Elskovskonciliet
(Efter Waitz’ text i Haupt’s Zeitschr. VII, Leipzig 1849, s. 160 ff.).
(Efter Waitz’ text i Haupt’s Zeitschr. VII, Leipzig 1849, s. 160 ff.).
I vaarens tid omkring ved Idus i April1 holdt pigeskaren i Remiremont et koncilium der paa bjærget. Lige fra verdens begyndelse har man aldrig hørt og vil heller ikke komme til at høre om et saadant koncilium. Her drøftede man alene elskovssager, men om evangeliet var der ikke tale. Ingen mand tilstededes der adgang undtagen nogle fornemme klerikere, der var komne langvejsfra. For alle Toulenserinderne aabnedes døren, da konciliet holdtes for at yde dem husvalelse, dog kun for de forelskede unge kvinder, hvorimod den lukkedes for andre. Dørvogterske var Sibilia, der lige fra sine tidligste aar havde baaret vaaben for Venus og med lyst havde udført alt, hvad elskovguden bød. Der var ingen adgang for ældre damer, der i reglen ser med mishag paa ungdommens glæder, som de ikke selv kan dele.
Da de væne pigers skare fyldte smukt det hele rum,
Læste man i deres midte som et evangelium,
Forelæsersken af dette budskab, som var hjærtet kært,
Hed, i elskovskunst erfaren, Eva af Danubrio
Efter andre kvinders udsagn, som man bør med føje tro.
Sammen kaldte hun dem alle, hver en pige net og sød.
Saa med rene melodier elskovs glade hymner lød;
Sammen sang med klare stemmer, som kan gøre sjælen fro,
Ikke hversomhelst af hoben, men Elisabeth er to.
Disse tvende kendte grundigt alt, hvad Amor har bestemt,
Elskovskunstens lov og regel bar de vel i hjærtet gemt.
Hun, som var det heles leder, og med haanden slog til lyd.
Klædt hun var, som ret sig sømmed, i en rig og dejlig dragt;
Denne dragt af mange farver funkled klart med straalepragt.
Den var mere lys end perler, havde mer end guldets værd;
Rundt paa den et væld af blomster pranged hist og lyste her.
Men hun selv, den ædelbaarne, verdens blomst, den væne maar,
Alle blomsters pryd og krone, datter af den friske vaar,
Hun, der alle kunster nemmed og med visdom slutted pagt
Og saa vel som indsigt ejed talens høje tryllemagt,
Saa til orde tog, da mængden stille tav, som hun det bød:
„I, der for en ære holder kælen leg og elskovsglød,
Hvem April og Maj den skønne bringer fryd og glæde stor,
Hvi jeg hid til eder kommer, skal jeg sige; hør mit ord!
Amor, gud for alle væsner, som fornemmer elskovs bud,
Hid mig skikked, at jeg kunde forske eders levned ud.
Saadan har April forordnet, ligesaa den grønne Maj.
Derfor mild og venlig sindet nu til eder taler jeg:
At fordølge mig sit levned ingen sig fordriste tør;
Saa jeg byder og besværger, som jeg efter loven bør.
Dersom noget strængt bør rettes, hvis en sag kan tages let,
Til at fare frem med strænghed, til at skaane har jeg ret.
Derpaa talte Elisabeth af Granges: Lige fra den stund, vi4 formaaede det, har vi tjent Amor og med lyst udført alle hans bud. Har vi været forsømmelige i nogen henseende, er det sket mod vort vidende. Saaledes har vi overholdt vor regel, at vi ikke hengav os til nogen mand, hvis han ikke tilhørte vor egen orden.
Derefter talte Elisabeth af Falcon: Vi har altid elsket de ædle og berømmelige klerikere og ønsker stedse at gøre det. Klerikernes omgang, men ikke vore ordensregler har ligget os paa sinde. Vi kender jo deres elskværdighed, høviskhed og bravhed. De kender ikke til svig eller bagtalelse. De er saare kyndige i elskovs kunst og øver den med flid. De giver skønne gaver og overholder trofast den sluttede pagt. Elsker de en kvinde ømt, forlader de hende ikke letsindigt. Ingen kan lignes med dem. At bryde taabelige (kloster)- løfter er ikke synd. Det kan hverken fordømmes eller regnes for overtrædelse, at man lader haant om et løfte, som er givet i daarskab. Hvad riddernes elskov er værd, er en velkendt sag; alle ved, hvor afskyelig, ussel og uvederhæftig den er. Af uvidenhed har vi først søgt bekendtskab med dem; men vi forlod dem snart, da deres svig blev os aabenbar, for at slutte os til dem, som vi ovenfor har omtalt. Thi deres elskov er uden plet og lyde; den er god, stærk og varig. Derfor skal ingen skille os fra klerikerne. Jeg siger eder, alle I klostergivne piger: Det er daarlighed at indlade sig med ridderne; det er syndigt, forbudt og utilladeligt. Jeg tager klerikeren i favn og viser lægmanden bort. Amor, alverdens gud og ungdommens lyst og glæde, er klerikerne huld. Dem elsker jeg. Saaledes har vi levet og vil vedblive at leve, hvis det synes eder at fortjene ros. Men har vi fejlet i noget, da vil vi, hvis I forlanger det, aflade derfra.
