Fr. Moth (1861–1930)

Smaabilletter fra sidste halvdel af det 11. aarh

(Sitzungsber. der philos.-philol. und hist. Cl. der k. bayr. Akad. der Wiss.

zu München. Bd. III, 1873, s. 716 f. og 730).

    En ung kleriker skriver, rimi. til en nonne:

Tag mod min hilsen! For brevet hav tak, som du kærlig har skrevet!
Men skønt klarlig jeg skønner, at fuldt du min følelse lønner,
Beder jeg dog: lad være for min skyld uro at nære;
Selv jeg forsigtig mig varer, og sagen jeg lettelig klarer.

    En ung nonne, synes det, skriver:

Glæd dig, at mig til veninde ved skæbnen du først skulde finde1.

Regnen dog gør mig urolig; dens piasken er næsten utrolig.
Mindes jeg maa vore synder; jeg frygter, at straf den forkynder.

    Hendes ven svarer:

H—, provst ved kapellet det gamle2, dig hilser; gid heldet __ •
Følge dig, hvem til veninde ved skæbnen han først skulde finde!
„Først" er dog galt; thi bekende han maa, at han to gange trende
Før har favnet af putter; du knap som den syvende slutter.

    Samme provst skriver:

Jeg, din ven, som du kender, (men tand for tunge!) dig sender
Bud ved kapellet at møde, det gamle, i morgen, min søde.
Døren skal let du berøre, thi strax vil min tjener dig høre.
Her har jeg ordene vejet; men vent, til vi mødes paa lejet!

    En bedraget ung kvinde (maaske den samme som ovenfor) skriver til sin ustadige elsker (muligvis provsten):

Ønsket om held jeg dig sender, skønt smærten og harmen mig brænder.
Af min erfaring jeg sander, at himlen mig arme forbander.
„Kære veninde!" du siger, og dog du mig ligefuldt sviger;
Slet kun ordene gavner, naar andre veninder du favner.
Men hvad nytter min klage? Jeg ønsker dem kvalfulde dage;
Maatte de slanger, som flokker sig under Medusa’s lokker,
Styrte sig over de piger, som efter din kærlighed higer!