Protester mod cølibatet
I.
I.
(Th. Wright: Poems of Walter Mapes, p. 171; noget forkortet).
(Th. Wright: Poems of Walter Mapes, p. 171; noget forkortet).
Grammatikens regel god bli’r infamt kasseret;
Præsten blev med „han" og „hun" forhen deklineret;
Men herefter gyldighed „han" skal ene have,
Romas bisp, hvad gør du dog? Ham ved én du skiller,
Mens til hans disposition frit du flere stiller!
Lod du ham — det er jo klart! — ikkun én beholde,
Næstens kvinder vilde du mindre skade volde.
Naar de stakkels præstemænd selv har ingen koner,
Saa maa næstens holde for, og i smug de joner;
Ægteskabets værn og lov ingen kvinde hegner;
Skændsel, skam og straffedom de for intet regner.
Men en præstemand saa gæv lod sin tale lyde:
„Syndigt handler den for vist, der vil trodsigt bryde
Pagten, givet os af Gud; den, som frækt vil skille
Mand fra viv, han er en tyv, og han handler ilde.
Hvor det dog gaar hjærtet nær! ak, hvor maa vi græde
Ved at give saadan slip paa vor bedste glæde!
Vogt dig, at du ej skal dø i saa stor en brøde!
Han, som læren, Gud os gav, gøre vil ugyldig;
Thi paa Herrens bud en mand skal en hustru tage;
Men vor pave vil os nu skille ved vor mage.
Budet i den Gamle Pagt „Skaf dig afkom!" lyder.
Denne lære givet blev af moderne vise;
Men med ingen gyldig grund kan de den bevise.
Zacharias har jo haft baade søn og kvinde.
Ingen stor som denne søn mægter jeg at finde;
Han har jo vor Frelser selv døbt i Jordans vande.
Den, som dette falske bud holder, Gud forbande!
Hvis den dag dig ikke helt er af minde gaaet,
Da gav Herren Levi’s æt præstedømmets ære.
Dengang form det døde stof blev af Herren givet,
Væsner han af begge køn kaldte frem til livet;
Men af intetkøn for vist intet lyset skued.
Deraf fremgaar tydeligt: frugtbarhed ham hued.
Til den høje himmels borg Paulus monne stige,
Hvor han hørte skjulte ting, som han ej tør sige.
Da til jorden ned han kom, gav han denne lære:
„Hver især sin egen viv holde skal i ære."
Dette samt hvad ellers her andre lærde dømmer,
Viser mig, at det er bedst og sig rettest sømmer,
At enhver, tilfreds med sin, sig fra næstens holder,
At han ikke bittert had og fortræd sig volder.
Næstens niecer, døtre, viv er det synd at krænke.
At det og er tyveri, bør du vel betænke.
Hold dig til din egen smukt, søg dig her din glæde,
At du frem paa dommens dag mere tryg kan træde.
Se, jeg har for kirkens mænd anført mange grunde
Og til præstens tarv og vel talet tanker sunde!
Nu for mig et Fadervor op til Herrens trone
Stige fra hver præstemand og hans søde kone!"