Paa den tid sagde paven til sine disciple: „Naar menneskets søn kommer til vor herligheds sæde og banker paa døren, da skal dørvogteren sige:,Ven, hvi er du kommen?’ Men hvis han farer fort med at banke uden at give eder noget, kaster hamda ud i det yderste mørke, hvor der er graad og tænders gnidsel."
Kardinalerne sagde: „Hvad er grunden til, at vi skal besidde penge?" Paven svarede: „Der staar skrevet i loven, som jeg nys har givet eder: Du skal elske guld og sølv af dit ganske hjærte og af din ganske sjæl og den rige som dig selv; gør dette, og du skal leve." Og endnu medens han talede, begav det sig, at en fattig kleriker kom til den herre pavens kurie og stod ved døren og bankede. Dørvogteren spurgte: „Ven, hvi er du kommen?" Han tog til orde og svarede: „Min biskops haand hviler tungt paa mig, og jeg er kommen for at søge beskyttelse." Dørvogteren spurgte: „Hvad giver du mig?" Da blev den fattige bedrøvet i sit hjærte og svarede: „Guld og sølv har jeg ikke hos mig." Da kom de andre dørvogtere og stødte til ham; men han sagde: „Hav dog medynk med mig, I pavens dørvogtere; thi armodens haand har rørt mig. Jeg er fattig og nødlidende; derfor beder jeg, at I vil staa mig bi i min elendighed og nød." Men da de hørte dette, blev de saare harmfulde og sagde: „Ven, din armod være med dig i fortabelsen! vig bort, Satanas, thi din forstand er ikke pengenes forstand! Sandelig siger jeg dig: du skal ikke indgaa til din herres glæde, før du har givet din sidste skilling."
Men den fattige gik bort og solgte sin kappe og kjortel og alt, hvad han havde, og gav til kardinalerne, dørvogterne og kæmnerne. Men de sagde: „Hvad er vel dette til saa mange?" Og de kastede ham ud foran døren, og han gik ud og græd bitterlig og kunde ikke finde trøst. Derefter kom der til kurien en rig, tyk og fed og forædt biskop, der paa grund af en trætte havde begaaet manddrab. Han gav for det første til dørvogteren, for det andet til kæmneren, for det tredie til kardinalerne. Men disse sagde: „Velsignet være han, der kommer i guldets og sølvets navn!" Men da den herre paven hørte, at kardinalerne og tjenerne havde modtaget mangfoldige gaver af biskoppen, blev han syg til døden. Men biskoppen sendte ham en latverge1 af guld og sølv, og strax blev han atter karsk. Og paven kyssede ham og sagde: „Ven, velsignet er dit komme." Kardinalerne sagde: „Til visse, til visse er han en retfærdig mand." Paven svarede: „Sandelig, sandelig siger jeg eder: alt hvad denne mand beder om i mit navn, det skal opfyldes paa ham." M en paven satte sig paa sit ophøjede sæde i en sal, der hedder havesygens sal, og sagde til sine kardinaler: „Salige er de besiddende, thi de vil ikke komme til at mangle; salige de, som har penge, thi den romerske kurie er deres; salige de rige, thi de skulle se mig; salige de, der bringer os noget, thi de skulle kaldes mine sønner. Ve over dem, der ikke har penge; en møllesten skal hænges ved deres hals, og de skal sænkes i havets dyb. Se til, at ikke nogen forlokker eder med tomme ord!"
Kardinalerne svarede: „Alt dette skal vi nøje følge.“ Paven svarede: „Sandelig, sandelig, dette skulle I bevare til min ihukommelse; thi jeg har givet eder et exempel, at ligesom jeg har røvet, saaledes skulle og I røve."
Ovenstaaende stykke findes i C. B. nr. XXI og i en udførligere text i „Von Schlesien vor und seit 1740", II, 483. Da jeg ikke har haft adgang til denne bog, har jeg, saa godt det var muligt, benyttet Hubatsch’s citater, s. 80 f.