Vinterkulden barsk og haard
Svandt, og atter er det vaar;
Foraarsluftens vælde stor
Frugtbargør den vide jord.
Snart er fødselstimen nær;
Frem nu vælder blomsters hær.
Heisa! hurra! kom og se!
Elskov volder lyst og ve.
Klærken er den rette mand;
Ingen ridder elske kan.
Solen kvæger jordens skød,
At livet ej skal vorde død;
Ved luftens milde virkning maa
Alting friske kræfter faa,
Og nye væsner uden tal
Af de levende fødes skal.
Bjærget klædt i blomsterflor
Huser et vinget sangerkor,
Og fugles søde melodi
Fylder skoven med harmoni;
Nattergalen sin sorg paa ny
Tolker i sang fra buskens ly.
Klædt i broget farveskrud
Straaler jorden skøn og prud.
Hør min pige sød og net:
Ingen ridder elsker ret;
Han ej naturens gaver har
Og kræfter ej. For ham dig var!