du mig ryggen vender!
Mon du, kære, virkelig
Min kærlighed ej kender?
Var du Helena, da gad
Selv jeg Paris blive.
Dog kan samme elskovslyst
Vi hinanden give.
I 2. strofe taler pigerne, i 3. en ung kleriker.