Vilde til min egen røst Gud mig engles give,
Kunde ej min palme skøn ret besunget blive.
I den hele Kristenhed jeg nu prisen bærer,
Skønt rivaler skummelt nag til min lykke nærer.
Saa forkynd, min tunge, da sagens grund og følge;
Men min herskerindes navn skal du smukt fordølge!
Det maa ikke spredes ud; for profanes skare
Stedse jeg med kærlig hu vil det ømt bevare.
I den herligtsmykte lund, i den blomsterrige,
Stod jeg nys med sorg i sind, tænkte paa min pige,
Frygted, at jeg havde saa’t sæden ud i sandet;
Kærlighed til verdens blomst var med malurt blandet:
„Blandet den med malurt blev; jeg er dybt bedrøvet,
Thi en gammel kærling led har min rose røvet.
Ej hun elskes maa, tør ej søge sig en mage.
Hvor jeg ønsked, Fanden strax hexen vilde tage!"
Medens jeg i sjælens dyb overvejed dette,
Mens jeg ønsked, lynets slag hexen vilde splitte,
Saa jeg mig tilbage. Tænk! kærlingen var gaaet.
Herligt, at jeg havde nu fred for hende faaet!
Her jeg saa en yndig blomst; sikkert ingensinde
Mere fager rose rød mægted man at finde.
Her jeg saa en stjærne, klar over alle stjærner.
Ingen stund min elskovshu sig fra hende fjærner.
Da jeg altsaa skue fik maalet for min længsel,
Glæded jeg mig grænseløst efter al min trængsel.
Strax jeg kom paa ilsom fod, knæ for hende bøjed,
Bød min hilsen og paa stand saa min tale føjed.
„Hil dig, fagre dejlighed, perle uden lige!
Hil dig, alle pigers pryd, mageløse pige!
Hil dig, verdens straale skær, blomst, som verden pryder,
Mild som morgenstjærnen klar svared hun min tale:
„Han, som styrer alt paa jord og i himlens sale,
Som violen saar i græs og blandt torne ringe
Rosen, han dig give held, lægedom dig bringe!“
Flux jeg svared: „Sødeste, dig jeg dristigt siger,
At jeg ønsker helst, at du lægedom mig giver.
Jeg har næmlig éngang hørt sagen saa berette:
Den, som saared, allerbedst selv kan smærten lette."
„Jeg med mine piles magt saared dig saa gru’ligt,
Siger du! Jeg tror det ej; det er helt umuligt.
Men fortæl mig om dit saar! lad mig grunden kende,
Naar du fordre kan, at jeg skal din kummer ende!"
„Hvorfor vise dig mit saar? Let det er at finde.
Siden paa en festdag skøn jeg dig saa i dansen;
Du for alle var et spejl, dejligst blomst i kransen.
Da mit øje faldt paa dig, undren strax betog mig.
„Hvilken kvinde!’ sagde jeg„hvor den skønhed slog mig!
Ingen ungmøs dejlighed sig med hendes maaler;
Herligt hendes aasyn er, hendes øjne straaler.’
Hvor det var et yndigt syn! Hvor du dog var prægtig
Som den lyse sommersol, straaleklar og mægtig!
„Er det Helena, min Gud, som jeg her skal finde?’
Sagde jeg.,Hun ligner fast kærligheds gudinde.’
Underdejligt bølged ned gyldne lokkers vrimmel.
Halsen var som sneen hvid, der fra højen himmel
Nylig faldt; din unge barm yndefuldt sig hæved;
Ingen duft var sød som den, der omkring den svæved.
Fra dit ansigt stjærner to klare straaler sendte,
Glans som dine tænders ej elfenbenet kendte;
Al den ynde øget blev af de fagre lemmer.
Tror du, slig en herlighed nogen tid man glemmer?
Af din lyse skønheds magt blev mit hjærte bundet;
Hver en anden tanke strax var af sjælen svundet.
