Fr. Moth (1861–1930)

Gennem Englands egne for nyt paa rygtets vinger;

Til hver klærk og præstemand sælsomt bud det bringer.

Alle, der ved kirkens gods vandt sig gode dage,

Skal paa pavens strænge bud til legaten drage.

Gennem borge rygtet gaar, gennem land og stæder;

Bud det med fra paven har, som kun lidet glæder.

Rædsel alle præstemænd ved det budskab griber;

Hver har jo sin pige kær, og for hver det kniber.

Kirkens mænd paa pavens bud dybt og længe tænker;

Til legatens skaansomhed liden tro de skænker.

Skyndsomt til et møde stort de berammer dagen,

At de der forhandle kan i en fart om sagen.

Præsters, kapellaners flok hen til mødet farer,

Unge mænd og gubber graa strømmer hid i skarer;

Skade har paa sin forstand, hvo ej did vil komme;

Til det gode kender ej slige hjærner tomme¹.

Fra hver kant i landet hid strømmer alle præster,

Næsten femten tusinde² mødestedet gæster.

Ej saa tæt fra skyen ned regnens draaber falder,

Ej saa tætte gnister frem smedens hammer kalder.

Stedet, hvor de samles skal, er en eng saa vældig,

Som til kirkemødet valgt ligger saare heldig;

Man i orden stiller op hele samlingslaget,

Men til lægmænd bliver ej noget hensyn taget.

Hver en støj sig lægger brat, da man tavshed byder.

Først en gammel mand staar op, og hans tale lyder:

„Kære brødre, haardelig jer legaten truer;

Værre ting der følge kan; sagen ej mig huer.

Hver og én er kommen hid for sin hustru kære.

Derfor med betænksom hu bør I rede være

Paa vor herre pavens bud fyndigt svar at give

Og legatens med, at ej I skal dømte blive."

Strax en anden præst staar op, hvem den fælles fare

Kalder frem; han taler saa til den hele skare:

„Ved at punge ud jeg lov fik en viv at tage³;

Hende jeg for slig en snak aldrig bort vil jage."

Saa med dette argument en til ham sig slutter:

„Jeg har elsket, tror jeg nok, hundred søde glutter.

Hende, som jeg holder nu for mit kød at fryde,

Slap jeg ikke, vilde man hundred mark mig byde.u

Derpaa staar den femte⁴ frem, djærvt han aabner munden:

„Tomme paafund som det her kender jeg fra grunden.

Herlighedens dronning skær hist i himlens rige

Vide skal, jeg slipper ej, før jeg dør, min pige.

Hvad kan paven egentlig og legaten mene?

Véd de ej, at bøn til Gud gør for synd os rene⁵?

Gid med blindhed himlens hævn ramme maa mig arme,

Hvis min skat ej sove skal sødt i mine arme!"

Strax igen en anden præst saa til orde tager:

„Hvad vil pave samt legat dog med mine sager?

Naar med skøger lovlig frit jeg har været sammen,

Bliver det min egen pligt selv at klare skammen."

Derpaa nummer syv tog fat: „Mine brødre kære,

Herfor har vi nødig ej nogen frygt at nære.

Paven og de andre med, som har magten inde,

Véd, at vi til verden kom gennem mand og kvinde."

Derpaa man en anden præst ser sit hoved hæve:

„Ak! et rædsomt vidnesbyrd faar mig til at bæve.

Jeg har hørt et gammelt ord kendt fra fjærne tider:

Selve Satan præstens viv som en hoppe rider⁶."

Nu den niende stod frem: „Paven er vor leder;

Præsten om sin menighed som en fader freder.

Paven var en hyrde god, vilde blot han unde

Præsten, at han leve fik som en simpel bonde⁷/

Endelig en aandfuld mand op som taler træder;

Han blandt alle nævnes skal med den største hæder:

„Utugt man fra gammel tid kirkens mænd forbyder;

Afkom kun de avler sig, og Guds lov de lyder.“