Atter en anden tog til orde:
Lige fra vor barndoms dage har vi været Amor tro;
Intet andet vi begærer end hos ham at fæste bo.
Men om kærlighed vi mener ikke just, hvad nys blev sagt;
De, der ridderidræt øver, sluttet har med os en pagt.
Deres ridderfærd os huer, deres kælenskab en lyst
Er for os; mod dem er rettet hver en higen i vort bryst.
Os det gælder, naar de viser mandemod paa kampens dag;
For at vinde os til eje, for at høste vort behag
Ingen møje haard de frygter, ikke død, ej heller saar;
Dem til kærester vi kaarer, de alene prisen faar.
Deres held og deres glæder er for os en lykke stor;
Deres modgang, deres kummer steder al vor lyst til jord.
Lige siden jeg fik ævnen, kun til dem jeg har mig holdt,
Og bestandig jeg begærer, indtil hjærtet bliver koldt,
Riddersmanden tro at tjene, der mig tjener tro igen.
Bedre huer mig end læsning mig til ham at give hen.
Riddersmanden frit har adgang til vor hal og til vor gaard;
Vore marker, som til græsning bedst sig egner, rede staar
For hans hest, som godt vi kender; frit den drikker af vor brønd.
Dette liv os højlig fryder, og vort ord med kraft og fynd
Hævde skal, at intet levned mere lysteligt vi ved.
Det vi ved erfaring prøved og besvor med hellig ed.
Derpaa talte en ganske ung pige:
Lidet kun vi hidtil øved, lidt vi prøvet har vor magt;
Mest vor hu jo stod til blomster og den første roses pragt.
Dog kun den vor gunst vi skænked, der var os som klærk bekendt.
Dette for vort kald vi holder, didhen er vor tanke vendt,
At i fuldest maal vi klærken ret til vilje være kan
Og ham al den lykke give, som ved kvinde faar en mand.
En anden gav hende sin tilslutning:
Vor beslutning er den samme, ved vort løfte fast den staar,
Om end andre kvinders tale heri haardt imod os gaar.
Helt vi os til klærken skænked, slutted ham i hjærtet ind;
Klerikernes brave sæder, klerikernes ædle sind
Er en spore for vor higen efter kærlighedens fryd;
Deres fryd er alles glæde, bliver hele landets pryd.
Os paa skønne vers og rytmer højt de priser allen stund;
Dem jeg elsker — Venus vil det — over alt af hjærtens grund.
En tredie ligesaa:
Ære var for klærken stedse lifligt venskabs søde lyst;
Hvad end andre kvinder siger, brav han er til elskovs dyst.
Klærken er saa mild og munter, han er høvisk, aldrig raa;
Ingen større fryd jeg ønsker, kan jeg ham til kærest faa.
Hvert et løfte, som er gavnligt, det skal holdes og staa fast;
Thi et dumt og daarligt løfte maa til visse kaldes synd.
Nu traadte en ung kvinde frem med følgende forslag:
I, hvis indsigt godt os raader og kan give talen fynd,
Paa vort ord I agte nøje og os klare denne sag,
Hvo der er til elskov ypperst, og paa hvem bør kastes vrag!
Aldrig vil vi pagt og venskab slutte med en riddersmand;
Dumt han plaprer ud med alting, ej paa ham man lide kan;
Ondt om os han taler gærne, holder tavsheds løfter slet.
Dette raad vi derfor giver, og vi kende vil for ret,
At foragtet og forbandet og forhadt til hver en tid
Skal os hver en kvinde være, som er ridderbejlen blid.
Godt jeg elskersæder kender, deres liv jeg mærked mig;
Nøje ved jeg, hvem der svigter og os derfor baader ej.
Ingen sand og varig lykke, heller ikke trofasthed
Man i ridderelskov finder, hvad til fulde mange ved.
Den bør sky’s; saa vi befaler; thi den fører til forlis;
Hvo der holder sig til klærken, hun er god, og hun er vis.
Hvis du klerikeren elsker, vil du lyst og glæde faa;
Vær alene ham til vilje, men lad alle andre gaa.
Derpaa traadte den høje frue, der ledede mødet, frem:
Siden saadant I beslutter og med føje foreslaar,
Saa forordner jeg, at ingen ridderkærest samkvem faar
Med os andre, hvis hun ikke gør ved bod det godt igen.
Hvis hun med oprigtig anger kommer ydmyg til os hen,
Skal absolution hun have; dog skal det hun mærke sig:
Slig en synd ej mer hun øve! thi en værre findes ej.
