Romernes havesyge
(Haupt’s Zeitschrift für deutsches Alterthum V, 1848, s. 301 ff.).
(Haupt’s Zeitschrift für deutsches Alterthum V, 1848, s. 301 ff.).
I
Vejen til Rom for de fremmede tit er en smærternes vandring;
Svig kun hersker i Rom (det af erfaring jeg ved).
Hvis du har noget til rest, som ej blev af svigerne røvet,
Svigen vil rane det snart (sligt af erfaring jeg ved).
Altid et delfisk orakel du dér til visse vil finde,
Guder med dunkel røst (sligt af erfaring jeg ved).
Har du en sag og betaler, og kræver du skriftlig erklæring,
Dobbelttydig besked du til bekræftelse faar,
For at skriveren let kan nægte, hvad før han bekræfted,
Hvis ham din modpart flot byder en rigelig skænk.
Hvilken skændsel og skam, ja skam for fromhed og gudsfrygt!
Sligt forsmædeligt ry, Roma, hos alle du faar,
At de tilsammen raaber: „Til fals er alting i Roma!“
Pengebegærlig — o nej! — selve begæret er du,
Og den vise med føje som mest forbryderisk nævner
Den, der skamløs til fals byder sig selv og sin sjæl.
II
Følgende Romerne tager til regel i daglige sager:
Dersom de reneste sæder og indsigt for dørene træder,
Ej deres banken man hører; for mønten strax man sig rører.
Flux naar mønten sig mælder, dens navn som kejserens gælder,
Op fløjdørene springer, „Velkommen!" i hallerne klinger;
Mylder der bliver paa gaden, man klapper og jubler i staden;
Haandklap fra paven der lyder, thi ingen sig højere fryder.
Frem staar mønten og taler; det gaar, som den herre befaler.
Alting paven bekræfter, og vidner han spørger ej efter.
III
Roma tørster; i tørsten det drikker, og medens det drikker,
Tørster det mere; det drikker, og alt mens tørsten det prikker,
Aldrig dets vældige griskhed ved drikken svinder i bidskhed,
Førend guldæbler svømmer i skaalen, det tørstende tømmer.