Et elskovsdigt
(Cambridge-sangene, nr. 31).
(Cambridge-sangene, nr. 31).
Kom snarlig, min søde veninde,
Min elskede, tilbedte kvinde;
Nu ind i mit kammer du træde,
Der er smykt til den festlige glæde!
Paa bænkene hynder er rede,
Paa væggene tæpperne brede;
Vi blomster paa gulvene spreder
Og urter, som duft dig bereder.
Paa bordet, som venter derinde,
Du alle slags retter vil finde,
Og vinen den klare skal flyde;
Du faar, hvad dig, elskte, kan fryde.
Til tonernes samklang sig føje
Skal fløjten den skingrende høje.
En dreng og en mø til din ære
Med sange til rede skal være;
Paa citharen plektret han fører,
Hun syngen mens lyren hun rører;
Og bægre med krydrede drikke
Os bringes af tjenere kvikke.
Trods alle de herlige retter
Jeg ej dog et gæstebud sætter
Saa højt som derefter at søge
Sin fryd ved at tale og spøge.
Kom, søster, kom nu til vort møde,
Min udkaarne, tilbedte, søde,
Du sjæl af min sjæl, for mit øje
Et straalende lys fra det høje.
I skoven jeg vandred alene
Under træernes skyggende grene;
Den larmende tummel jeg skyed,
Og folkevrimlen jeg flyed.
Min elskede, tøv ikke længer;
Vi begge til kærlighed trænger.
Du ene kan livet mig give;
Lad fuldfyrdet elskoven blive!
Min udkaarne, hvi vil du tøve
Med hvad vi dog siden skal øve?
Hvorfor vil du sagen forhale?
Hos mig er om nølen ej tale.
Dette digt er næsten helt udraderet i Cambridge-haandskriftet, men er heldigvis bevaret i et andet haandskrift. Ordet „søster“ (soror electa) betegner næppe den tilbedte som nonne, men er uden tvivl et udtryk for ømhed, der er overmaade hyppigt i den gammelfranske digtning (sml. „søster, søde veninde“ i „Aucassin og Nicolete" oversat af S. Michaélis). Forfatterens nationalitet synes herefter givet. Versene rimer i originalen to og to, men er meget uregelmæssige, og rimet ofte ret ufuldkomment. Digtet minder noget om og er vel ogsaa paavirket af Horats’ poetiske indbydelser til et festligt lag (Od. IV, 11 og Ep. I, 5). At lægge hynder paa bænkene og strø blomster paa gulvet (Hor. Ep. I, 5, 14: spargere flores) var ikke blot en klassisk, men ogsaa en middelalderlig skik.