Nattergalen
(Cambridge-sangene, nr. 27 og D u M éril: Poésies populaires latines.
(Cambridge-sangene, nr. 27 og D u M éril: Poésies populaires latines.
Paris 1843, p. 278).
Paris 1843, p. 278).
Naar af jordens skød om vaaren græsset spirer frem paa mark,
Og naar atter skovens grene klæder sig i løvrig dragt,
Naar os vellugt slaar i møde fra den blomsterrige vang,
I bevidsthed om sin stemme bliver nattergalen glad;
Fra dens strube frisk der vælder kunstfuld og melodisk klang,
Vaaren og den lyse sommer priser den med jubelsang.
Lifligt lader den sin stemme klinge baade nat og dag,
Giver hvile dem, der slumrer efter arbejdstiden lang,
Og husvaler med sin søde røst den trætte vandringsmand.
Yndig er dens sang5 en cithar klinger ej saa skønt og klart,
Over alle fugles skarer den med lethed sejer vandt.
Med melodisk velklang fylder sangens toner skov og krat.
Tit, naar den til træers toppe paa sin vinge højt sig svang,
Overmodig, fuld af jubel over vaarens rige pragt,
Højt den synger, al sin glæde har den i sin stemme lagt.
Lykkelige tid, der genlyd giver af saa faur en sang!
Gid du gennem aarets kredsløb, kære lille nattergal,
Hver en maaned os din stemmes søde melodier gav!
Fuglefængeren, der fløjter under skovens bladehang,
Svanen, der saa lifligt synger, vige maa for dig i rang,
Paukeslageren maa vige, fløjten med sin tone klar.
Thi hvor liden end du synes og en ringe skabning har,
Lytter alle glade til dig. Én kun gav dig denne magt,
Himlens drot, der styrer verden, og hvem alt er underlagt.
Digtet skal være forfattet af Fulbert, der døde 1029 som biskop af Chartres. Jeg har forkortet det meget og navnlig bortskaaret alle de vers, hvor digteren pranger med sin musiktheoretiske viden. I originalen ender alle vers uden undtagelse paa a. Jeg har sat assonanser i stedet for (sml. ovenfor s. 2 ).