Fredløs bort fra landet gaar
Sommeren den søde;
Alt i lunden for i aar
Fuglesangen døde;
Løvet gustne farver faar,
Marken ligger øde.
Nu visnet dér er blomsters hær,
Og kuldens lumske, klamme magt
Fra skovens pragt
Har yndig friskhed taget.
I luft ej lyder sang som før; forjaget
Er fugles flok og bort fra landet draget.
Eskovs hede
Mod den lede
Frost dog holder stand.
Slig en brand
Af kulde kan aldrig svækkes;
Men ved dens varme vækkes
Alt til liv, som vinterslud
Slukked ud.
Af elskovs kvide jeg pines svart,
Det blideste saar mig dræber snart.
Ak, om hun, som mig sender
I hjærtet pilen hvas og sød,
Mig kyssed med sin mund saa rød!
Ej bedre raad jeg kender.
Skælmske læber, lattermilde,
Som enhver i garn kan hilde!
Venus har dem ej saa fulde,
Ej saa hulde.
Uden mage
Sød at smage
Er den honningdrik, som kysset skænker;
Guddomsstærk man sprænger støvets lænker.
Panden som sneen i solens skin,
Øjnenes glans, som næsten gør blind,
Lokkerne brune bag rosenkind,
Hænderne hvide som liljens skrud
Sukke mig drager af brystet ud.
Mit hjærte lér, saa ofte jeg ser,
Hvor yndig og daarende dejlig hun staar