Nytaar nu vender tilbage paa ny;
Vinterens barskhed snarlig maa fly.
Kendeligt længes de korte dage;
Sluden og kulden trænges tilbage.
Nu træder Januar maaned ind;
Pinefuld uro dog nager mit sind
For min elskede pige med smilet paa kind.
Hun er saare klog; hun er dejlig tillige;
For hende maa liljen og rosen vige;
Smækker om liv er min yndige pige;
Slet ingen skabning er hendes lige,
Snart lægger i graven mig elskovsnød,
Hvis ikke min blomst mig redder fra død.
Venus’ guldpil vej har funden
Til mit hjærte; dyb er vunden.
Cupidos fakkel i saaret brænder;
Min elskov ingen grænser kender.
For møen jeg gærne vil døden lide;
Ej kærere findes i verden vide.
Lad saa voxe, lad stige min kval og min kvide!
Jeg elsker denne væne maar,
Hvis blomst i fejrest blomstring staar.
Under møjen den sødeste møje jeg faar,
Hvis hendes mund med munden jeg naar.
Men læbers berøring ej læger mit saar;
Uden hjærters forening er alting omsonst.
Far vel da, du reneste blomsternes blomst!
Imod reglen har originalen ingen bestemt rytmik, og versenes stavelsetal vexler ganske regelløst. Gennemført er kun 4 betoninger i hver linie.