Ingen kvinde af jer midte flere venner have maa;
Én hun skal til vilje være; ikkun ham hun elske bør.
Brat vort band skal hende ramme, hvis vort bud hun trodse tør.
Syndsforladelse for kvinden, som til sligt sig friste lod,
Svært kun vindes, slige synder sones ej saa let ved bod.
Nu til sidst jeg foreskriver, — højt det lyde fra hver mund! —
At I ingen mand af hoben, ingen ridder nogen stund
Unde tør sin haand at føre lysten hen til eders barm;
Thi med den slags folk at gantes og mod dem at være varm
Bringer os den største smærte, volder os den værste skam.
Den, der ridderen husvaler, søle vil sig selv i slam;
Thi da troskab ej han kender, følger der fortræd og tort,
Og naar han vort rygte skænder, svinder brat vor ære bort.
Klerikerne bør I elske — hør min mindelige bøn! —
Deres høje visdom ordner alting ypperligt i løn,
Alt hvad vi os foretager, ja hvad dumt der stundom sker.
Til at klare vore sager de sig saare villig tér
Efter ævne; ja endogsaa, — hvad alene skyldes dem —,
Visse ting, som helst bør dølges, aldrig naar til lyset frem.
Dersom eders bifald vinder, hvad jeg her har raadet til,
Som et svar derpaa jeg ønsker, at I det bekræfte vil.
Men er en af modsat mening, bør hun ej forblive stum.
En af forsamlingen taler paa hele konciliets vegne:
Hele dette store møde, samlet til koncilium,
Roser højlig den beslutning, eders høje visdom fandt;
Hos de yngre, hos os alle den et udelt bifald vandt.
Alt hvad eders sæderenhed og autoritet slaar fast,
Rundt til alle andre kirker mældes skal i største hast,
Og til vore søstre kære, hver en klosterjomfru prud,
Om, hvad sky hun bør som pesten, skikker strax vi mælding ud.
Alt hvad nys vi her forhandled, og hvad vi besluttet har,
Er en lov, for evig gyldig, uden kneb, som dagen klar:
Den, der ej sin synd fortryder, saa at hun er klærken god,
Brat af dette band skal rammes, som I os beslutte lod.
Den ledende dame tager ordet:
Nu maa agt I nøje give! Lad jert svar et „Amen" blive!
(De genstridige exkommuniceres:) Maatte det behage Venus at sende eder alle baade her og andetsteds, der giver eder hen til ridderelskov, beskæmmelse, rædsel og sønderknuselse, trængsel og ulykke, angst og smærte, frygt og kummer, strid og tvedragt, daarskabens bærme, ustadighedens udøvelse, vanære, lede, sorg og fordærv! Maatte Luna10, Juppiters tærne, og Phøbus11, hans tjener, nægte eder deres lys! Maatte Juppiters vrede falde fra himlen over eder og tilintetgøre eder! Gid denne verdens glæder maa blive eder til beskæmmelse! Gid I, der skænker lægmænd eders gunst, maa vække rædsel og afsky hos alle klerikere! Gid ingen, der møder eder, vilde unde eder en hilsen! Maatte endog eders glæder være blottede for samdrægtighed! Gid I indvortes og udvortes daglig maa leve i elendighedens pøl!
Overalt, paa alle kanter ramme eder skam og gru,
Kedsom lede, slid og træthed eller overdreven blu!
Hvis endnu der mangler noget, gid jer ramme hvert et savn,
Til I med foragt for lægmænd aabner klærken eders favn!
Dersom en ved pønitense sletter ud, hvad hun forbrød,
Kan tilgivelse hun finde, siden hun sin synd fortrød.
Forsamlingen svarer:
Velan, lad os allesammen alt bekræfte med et Amen!
Se ovenfor s. 108 ff. Det i vort digt omtalte kloster er Remiremont i Lothringen, der hørte under bispedømmet Toul, og om hvis muntre beboerinder der synes at have existeret flere lystige anekdoter (se f. ex. Guido Biagi: Le novelle antiche, nr. 29, der begynder med en fortælling, der minder meget om klostergartneren Masetto i Decamerone III,i). Nogle partier af digtet har jeg gengivet paa prosa og forkortet dem lidt. Originalen er affattet paa trochæiske vers, der falder i to ensbyggede halvvers, hvert paa tre trochæer og en enkelt stavelse (— —— —— ∪ — I— —— —— ——), saaledes at de to sidste stavelser i begge halvvers rimer: Veris in temporibus — sub Aprilis idibus | Habuit concilium — Romarici moncium | Puellaris concio — montis in cenobio. At efterligne dette paa Dansk vilde være overmaade vanskeligt og næppe æsthetisk tiltalende. Jeg har derfor anvendt trochæiske septenarer, der rimer to og to.