Fr. Moth (1861–1930)

Midt i aarets blomstertid med sin luft den rene,

Medens broget farvepragt smykked træets grene,

Da de klare stjærners lys blegned for Aurora,

Brat den blide søvn forlod Phyllis og skøn Flora.

Strax de piger smaa fik lyst luften frisk at nyde;

Søvnen ej for hjærtets saar kunde lindring yde.

Derfor de tilsammen gaar ud i mark og vange,

Ud til fryd og fuglesang, bort fra stuer trange.

Møer var de; begge to var af konger rundne;

Phyllis havde haaret løst, Flora lokker bundne.

Møer ej af skabning lig var de, men gudinder;

Ret som morgensolens lys deres aasyn skinner.

Deres ansigt, deres pynt viste smag og tække;

Ungdomsaar og ungdomssind fandt man hos dem begge.

Nogen forskel kan man dog og lidt fjendskab spore:

Phyllis har en ridder kær, men en klærk skøn Flore.

Ingen ulighed i træk eller skabning finder

Man hos dem; hos Phyllis alt strax om Flora minder.

Ens i holdning, ens i sind er de fagre piger;

Kun i kærlighedens art hin fra denne viger.

Foraarvindens milde pust hvisked blødt og sagte;

Til en plet med frodigt græs deres fod dem bragte,

Hvor af grønsværhyndet frem sprang en munter kilde,

Som med spøg og kaade hop aarie løb og silde.

Tæt ved den en pinje høj bredte ud sin skygge,

Saa at de for solens brand kunde være trygge;

Med sin krone bred og skøn godt den begge skærmed;

Ingen hede gennem den udefra sig nærmed.

Begge møer sætter sig; plads ved bækken tager

Phyllis; men fra hende lidt Flora bort sig drager.

Mens i hjærtets dyb de nu deres tanker sænker,

Mærker strax de sjælens saar, føler elskovs lænker.

Kærligheden bærer hver skjult i brystets gemme;

Men paa dybe suk man let kan den dog fornemme.

Rosenkinden bliver bleg, øjet udtryk skifter;

Men af ærbarhed er dækt sindets hede drifter.

Phyllis i at sukke greb Flora og til rette

Viste hende, maatte selv snart dog hjærtet lette.

Under stiklerier smaa der en stund forløber,

Til omsider begge to hjærtesaaret røber.

Ordene, de vexler nu, varer saare længe,

Og de gaar fra først til sidst kun i samme gænge:

Elskov bor i hjærtets dyb og fra læben flyder,

Til omsider med et smil Phyllis’ tale lyder:

„Paris, elskte riddersmand! maalet for min higen!

Hvor i verden er du nu? Hvor mon raser krigen?

Ridderstanden er dog skøn, fuld af lyst og hæder;

Den alene værdig er til Diones¹ glæder.“

Flora smiler og sit blik lidt til siden vender,

Medens Phyllis til sin helt ømme tanker sender;

Saa hun lod et haanligt ord under smilet falde:

„Den, du elsker, maatte du helst en stodder kalde.

Men min Aristoteles², bedste skat, min kære,

Du, hvis lige ingen mand kan i verden være,

Dig naturen venligt gav alt, som pryder livet;

Ikkun klerikernes stand fik dog lykken givet.“

Phyllis til skøn Flora nu taler ord saa haarde,

Taler strængt med skarpe ord, som maa Flora saare:

„Se, der er en pigelil, fin, med tanker rene

Og med ædelt sind, som vil Epicurus tjene!

Arme pige, riv dig løs! sluk den stygge flamme!

Epicurus eller klærk er saa vist det samme.

Finhed hos en kleriker, tror jeg, aldrig findes,

Thi hans aand af fylderi og af dorskhed blindes.

Ej i kærlighedens lejr han Cupido hylder;

Søvnen er hans attraa kun, og sin bug han fylder.

Ædle mø, det er bekendt for enhver i landet,

At en ridders maal og med er et ganske andet.

Med det strængt nødvendige nøjes vil en kriger;

Ej han efter søvn og mad eller drikke higer.

Med den tunge søvnighed elskov enes ikke;

Elskov er en ridders lyst, er hans mad og drikke.

Hvo kan vel paa samme plads vore venner stille?

Thi naturens vise lov vil dem altid skille.

Min forstaar at spøge, din plejer helst sin mave;

Min kun giver, hvorimod din vil gaver have."

Over Floras fine træk sig en rødme gyder,

Mens hun, mere skøn end før, ud i latter bryder.

