Fr. Moth (1861–1930)

Det var just en lørdag nat. Søvn jeg havde faaet;

Lysten til at hvile mer ganske bort var gaaet.

For mit ansigt, pande, bryst korsets mærke slog jeg;

Klæderne, som dækked mig, saa paa kroppen tog jeg.

Mens jeg altsaa hverken stod heller ikke hviled,

Slig en sød og liflig duft mod min næse stiled,

Som af nardens fine blomst aldrig ud blev draget;

Virak, udsøgt balsamsaft strax for den blev vraget.

Over himmelranden alt morgenstjærnen glider,

Da med ét i straalevæld rundt til alle sider

Højt mod ætherhavet op guddomsmagt mig hæver;

Naar man løftes op af Gud, blidt og sødt man svæver.

Under mine fødder brat denne verden svinder;

I den anden verden snart jeg mig derpaa finder,

Hvor saa underfuldt et lys hersker alle vegne,

At den bedste skildring her ynkeligt maa blegne.

Dér er ikke suk og graad, heller ingen klage,

Der hvor hellighedens folk lever alle dage

Frit for farer og for nød, trygt for alle plager;

Fuldendt fred og sjælero evigt her de smager.

Dér et herlighedens hus saa jeg, Guds det høje;

Men ham selv, den himlens drot, skued ej mit øje;

Thi saa stærk en guddomsglans fra hans aasyn straaler,

At hans engletjenerskab næppe nok den taaler¹.

Ej jeg Aristoteles saa, Homer ej heller²;

Men de regler, som om ting og om navne gælder,

Lærte jeg af Augustin, og om art og slægter

Mig den samme store mand ingen kundskab nægter³.

Saa for ærkeengelen Michael jeg stedes,

Ham, af hvem de troende ved hans engle ledes.

Han formaner mig, at tro alt jeg skal bevare;

Himlens planer maa jeg ej nogen aabenbare.

Derfor, skønt jeg meget saa, som i fremtids dage

Komme skal og end er dulgt for vor aand den svage,

Himlens skjulte ting jeg dog for at røbe gruer;

Men vær glad, min biskop! dig ingen fare truer.

Thi af engleskaren en dig som fører følger,

Imod hvem de andres glans sig i mørke dølger,

Ganske som dit eget ry lig en stjærne funkler

Og, hvad andre store mænd virked, helt fordunkler.

Denne hjælper, mærk dig vel! dine sejre⁴ skyldes.

Æren bør du give Gud, ej af hovmod fyldes.

Overalt hvorhen du gaar, han din vandring leder;

Viger du fra retfærds vej, fromt for dig han beder.

Gennem ham Siciljens magt meget snart skal stækkes;

Øxen skarp ved træets rod allerede lægges.

Vel tyrannen⁵ bryster sig, intet ondt han venter;

Men som tyv ved nattetid døden snart ham henter.

Alt for stærkt jeg vil dog ej dig om munden smøre

Og min herre til behag brud paa sandhed gøre:

Ingen kan saa brødefri findes her i verden,

At for hver en plet er ren mandens sind og færden.

Hin berømte helgen stor⁶, perlen blandt prælater,

Han, hvis navn, jeg tror, enhver véd i alle stater,

Manden, hvis miraklers ry verden rundt sig strækker,

Siger, at hans vredes glød saare stærkt du vækker.

Da for Gud han over dig klage vilde føre,

Lod han kun med møje stor af min graad sig røre;

Thi jeg græd saa bitterlig, som jeg ofte græder;

Frist dig mine taarer gav, som mit ansigt væder.

Ned fra mine øjne randt taarers væld i strømme,

Og da taarekilden ej lod i hast sig tømme,

Jeg fra smils og glæders land gik med vaade kinder;

Kort derefter i min seng halvdød jeg mig finder.

Altsaa, herre, beder jeg dig, vor samtids krone,

At du med den helgen god snart dig vil forsone;

Ulve grumme raner frækt af hans gods og eje⁷;

Atter kunde du dog let skaffe det til veje.

Skønt for dig hver time gaar med regeringssager,

Som dig trætter og din fred næsten helt forjager,

Bør du vide dog, at Gud vilde højt det skatte,

Hvis et stærkt og mandigt værn du for kirken satte.

Med Sankt Martin slut forlig, herre, tøv nu ikke!

Han saa mangen gang for dig gav mig vin at drikke.

At dig enighed med ham større gavn bereder

End med greven⁸, véd enhver, hvem Guds visdom leder.

Dig med klage trued nys helgenen den høje,

Og med bitter graad jeg knap mægted ham at bøje.

Da for dig paa denne vis slidt jeg har til fulde,

Rigeligt ved denne fest du mig lønne skulde.

Ofte stemmen svigter mig, og jeg hoster svarlig;

Alt forkynder, at min død jeg kan vente snarlig.

Stønnende jeg søger mig folketomme steder;

Ingen munterhed og skæmt nu som før mig glæder.

Men endskønt jeg snart skal dø og mod enden stunder

Og paa hedengangens gru tit med rædsel grunder,

Kan jeg ikke tvinge mig til at elske greven;

Thi ved ham en flaske vin mere dyr er bleven.

Over hans ubillighed folk og klærke klager;

Men hans uretfærdighed i saa mange sager

Skulde, for at tale sandt, ej mig ærgre længe,

Maatte jeg for vinen ej give flere penge.

For at hans tyranner⁹ nu sagen ret kan fatte,

Skrev jeg vers som aldrig før, hvor jeg frem den satte.

Al Apokalypsens¹⁰ vé skal den frække ramme,

Genner han fra vinen ej mørket bort det klamme.

Herren var imidlertid mig en leder kærlig

Efter salmen¹¹; klostrets eng¹² blev en græsgang herlig

Vinen flød, men kun for mig, og den prægtigt munded;

Den abbed en hyrde var, og han godt mig unded.