Da hele verdens vide ring
Med alle væsner trindt omkring
Var skabt af Gud, i trende klasser
Han strax fordelte folkets masser,
Og ridder-, klærke-, bondestand
De fik til navn i hvert et land.
Han agerjorden overlod
Til ridderne, almisse god
Og tiende blev overladt
Til klærken, og til arbejd sat
Da alt var gjort og ordnet nøje,
Vorherre vilde til at gaa;
Men før han gik, en flok han saa
Og spillemænd og løse piger.
Han kom ej langt, før frem de for
Og skreg og raabte disse ord:
„Vorherre, stands! forlad os ej!
Tal med os, før du gaar din vej!
De andre fik jo hver en gave;
Skal ingenting vi stakler have?"
Opmærksomt gav Vorherre agt
Og saa paa dem; da alt var sagt,
Han til Sankt Peter flux sig vendte
Og spurgte, om de folk han kendte.
Han svared: „Det er noget pak;
Du selv har skabt det hovne rak.
Af dig de sikkert meget haaber,
Naar efter dig saa højt de raaber,
At du skal tænke lidt paa dem."
Vorherre finder sagen nem,
Og førend de et svar har faaet,
Er rask til ridderne han gaaet:
„I fik, whan siger, „land og ager,
Og derfor jeg jer overdrager
At sørge godt for spillemanden,
At aldrig han til nogen anden
Sin tilflugt tager; ej maa brydes
Mit ord og tilsagn; alt skal ydes
Til fulde, hvad han trænger til.
Og eder, herrer klærke, vil
Jeg give skøgen; lad ej spørges,
At ej der godt for hende sørges!"
Saalunde dem Vorherre bød,
Og aldrig dette bud de brød.
Af alle skøger er de venner,
Og alt det bedste, som de kender,
For dem bestandig rede staar.
Hvis min fortælling I forstaar,
Af meningen det fremgaar nemt,
At ridderne har syndet slemt;
Thi spillemændene de krænker,
Og saare lidt paa dem de tænker,
Og uden fodtøj tit de gaar.
Mens skøgen varme pelse faar
Og foret kaabe, foret kappe,
En sølle lod og kaar saa knappe
Har spillemænd i riddersale,
Og selv om de kan dygtigt tale,
Til løn de faar kun gammelt tøj;
Som til en hund man kaster — føj!
Til dem kun lidt af lækre sager.
Men skøgen slidte kjoler vrager,
I klærkens seng hun sover godt,
For hende han betaler flot.
Paa sjælens frelse klærken tænker,
Men ej en gerrig ridder skænker
En tanke sligt; han er fordømt,
Thi han har Herrens bud forsømt.
Sligt finder ej hos klærken sted;
Han gavmild er og lydig med
Mod skøger (vidnesbyrd derom
Hans liv kan være); han er from
Og ofrer paa dem Christi arv;
Han giver glad til deres tarv
Sin tiende med alt sit eje.
I denne sag paa retfærds veje
Man ganske særlig klærken finder.
Er min fortælling sand, da vinder
Han frelsen, da han budet holdt;
Men ridderen sin dom har voldt.