Imod lasten skal min røst fuld af harme gjalde.
Honning er der udentil, men den dækker galde;
Under smukt og gyldent skind haardt som jærn er sindet;
Tit man æsler finde kan under løveskindet.
Med det indre menneske slet det ydre stemmer:
Honning gaar fra læben ud, sjælen galde gemmer;
Hvad der ligner honning ren, alt for tit er blandet;
Ét er hjærtet, mangen gang skinnet er et andet.
Dyden fører man i mund, lasten haanden leder;
Over sjælen sort som beg snehvidt skrud man breder;
Fra det syge hoved vé gennem kroppen jager,
Og af roden besk og sur bittert grenen smager.
Hvad paa hovedet beror, urent er fra grunden;
Lige strax den første last har sin broder funden,
Og fra bunden stanken gaar til, hvad nær er bunden.
Alle sjæle, alles gods, alting Roma fanger;
Kurien i Romerby handler som en pranger.
Til senatorrang ved køb let i Rom man kommer;
Slemme sager klares dér nemt med fulde lommer.
Skulde dig til Roma hen føre kaldefaldet,
Og med afsked og fortræd true klagefaldet,
Se da til, at trofast bi staar dig givefaldet,
Hvis i raadet her en mand har en sag at føre,
Til et godt og gavnligt ord laane først han øre:
Vil han ej med mønten frem, Rom det hele nægter;
Den, som bedst kan punge ud, bedst sin sag forfægter.
Ingen hører de, som ej staar med fulde hænder.
Gi’r du, skal der gives dig; hvis du beder, be’r de;
Hvis du holder pungen lukt, af din tale ler de.
Bøn og gave følges ad, godt de sammen stemmer;
Frem med gaven! kun ved den rettens gang du fremmer.
Gaven taler med en kraft, som kan bedre batte.
Ingen mønt ved dette hof findes, som man vrager;
Saadan er det; sandhed, ret her kan intet nytte;
Mønten fører ordet flot, loven holder bøtte.
Hvis du med en gave fed godt din dommer smører,
Væk med dem! Man her i Rom fulde skæpper ynder.
Sparsom mand, hvis han er klog, sig for Roma varer.
Sparsom mand det sparer ej, gavmild haand det sparer.
Kommer du til paven hen, vil det lidet nytte,
Hvad du siger, kan du ej bravt i bøssen spytte,
Og hvis ej lidt klækkeligt du hans lommer under,
Ses paa sagen, vil man let fatte navnet „pave":
Eller hvis et gallisk ord man lidt om vil lave:
Saa er pave, portner med, kancellisters skarer;
Ogsaa kardinalers flok til det hele svarer.
Faar til det, den ene fik, ej den anden magen,
Uret har du strax i alt, tabt er hele sagen.
Disse giv og andre giv! Hvis du gaven øger,
Og du nok dem givet har, mer end nok de søger.
O du trinde pengesæk, hid til Rom du stævne!
Her er lægedrik at faa, at du ej skal revne.
Efter tur til hver og én pengepungen tolder;
Kort jeg her en oversigt over alt leverer:
Alle kværker pungen bravt, saa den strax kreperer.
Mønten svandt, men kom igen; hel er atter lækken,
Og paa denne maade Rom pengepungen tømmer,
En uvidende bandit vandt sig magt og ære,
Ret som om en dynge møg perler fik at bære.