Golias’ brev til sine brødre i Frankrig
(Wright: Poems of Walter Mapes, p. 69 f.).
(Wright: Poems of Walter Mapes, p. 69 f.).
Alle dem i Frankerland, som Golias hylder,
Lydigt og med ydmygt sind, som han dem jo skylder,
Her en engelsk Goliard, hvem som brav man kender,
— Richard hedder han — (lidt sent) brev og hilsen sender. ’
Som en mand, I kender ej, frygtsomt pen jeg fører;
Dog, saa længe jeg har liv, jeg til eder hører.
Jeg indstændigt beder jer: naar jeg kommer over,
Gør mig da til Goliard, ej til simpel sjover.
Jeg som bud en anset mand, æret som magister,
Hr. Vilhelmus af Conflat, mig at sende drister,
En fortræffelig Goljard — herom tvivler ikke! —
Tag imod ham som en ven; det vil bedst sig skikke.
Hvad han siger jer om mig, lad for sandt kun gælde;
Hvad I ønsker, gennem ham I mig skriftligt mælde!
Hvad I skriver eller og mundtligt vil fortælle,
Gør jeg troligt; I skal ej gaa i nogen fælde.
Over sligt et sendebud bør I eder glæde.
Gaar han ind i nogen stad, ind med ham I træde!
Og naar det er frokosttid, skal med ham I æde
Og med herlig, udsøgt vin eders ganer væde.
Er det daarligt vejr og koldt, tag ved ilden sæde
Med et bæger vin i haand — det vil smukt jer klæde —.
Er pokalen tømt, paa ny lad den fuld staa rede!
At han stikker humplen ud, bør I tit ham bede.
Faar han god og ædel vin, vil han ej sig kede;
Mellem jer han glad og fro vil paa bænk sig brede,
Til om mønt han i sin pung maa forgæves lede,
Og I femten kander vin har i vommen nede.
Drikker han til overmaal, om hans skridt I frede!
Røb til ingen, hvad der sker tit i lagets hede!
Send da, kære brødre, snart mig et svar tilbage
Om jer orden og jer kost hver af ugens dage,
Om man kød i kedlen kogt kan faa lov at smage
Eller smaafisk (dem, I véd, man med net kan jage)!
Nøjes man med vand? kan vin man sig dristig tage?
Faar man Agnes eller Ruth til sin lille mage?
Selskab med en jomfru skøn vil jeg aldrig vrage.
Kræv ej afhold! Det mig blev vist en farlig hage.
Regler for mit liv af jer venter jeg at lære;
Længer uden ordenslov kan jeg ej mig nære.
Til jeg ser jer, kan jeg knap ventetiden bære.
Hvad har jeg at sige mer? — Herren med jer være!
Give Christ, som naaderig bragte verden frelsen,
Til Golfas’ sønner mad, klæder, vin og helsen!
Gid hans haand beskytte maa broderskabets fæller,
Til de Enochs dagetal og Elias’ tæller! Amen.
Se overfor s. 33 f. og 35. Originalen har tilsigtet en komisk virkning ved de mange ligelydende rim; fra 5. til næstsidste strofe er endog samme rim gennemført i 26 vers. L. 1 1 f. n. lyder i originalen: Utrum frui liceat Rosa vel Agnete. Sidste vers er ikke klart (ad usque dies ultimos Enoch et Helyæ). Enoch blev over 300 aar gammel, men baade han og Elias blev ogsaa optagne levende i "himlen. Hvad der sigtes til, er ikke tydeligt.