Med veltalenhed, som flinkt hun har vidst at nemme,

I et kunstfuldt foredrag lyder hendes stemme:

„Phyllis, kan saa tankeløst du din dumhed røbe,

Medens du med løst og fast lader munden løbe?

Meget langt din tales strøm over maalet skyder,

Naar du over liljers blomst sætte kan skarntyder.

Klerikeren kaldte du bold for lyster lave,

Som kun elsked mad og vin og var søvnens slave.

Saadan plejer nag og nid ædelt sind at male.

Vent kun lidt, saa skal jeg strax svare paa din tale!

Med saa meget, tilstaar jeg, er min ven beriget,

At han efter næstens gods ingen stund har higet;

Honning, vin og olie, forraadskammer, kælder,

Ædelstenen, skaalen blank, guldet for ham træller.

Slig en herlig overflod klærkestanden signer,

At man ikke skildre kan noget, som den ligner;

Amor stedse svæver om her paa lette vinger,

Amor, som kan aldrig dø, hvem ej træthed tvinger.

Mangen gang af elskovs pil klerikeren rammes,

Men af spægelse han dog ingensinde lammes;

Alt i overflod han har, hvad han end behøver;

Tro han er sin pigelil, ej han falskhed øver.

Bleg og mager derimod er din hjærtenskære;

Han en kappe skindløs, slidt maa af armod bære.

Han har ingen fyrighed, ingen kraft i brystet:

Stedse man af daarlig sæd ikkun slet har høstet.

For en elsker hæslig nød fattigdom bereder;

Hvad kan vel din riddersmand give, naar du beder?

Klerikeren give kan, og han giver meget;

Thi et overmaal af gods kalder han sit eget."

Phyllis svarer Flora: „Hør! du er meget kyndig

I de tvende stænders kaar! Du er saare myndig,

Og du lyver ganske net og med megen ynde;

Med de grunde, som du gav, var dog lidt for tynde.

Naar en lys og festlig dag atter verden glæder,

Ret usømmeligt da frem klerikeren træder,

Iført sorte klædebon, med tonsuren raget;

Alt beviser, at hans sjæl er af sorger naget.

Ingen kan saa taabelig og forblindet være,

At han ikke fatte kan krigerstandens ære.

Som et andet stykke kvæg din sig dovent strækker;

Min paa hesten knejser strunk, og en hjælm ham dækker.

Fjendens borge"styrter min under vaabenbraget;

Og naar stundom han til fods ene gaar i slaget,

Mens Bucephalus³ maa staa holdt af Ganymedes⁴,

Mellem lig og blod til mig tit hans tanker ledes.

Har han fjenden knust og endt kampens larm den vilde,

Hjælmen lægges, og til mig gaar hans øjne milde.

Derfor jeg med gyldig grund elsker krigerstanden;

Den jeg foretrække vil fremfor nogen anden."

Vred var Phyllis; hendes bryst højt af harme brændte.

Men mod hende pil paa pil atter Flora sendte:

„Næsen stikker du mod sky; spildt er dog din møje;

Ej du faar kamelen ind ad et naaleøje.

Den for honning galde faar, som en ridder roser,

Og for sandt han vælger løgn, naar han klærken skoser.

Mon af elskov kæk og bold riddersmanden bliver?

Nej, kun nød og fattigdom ham i kampen driver.

Megen tort og bitter kval maa en ridder lide;

Han er meget ilde stedt, ej hans kaar er blide.

Altid trindt af farer trængt ser han livet svinde;

Aldrig han paa anden vis kan sit ophold finde.

Phyllis, gid i kærlighed du lidt klogskab viste,

Saa du ej for sandheds ord stedse daarskab priste!

Ham, din elskte riddersmand, tørst og hunger plager;

Derfor han ad dødens vej og til Helved drager.

Ej du haaned, hvis du ret kendte standens sæder,

Klerikerens korte haar og hans sorte klæder.

Dette for en kleriker højest hæder kræver;

Over andre dette tegn højt og stolt ham hæver.

Alt maa rundt i verdens kreds klerikeren hylde,

Og tonsurens krans et tegn er paa magtens fylde.

Krigerstanden tjener ham og hans gaver nyder;

Mindst er den, som lyde maa; størst er den, som byder.

Altid klærken, lød dit ord, efter hvile tragter:

Trællegærning (det er sandt) stedse han foragter;

Men naar ud paa tankens flugt sig hans aand begiver,

Himlens veje maaler han og naturens riger.

Din i brynje klæder sig; min kun purpur ynder.

Medens din i kampen gaar, min paa bløde hynder

Gamle kongers liv og daad drager sig til minde,

Tænker, skriver, taler kun om sin sjæls veninde.

