Skriftemaalet
(Archipoeta’s 10. digt.)
(Archipoeta’s 10. digt.)
(Carmina Burana p. 67 ff. og Th. Wright: Poems of Walter
(Carmina Burana p. 67 ff. og Th. Wright: Poems of Walter
Mapes p. 71 ff.).
Mapes p. 71 ff.).
Medens jeg i sjælens dyb føler harmen syde,
Skal med bitter spot mit ord til mit hjærte lyde:
Skabt af svagt og usselt stof, der kun lidet vejer,
Ligner jeg et blad, der let sig for vinden drejer.
Mens det paa den vise mand er et sikkert mærke,
At til bo han vælger sig klippens grund den stærke,
Lignes kan jeg daare stor ved en flod, der rinder
Rastløst og i samme seng aldrig hvile finder.
Som paa hav et skib, der ej ført af styrmand bliver,
Som en fugl paa luftens vej viljeløs jeg driver;
Intet baand og ingen slaa mig at tvinge mægter,
Slette sæder fryder mig, gode jeg fornægter.
Sindets alvor falder tungt og kun lidt mig drager;
Spøg og skæmt gør hjærtet fro og som honning smager;
Alt, hvad Venus byder mig, stedse mig behager,
Hun, som i det sløve sind aldrig bolig tager.
Ad den brede vej jeg gaar, som de unge plejer;
Ej til dyden staar min hu, lasten vinder sejer;
Mest betænkt paa elskovs lyst og kun lidt paa frelsen
Plejer jeg mit skind, og bort gaar min sjælehelsen.
Ak, hvor sød en død jeg dør og i graven synker!
Fagre piger hedt begær mig i blodet gyder;
Dem jeg ikke røre kan, jeg i tanken nyder.
Mod naturens stærke krav er det svært at kæmpe,
Overfor en jomfru skøn svært sin glød at dæmpe.
Ej vi kan i ungdomsaar haarde love holde
Og for legemsdejlighed være sløve, kolde.
Hvem kan vel, paa baalet lagt, sig for ilden klare?
Hvem, der i Pavia bor, kan sin kyskhed vare,
Her hvor Venus gaar paa jagt efter ungersvende,
Lokker dem med skabning, lød og med blik behænde?
Kunde som Hippolytus ej et døgn han agtes.
Hen til Venus’ kammerdør fører vej og stræde;
Til det andet punkt jeg naar: Jeg er ogsaa spiller.
Men naar spillet af min krop hver en trævl mig piller,
Er kun udentil jeg kold, mens mit indre sveder;
Aldrig jeg til nogen tid bedre digte smeder.
Den jeg aldrig gik forbi, heller ej jeg vil det,
Før jeg skuer engles flok ned fra himlen ile,
Før de for den dødes fred synger: „Evig hvile."
Først naar jeg er død, man maa mig fra knejpen bære;
Nær min mund i dødens stund skal et vinfad være.
Da vil engleskaren glad synge, naar den kommer:
„Denne dranker være du, Gud, en naadig dommer!"
Ved et bæger allerbedst aandens lampe luer,
Nektarvædet sjælens blik mod det høje skuer.
Vin fra knejpen smager sødt; det er noget andet
Mangen digter sky’r med flid offentlige steder;
Ensomhed og skovens skjul allermest dem glæder;
Her de sveder, hænger i, slid og plage døjer,
Men et kunstværk klart og smukt knap de sammen føjer.
Afhold, faste dagligt brød er for digtervrimlen;
Livets larm og kiv de sky’r, torvet, folkestimlen.
For at vinde navn og ry, som ej død kan fælde,
Slider de sig rent ihjel, dør som arbejdstrælle.
Til enhver naturens haand har en gave givet:
Jeg kan ikke skrive spor uden mad i livet;
Faster jeg, til versekunst er jeg kun en klokker.
Til enhver naturens haand gav en særlig gave:
Skal jeg skrive vers, da maa ædel vin jeg have,
Ja den ældste, bedste most, værtens fade rummer;
Herligt flyder talens strøm, naar i glas den skummer.
Ganske som den vin, jeg faar, er de vers, jeg skriver;
Ret til ingenting jeg du’r, førend mæt jeg bliver.
Intet vers jeg lave kan, naar jeg ikke drikker;
Ingen stund mig blev til del digtekunstens gave,
Uden jeg forinden fyldt fik til gavns min mave;
Naar i hjærnens høje borg Bacchus magten tager,
Se! du af min egen mund om min siethed hører,
Den, hvorom dit tjenerskab bitter tale fører.
Men af dem har ingen lyst mod sig selv at klage, .
Skønt man efter verdens tant ser dem ivrigt jage.
Her jeg for dit aasyn staar. Mig en gunst du give,
Fromme bisp! Lad Herrens lov mig til baade blive!
Den, der véd af ingen synd, kendt har aldrig anger,
Lad ham kaste stenen først, skaane ej din sanger!
Hvad af slette ting jeg ved om mig selv, jeg mæled;
Ud jeg har den galde spy’t, som jeg længe fjæled.
Daarligt var mit levned før, anden sæd mig huer;
Mennesket det ydre ser, Gud i hjærtet skuer.
Varmt jeg elsker dyden nu, ikkun den mig drager;
Med fornyet sjæl og aand lasten jeg forsager.
Aldrig skal mit hjærte mer kar for tomhed være.
Kølnerstolens kaarne bisp, se jeg tilstaar! Skaan mig!
Vis mig dog barmhjærtighed! venligt øre laane mig!
Paalæg mig, der skrifted alt, bod og pønitense!
Om dit bud end synes tungt, skal jeg ej det ænse.
Glem din vrede, hjælpsom vær, høje bisp, mod dine!
Løven, dyrerigets drot, er jo mild mod sine.
I, der hersker over jord, gøre bør det samme;
Mangler sødmen, alle ting er i smagen ramme.
Da dit ry saa mangefold over lande farer,
Og da hvert et fremført ord fuldt til sandhed svarer,
Var det dumt til farvers pragt farve frisk at føje;
Saar du sæd paa tilsaa’t mark, spildt er al din møje.
Draget af dit rygtes glans monne hid jeg haste,
Ikke for i vinden ud mine vers at kaste,
Men for lægedom at faa ved din naades kilde,
For ved dem at vinde mig dine gaver milde.
Kunde jeg nu ej faa lov her hos dig at leve?
Jeg er sikkert flink som faa til at skrive breve;
Faar du, hvad jo hænde kan, brug for mig som digter,
Til at skrive gode vers strax jeg mig forpligter.
Faar jeg nej, en anden bøn vil til dig jeg rette:
Fattigdommens aag er tungt; kan du ej det lette?
Denne mand, som for dig staar, fægte maa for føden.
Und ham blot en liden skærv til at lindre nøden!
Fader, jeg i kort begreb mangt har sammenfattet;
Denne stil af lærde mænd ej jo højlig skattet.
Jeg er ikke en af dem, der vil bifald vinde;
Derfor undgaar jeg med flid talen ud at spinde.