Farvel til Schwaben
(Haupt’s Zeitschr. f. deutsches Alterthum V, 1845, s. 293 ff.).
(Haupt’s Zeitschr. f. deutsches Alterthum V, 1845, s. 293 ff.).
Bort til Frankrig gaar min vej;
Studierne kalder mig.
Taaren vælder; kære fæller alt jeg ryggen vender.
Græd, min tro discipelflok!
For en stund — det ser jeg nok —
Nu vort samliv ender.
Fælles studium os bandt trofast sammen længe;
Her min virkekreds jeg fandt; I til trøst kan trænge.
Skuden har jeg løst fra strand; sejlet slaar for vinden.
Bort jeg gaar til fremmed land; væd med taarer kinden!
Disse vers jeg vemodsfuld mine fæller vier,
Beder Gud dem være huld, mens paa mig de bier.
Gid han dem beskærme maa, baade stor og liden,
Og som kærlig fader staa stedse dem ved siden!
Øje, for min hjord saa tro lad nu taaren rinde!
Om Gud vil, skal atter fro jeg engang den finde;
Kommer frelst mit skib i havn, jeg som før den værner,
Hvis jeg ej fra fødestavn for at dø mig fjærner.
Lev nu vel, mit fædreland,
Schwabenland — o dyre navn! —
Hil dig, elskte Frankerland,
Videnskabens moderfavn!
Mod en fremmed venlig vær, der som lærling gæster
Visdomssædet; gør ham dér til Sokratisk mester!
Ham i haand jeg liv og sjæl tillidsfuldt vil lægge,
Der for mig paa korsets pæl lod sit legem strække,
Der som Gud af graven ud gik en aarie morgen
Skilles kan paa dobbelt vis mænd, som vide farer;
Er min fod paa langvejs fart, sjæles samvær varer.
Medens jeg har liv, min aand mig til eders binder;
Aldrig brydes dette baand, før jeg døden finder.
Til den høje visdoms borg vil paa ny jeg ile.
Gid dens aand trods savn og sorg mildt til mig maa smile!
Gid dens klare straalevæld i min sjæl maa rinde,
Saa mystikens perle ren jeg til sidst kan vinde!
Se ovenfor s. 24. — I originalen har snart alle strofens fire linier samme rim, snart rimer de kun to og to. Midtrimet er ikke overalt gennemført.