Vaganternes ordenssang
(Carm. Bur. nr. 195).
(Carm. Bur. nr. 195).
Over verden raabet gaar: „Bort fra hjemmet drager!“
Præst og klosterbroder gæv vandringsstaven tager,
Brat paa dette bud sin bog diakonen kaster;
Alle til vor orden god, livets frelse, haster.
„Prøver alting nøje!" staar i vor regel skrevet;
Se nu til, om ej vi selv har derefter levet.
Til den onde, slette klærk skal kun had I nære,
Som i kærlighed jer ej rundeligt vil ære.
Over næsten ikkun vi kan os ret forbarme;
Vi for ringe mand og stor aabner vore arme,
Og for rig vor orden staar som for fattig rede,
Der ved fromme munkes dør maa forgæves bede.
Gærne ser vi munken her med tonsurens krone
Og den brave præstemand med hans trinde kone,
Klærken og magisteren med discipelskaren;
Helst dog i hans gode vams ser vi her skolaren.
Uretfærdig, retfærds mand ej vor orden vrager,
Halt og gammel, rask og kæk, — ingen bort vi jager,
Fredens elsker, stridens mænd, blide folk og gale,
Sekt man uden mindste tvivl kan vor orden kalde,
Thi den huser lige godt folk af hver en klasse.
For Vaganters broderskab loven skal I lære,
Hvor man lystigt liv har kært, hvor man glad kan være,
Og hos hvem en steg saa fed holdes mer i ære
Ædle fæller hver og én, hør, hvad jeg vil sige:
Jeg forkynder eder her nye dekretaler:
Skam faa hver en gerrig knark, der ej flot betaler!)
Spøgelser ved morgenstund rundt i luften svæver,
Og de volder mangen gang slemme, falske syner;
Gal er den, som da vil gaa fra de varme dyner.
Ej vi vil om morgensang høre nogen tale;
Staar vi op, vi søger strax til de skygger svale.
Vin og kyllinger derhen man paa stand os sender,
Og paa spillets trusler nær ingen frygt vi kender.
Den, der holder paa sin vams, knap fortjener hæder.
Snart han under spillets gang maa sin kappe smide,
Og slaar terningkastet fejl, ned maa bæltet glide.
Brug af to hold undertøj helt er overflødig;
Den, der har en skjorte paa, har ej buxer nødig.
Har man støvler, hvortil sko? strax de maa leveres.
Hvo der trodser dette bud, exkommuniceres.
Fastende maa ingen bort fra sit herberg gange;
Er man pengeløs, skal først man en skærv forlange:
Tit man ved en enkelt mønt rigt sit eje øger,
Naar med lykken man i pagt spillets held forsøger.
Ingen maa mod vinden gaa, naar han er paa rejse;
Er han stedt i fattigdom, skal han dristigt knejse:
En, som sørger for hans tarv, sikkert snart han finder;
Efter nød er glæden størst, sorg og kummer svinder.
Lad enhver, I kommer til paa jer vej, erfare,
Hvorfor I paa hver mands dont tager ivrigt vare:
„Skurk til skam og god til gavn, ædel færd til fromme,
For at skille brav fra skælm monne hid jeg komme. “
Jeg har i det væsentlige fulgt Giesebrechts strofeordning.