Mod cistercienserne
(Th. Wright: Poems of Walter Mapes, p. 54 f.).
(Th. Wright: Poems of Walter Mapes, p. 54 f.).
Sovet har du længe nok, tiet alt for længe;
Op, min Muse! lad nu ej sløvt dit hoved hænge!
Se blot, at du ganske kort dig til sagen holder;
Thi ved alt for megen snak tit fortræd man volder.
En navnkundig munkesekt over verden skinner,
Som ved guddomsbud herned for fra himlens tinder.
Babel og Chaldæers magt plat de lægger øde,
Afgudsdyrkelsen af dem slaas totalt til døde.
De ved afhold, nøjsomt liv mægtigt ry sig vinder,
Af den tomme verdens pral er de bitre fjender;
Kulde haard og spægelser saare vel dem huer,
Thi paa denne vis de bedst guddomsglansen skuer.
Deres legem, deres dragt kender ej til pleje,
Saare grov er deres kost, haardt er deres leje,
Ganske vist i hellighed ingen orden naar dem.
Alt, hvad jordisk er, med haan løbepas de giver,
Og til løn dem hundredfold atter tilmaalt bliver;
Efter salighedens lod vældelig de jager;
Himmeriges lyst og fryd, andet ej dem smager.
Disse munkes styrer god, hør mig, Jesus søde,
Du, som dømme skal engang levende og døde,
Hvis du vil, en plads du mig mellem disse give!
Lad ved Allehelgensfest en af dem mig blive!
Denne kutteklædte flok saare højt du roser!
Skønt alverden hader dem og med grund dem skoser.
Udadtil er minen mild, faarefrom og ærlig;
Men det er en race lumsk, falsk og rovbegærlig.
Ordet „afhold" brugt om dem passer mindst af alle;
Griske over al forstand skulde man dem kalde.
Nederdrægtigt de paa rov gaar af alle kræfter;
Disse løgnprofeters kost, som de nøjsomt nyder,
Og den ringe, simple dragt gerrighed betyder.
Under tavsheds ydre skal onde tanker gemmes;
Men ved hyklersk mummespil fromhed lidet fremmes.
Ikkun denne verdens gods vækker deres lyster,
Deres pung de stopper bravt, andres sæd de høster,
Fattigmandens sure sved fylder deres lommer;
Satans slaver er de alt, og til ham de kommer.
Af afskyelige ting to er særlig fæle,
Som med had paa land og vand fylder alle sjæle,
Som hver egn og hvert distrikt plejer grumt at hærge,
Og mod hvilke ingen flid mægter os at værge:
Kvægets pest, som undergang vore dyr bereder,
Og Cisterciensernes, der saa vidt sig breder.
Denne smitte dobbelt ond over verden farer;
Hvilken farsot der er værst, aldrig nogen klarer.
Ingen buxer dække maa deres ben og hale,
Saa de deres bryndes brand lige strax kan svale
Det er dog det værste pak, som vor jord maa bære.
Stop, min Muse, styr din mund, lad ej sligt mig høre!
Er du min, da maa du ej slig en tale føre.
Over den slags smædeord man med grund kan klage;
Stygt det er ved stygge ting efter ros at jage.
Amen.
Forfatteren er rimeligvis Walter Map; se ovenfor s. 91 ff.