Solen skinner atter klart, lader verden vide,
At nu kommer ganske snart, vaarens stund den blide.
Da nu frodighed paa jord alt igen sig viser,
Vi med sangens frydeord foraarstiden priser.
Omkvæd: Derfor vil vort vennelag
Danse lystigt, synge glad
Søde melodier.
Bort den kolde vinter svandt luftninger saa linde
Bragte liv og sejer vandt over barske vinde.
Tit fra himlens hvælving bred vælder frugtbar væde,
Trænger dybt i mulden ned urt og blomst til glæde.
Solens lys var uden magt; nu det straaler atter.
Alt var sneen underlagt, saa man næppe fatter,
At dens vælde brat forsvandt, — varmen var for mægtig. —
Marken gold, som frosten bandt, ligger grøn og prægtig.
Nattergalen atter slaar nu sin søde trille;
Lærkesang den unge vaar glad i toner milde
Hilser; gamle koner nu bli’r som kaade tøse,
Føler ungdomsmod i hu, slaar med lyst sig løse.