Archipoeta’s 6. digt
(Abhandlungen der Königl. Akad. der Wiss. zu Berlin 1843).
(Abhandlungen der Königl. Akad. der Wiss. zu Berlin 1843).
Ej mine vers du vrage! Du bød, og jeg vendte tilbage.
Vist din gunst ej svigter din versfremsigende digter.
Ingen nægter, at ære for evigt Salerno skal bære;
Alle, hvem sygdom plager, jo did efter lægedom drager.
Ikke Salernos viden til visse bør regnes for liden,
Skønt jeg af hjærtet hader de folk med de hyklerske lader.
Ej jeg med yderste møje kan skildre, hvad jeg maatte døje.
Feberheden greb mig, de heftigste lidelser kneb mig;
Slig en nød jeg fristed, at haab om livet jeg misted.
Lægerne dér, som lagde til tegnene mærke, mig sagde:
„Snarligt livet er ude; det kan vi dig, digter, bebude.“
Feberen dog fordunster omsider ved lægernes kunster.
Hvor mine lemmer var matte, kan let af min farve du fatte;
Ansigtslødden saa gusten af døden fornummet har pusten.
Visdom vilde jeg finde og navn af læge mig vinde;
Blottet for vid og slunken er ned til betler jeg sunken.
Nu er jeg tiggernes fælle, kan ikke blandt lægerne tælle.
Pjaltet, laset og sølle jeg holdes af folk for en bølle.
Ej er det tyv eller tærning, der øvet har afklædergærning;
Ak nej, tvungen af nøden jeg solgte min klædning for føden;
Da jeg tilbage var kommen, af folkets røst jeg erfared,
At af barmhjærtighed ene din ejendom aldrig du spared.
Derfor saa herlig en duft af din godhed gaar over lande,
Kejserens støtte, hvis værd vist ingen til fulde kan sande.
Dig den fattige følger, og højt han forkynder din hæder;
Thi du er venlig og mild, og at give dig inderlig glæder.
Du er de trængendes fader og al huldsaligheds bolig;
Ikke der findes en dyd, med hvilken du ej er fortrolig.
Mens om de griske prælater enhver har ondt kun at sige,
Høres om dig overalt lovprisning fra læberne stige.
Skønt du af rygtet her og i landet bag Alperne fejres,
Sejr over rygtet du vinder, men ej du af rygtet besejres.
Herlige mand, som har i Minerva saa venlig en søster,
At blandt det frækkeste folk rig frugt din styrelse høster,
Gavmilde mand, hvis pung, som er aaben, den fattige priser,
Giv mig en rigelig skænk, som til fulde din gavmildhed viser!
Oder og vers til din ære derefter din digter dig skriver.
Lad de prisværdige ord danne slutning: „Jeg giver, du giver"!
Se ovenfor s. 39 f.