Gærne havde jeg paa stand talt til dig, du hulde;
Men den søde lejlighed længe nægtes skulde.
Intet under, at min sjæl føler sorg og kvide;
Under skæbnens grumme slag maa jeg stedse lide.
Ingensinde større kval kan af nogen prøves,
End naar man har haft et haab og sit haab berøves.
Stedse bar jeg elskovs pil gemt i brystet inde;
Suk jeg drog i tusindtal, kunde fred ej finde.
„Verdens skaber!’ sagde jeg„hvilken var min brøde?
Elskovsbyrden tung og svar martrer mig til døde.
Aldrig søvnen kvæger mig; intet kan jeg spise.
Lægedom mig aldrig mer bringer nogen lise.
Christus, skal jeg uden haab livets timer ende?
Ved din rige naades kraft redning du mig sende!’
Slige kvaler uden tal jeg i brystet rummer;
Aldrig selv den mindste trøst lindret har min kummer.
Kun i nattens mulm du tit indbildt lyst mig yder,
Naar i tanken jeg med dig elskovslykke nyder.
Da, min rose, nu du ser, hvor jeg haardt er saaret,
Og hvor mange pinslers nød jeg ved dig har baaret,
Du bør sørge for, at karsk jeg kan atter blive;
Du min læge være maa og mig sundhed give.
Hvis min bøn du hører, stolt løfter jeg min pande;
Knejsende som Libanons ceder vil jeg stande.
Men hvis du — saa god og blid! — ej din hjælp mig under,
Skibbrud lider jeg, og saa mod min død jeg stunder.«
„Meget ondt du stakkel led,“ strax min rose svared;
„Selv jeg kendte noget nær, hvad du aabenbared.
Men hvad jeg for dig har lidt ingen tid du vidste:
Endnu større kval end du jeg har maattet friste.
Men at skildre dig min nød vil jeg ikke prøve;
Til erstatning derimod vil et værk jeg øve,
Som kan fylde glædens maal, som kan sundhed give.
Mere sødt end honningmost skal mit middel blive.
Sig mig derfor, ungersvend, hvad du har i sinde.
Er det sølv, du ønsker dig? Vil du rigdom vinde?
Er dig ædelstenen kær eller elskovs lykke?
Du kan fordre, hvad du vil, efter eget tykke.«
Sølvet, ædelstenen blank ej er min begæring,
Men en ting, som alt paa jord giver væxt og næring,
Som det helt umulige bringer let til sejer,
Og som for et sorgfuldt sind lyse glæder ejer.«
„Hvad det er, du ønsker dig, ej saa let jeg skønner;
Efter ævne vil jeg dog høre dine bønner.
Derfor undersøg med flid alt, hvad jeg har inde;
Tag mig helt, saa kan du bedst, hvad du ønsker, finde!“
Rundt om pigens hals min arm uden tøven slog jeg;
Kys i tusindvis jeg gav, endnu flere tog jeg,
Medens jeg med henrykt sind ømt og varmt bekræfter:
„Det var uden tvivl, min skat, hvad jeg higed efter.“
Hvad der fulgte, kan enhver sig med lethed tænke:
Suk og smærte bort vi jog, kasted sorgens lænke;
Hele Paradisets lyst nyder vi tilsammen,
Tømmer elskovs fulde skaal under fryd og gammen.
Her vort favntag hundredfold salighed os giver;
Glæden, som vi higed mod, rigt os tilmaalt bliver.
Her jeg kærlighedens pris har til fulde vundet;
Derfor bør hver ungersvend sig til minde drage:
Er han fjærnt fra elskovs maal, maa han ej forsage,
Thi ved taalmod skal han nok se en time komme,
Da han lønnen faar, naar først prøvens tid er omme.
Af det bitre ganske vist atter bittert fødes,
Aldrig uden møje haard os det største bødes.
Ofte saarer biens brod den, der honning søger;
Bedre haabe man, jo mer skæbnen trykket øger!