Jordens frodige moderskød
Ej længer af frosten stænges,
Af solen og vaarens lune luft
Vinterens lænker sprænges.
Med liflig susen og milde pust
Kommer nu foraarsvinden;
Den barske, tudende storm fra nord
Ej længer gør kold om kinden.
Enhver af fryd maa juble højt,
Thi atter løves linden.
Ungersvendenes glade røst
I muntre sange toner;
Fuglene kvidrer smukt paa ny
Under skovens grønne kroner.
Mere haard end jærn er han,
Hvis hu ej Venus vender;
Og han er mere kold end sten,
Der ej af elskov brænder.
Naar luften er saa lys og ren,
Man ingen sorger kender.
Alt nu grønnes trindt om land,
Fyrigt safterne stiger;
Thi for vaarens varme vind
Den bitre kulde viger.
Frem for lyset jordens børn,
De fagre blomster, træder,
Der med farvers rige pragt
Og med duft os glæder.
Vilde vist skifte sæder.
Lunden sig klæder i løvrig dragt,
Alt synger nattergalen;
Med brogede blomsters farveskrud
Staar engen hist i dalen.
Yndigt er det at vandre rundt
I skovenes grønne lukke,
Endnu sødere tidsfordriv
Roser til krans at plukke,
Men den allersødeste lyst
At lege med piger smukke.
Men ak! naar slig en livsalig fryd
Min sjæl for tanken tryller,
Føler jeg strax, hvor svar en frygt
Mit bryst med uro fylder.
Hvis hun, for hvem jeg brænder, er kold
Og ikke for mig vil gløde,
Hvad gavne kan mig da solens lys
Og fuglenes sang den søde?
Da fryser midt i den friske vaar
Mit hjærte snart til døde.
Benyttet er Gertz’ forbedrede text i „Udvalgte Stykker af latinske Forfattere fra Middelalderen" I, s. 111 f.
[Noder]