Om Diones herlighed og om Amors rige

Har min egen kleriker først belært sin pige.

Cythereas⁵ kriger god han som klærk er bleven.

Uret har du, skønt du svært er i talen dreven."

Flora tav og vilde ej længer striden føre;

Men hun kræved sagen bragt for Cupidos øre.

Først skøn Phyllis vægred sig, gav dog tabt omsider.

Godkendt dommervalget blev; man til værket skrider.

Hele striden bliver lagt i Cupidos hænder;

Ham man som en dommer god og som kyndig kender.

Saare grundigt denne gud gransked begge retter⁶;

Ham de søge vil; til ham deres lid de sætter.

Samme skabning, samme lød har de skønne piger,

Ens i blu mod samme maal ivrigt begge higer.

Flora bar en broget dragt, Phyllis klæder hvide;

Denne paa sit muldyr, hin saas paa hest at ride.

Ingen til skøn Phyllis’ dyr havde, magen ejet;

Thi Neptun det havde selv frembragt, tæmmet, plejet.

Det til trøst han Venus gav for det tab, hun fristed,

Da ved ornens raseri hun Adonis misted.

Til Hiberers dronning skøn, Phyllis’ moder kære,

Venus denne mule gav som en særlig ære;

Thi gudinden dyrked hun fromt paa livets veje.

Saligt sov hun hen, og saa blev den Phyllis’ eje.

Til sin herinde-fin godt sig mulen egned:

Den var stærk og from, og smukt sig dens skabning tegned.

Let man kunde vente sligt: fra saa fjærn en zone

Havets guddom havde selv sendt den til Dione.

Spørger man om sadeltøj, vil besked man vide

Om det sølverbidsel purt, som dens tænder bide,

Svarer jeg, at da Neptun er den høje giver,

Herligt alting være maa, som fra ham sig skriver.

Phyllis skønhed mangled ej; hun var fin og yndig.

Rigt og herligt var hun klædt — hun i pynt var kyndig —.

Ej tilbage Flora stod; hun var lys og fager;

Paa en ganger stolt og rig hun til Amor drager.

Denne hest paa Helikon⁷ fostret blev og tæmmet.

Skøn den var; af ingen plet blev dens ydre skæmmet.

Smukt den var med farver to som ved kunst forlenet;

Thi med sort var svanens glans underfuldt forenet.

Den var ganske ung; man let styred den med mildhed;

Fromt, lidt frygtsomt var dens blik uden mindste vildhed.

Manken rigt til venstre faldt, ædelt nakken knejste;

Kort og fint dens hoved var, brystet stærkt sig rejste.

For at tage møen op fromt den ryggen sænked,

Skønt man ej ved byrders tryk før dens frihed krænked.

Runde hove, bringen skøn, benene de slanke,

Hvert et lem paa denne hest var en skabertanke.

Sadlen, som paa hesten laa, var et mesterstykke:

Rundt om elfenben var guld lagt som herligt smykke.

Fire knapper sadlen bar; alle øjet fryded;

Hver især en ædelsten som en stjærne pryded.

Sælsom færd fra gammel tid, svunden fast af mindet,

Skaaret ud med kunstnerhaand, her betager sindet:

Bryllup har Mercurius⁸, guder kredsen fylder;

Festens glans og pragt man ser, rige gavers mylder.

Billedsmykket ingen plads tom paa sadlen lævner;

Alt at fatte mennesket ej med tanken ævner.

Kun Vulkan, den mester stor, dette kunstværk danned;

At det lykkedes, han selv med forundring sanded.

Bort Achilles’ skjold⁹ blev lagt; andet arbejd hviled,

Mens paa hestens pandepryd han med omhu filed.

Selv han smeded sko, han gav bidslet den i munden;

Af hans hustrus¹⁰ eget haar var dens tømme tvunden.

Over sadlen purpur laa, rigt med byssus foret

Af Minervas snilde haand, hvem det havde moret

Rundt paa randen frynsers værk smukt og fint at sætte

Og akanthus og narcis smagfuldt ind at flette¹¹.

Ved hinandens side red begge unge kvinder;

Bly var deres ansigtstræk, fine deres kinder.

Saadan skyder roser frem, saa de liljer hvide,

Saadan ses et stjærnepar over himlen glide.

Hen til Amors paradis begge sig begiver;

Deres aasyn rødmer sødt af elskværdig iver.

Samme præg af yndighed smykker dem med ære,

Phyllis ser man falk paa haand, Flora høg at bære.

