Bort fra Valthers cither
Maatte glæden fare;
Ej det gør ham bitter,
At i kirkens skare
Han ej mere dvæle maa,
Saa han ingen del kan faa
I dens slette sæder;
Men at snart sig sænker brat
Over verden dødens nat,
Dette han begræder.
Omkvæd: Har du lyst at skue
Dem, der dommerkaldet faar?
Aar for aar det værre gaar;
Du for dem maa grue.
Naar sig skygger sænker
Ned fra dalens sider,
Snarlig da, jeg tænker,
Det mod natten lider;
Men naar høje tinder med,
Bjærg og fjæld i hver en led,
Sig i mørke hyller,
Ej det fejler, let det ses,
At nu hele verdens kreds
Nattemulmet fylder.
Lægmænd, som vil bøje
Ret, min dal betyder
Og de fyrster høje,
Naar de loven bryder;
Som et natligt mulm i bryst
Yppighed, tyrannisk lyst
Er hos dem til huse.
Men for deres frække færd
Straffen kommer; Herrens sværd
Vil dem snarlig knuse.
Naar om bjærge tales,
Skriftens rene kilde
Ved et billed males;
Jeg ved fjælde vilde
Mystisk tegne for dit sind
Dem, der vagt paa Sions tind
Staar for Christi kirke;
Hvis de trofast lovens segl
Vogted, da som verdens spejl
Vilde klart de virke.
De, jeg fjælde kalder,
Vil sig kun berige;
Maa for lasten vige.
Kirkens helligdom og tarv
Gaar som andet gods i arv;
Ingen visdom kender
De, som Christi gaver nu
Slet forvalter uden blu,
Vore bispers frænder.
Omkvæd: Saadan sagen ender:
Baade gejstlighedens kald
Og dens syndeskyld og fald
Arver blodets frænder.
Har du stunden kaaret,
Herre Jesu kære?
Verdens ende være?
Før jeg Antichristi spær
Skuer, slaa mig dødens sværd!
Frem hans forbud drager;
Byder troen onde kaar,
Dette digt er rimeligvis forfattet af Valther af Lille; se ovenfor s. 75.