Dette digt er næsten helt udraderet i Cambridge-haandskriftet, men er heldigvis bevaret i et andet haandskrift. Ordet „søster“ (soror electa) betegner næppe den tilbedte som nonne, men er uden tvivl et udtryk for ømhed, der er overmaade hyppigt i den gammelfranske digtning (sml. „søster, søde veninde“ i „Aucassin og Nicolete" oversat af S. Michaélis). Forfatterens nationalitet synes herefter givet. Versene rimer i originalen to og to, men er meget uregelmæssige, og rimet ofte ret ufuldkomment. Digtet minder noget om og er vel ogsaa paavirket af Horats’ poetiske indbydelser til et festligt lag (Od. IV, 11 og Ep. I, 5). At lægge hynder paa bænkene og strø blomster paa gulvet (Hor. Ep. I, 5, 14: spargere flores) var ikke blot en klassisk, men ogsaa en middelalderlig skik.