Efter stakket tid de fandt lunden, som de søgte.

Ved dens rand en lille strøm let og muntert spøgte.

Ud fra lunden myrraduft vinden til dem fører,

Mens de klang af strængespil og af pauker hører.

Alt, som gennem ørets port vej til sjælen finder,

Hører strax paa timen her disse fagre kvinder.

I et mangedobbelt kor alle toner lyder;

Kvart og kvint i vexelleg deres velklang byder.

Cymblen med psalteriet, lyren, symfonien

Klinger; til et væld af lyd samles harmonien.

Bæk’nets klare sølverklang lifligt smigrer øret,

Medens toner myldrer frem gennem fløjterøret.

Her med fuld og lødig røst alle fugle sjunger;

Yndigt under bladehang kvidrer drosseltunger;

Duen kurrer, lærkens sang ingen ende tager,

Medens over svunden nød nattergalen klager¹².

Af musikkens tryllemagt og af sangerkoret,

Af den farvepragt, som her viser blomsterfloret,

Af den vellugtsvangre luft, som for vinden bølger,

Slutter man, at Amor selv sig i lunden dølger.

Med lidt uro rider ind her de unge piger;

Alt som de nu fremad gaar, deres elskov stiger.

Hver en fugl med eget næb klart sin stemme hæver;

Ved den megen sang og klang hjærtet henrykt bæver.

Ingen mand, som dvæled her, døden kunde fange;

Paa hvert træ i denne lund rige frugter prange.

Myrraluft, kanelens duft fylder alle veje;

Let af lunden skønner man, hvo den har i eje.

Unge, smukke mænd de ser, unge, fagre kvinder;

Hver i herlig skønheds glans om en stjærne minder.

Pludselig de piger smaa føler hjærtebanken;

Thi de mange nye ting helt forvirrer tanken.

Nu gør de tilsammen holdt, begge staar af hesten;

De ved sangen havde glemt øjemedet næsten.

Men et tonevæld paa ny nattergalen sender;

Atter de af elskovs id og af iver brænder.

Inderst i den grønne skov gemt bag grenes mylder

Er et sted, hvor allermest man Cupido hylder.

Foran guden Nymfers sværm, Fauner smaa med svansen,

Satyrskaren pauker slaar, synger, træder dansen.

Timian de har i haand, blomsterkrans i haaret,

Og til dansemester flink har de Bacchus kaaret.

Til musikkens lyd i takt foden smukt de sætter;

Men Silenus raver rundt og i fuldskab spjætter.

Efter hver paa æselryg traver gamle fatter¹³.

Hvilke løjer! Amor selv faar en lystig latter.

„Hurra!“ faar han just begyndt, men i raabet standser,

Thi for vin og alderdom knap den gamle sanser.

Midt i sværmen skuer man elskovs gud den høje.

Han har vinger; stjærneklart lyser Amors øje.

I sin haand han buen har med de pile stærke,

At hans magt er vid og stor, kan man sagtens mærke.

Blomster Amors støttestav, sceptret, yndigt pryder;

Vellugtsvanger nektarsaft fra hans lokker flyder.

Gratierne arm i arm i hans nærhed dvæler,

Rækker Amor bægeret, mens de for ham knæler¹⁴.

Begge møer uden frygt andagtsfulde træder

Frem for guden, hvem saa skønt fejrest ungdom klæder.

Amors vælde straaleglans over begge gyder;

Da han ser dem, allerførst han sin hilsen byder.

Rejsens grund han kende vil. Alt de aabenbarer

Og faar ros, fordi de kækt trodsed vejens farer.

Til dem begge siger han: „Tøv nu blot en kende!

Nu skal sagen gaa til doms; vi skal snart den ende.“

Guden talte; møerne bøjed sig ærbødig.

Alt at nævne punkt for punkt ej de havde nødig.

Bort de gaar og hvilens stund efter rejsen nyder;

Uden ophold elskovs gud dom at fælde byder.

Amor selv har retten sat; Amors love gælder;

Praxis og Naturen selv Amors domme fælder.

Disse ved hans elskovshof røgter rettens pleje;

Alt de ved om svunden tid, kender fremtids veje.

Bort de gaar, og lovens bud og, hvad hævd har vundet

Her ved hoffet, prøver de. Snart er svaret fundet,

At ifølge videnskab og ifølge sæder

Passer klerikeren bedst til Diones glæder.

Elskovsgudens glade hof denne dom bekræfter

Og slaar fast, at den ved magt stande bør herefter.

Derfor skal en pigelil tage sig i vare,

Naar hun for en ridders skyld lader klærken fare.