Præsten og ulven
(Cambridge-sangene og Du Méril: Poésies populaires latines 1843, p. 302).
(Cambridge-sangene og Du Méril: Poésies populaires latines 1843, p. 302).
Hver og én, der til skæmt har trang
Og gærne hører en lystig sang,
Giv agt og lyt til disse vers!
De kommer ej sandheds krav paa tværs.
En præst, der alt var en gammel mand
Og havde sit bo paa det aabne land,
Kasted sin kærlighed paa faar;
Sligt sker jo tit i bondekaar.
Til dette hans libhaveri
Havde lykken ham staaet bi,
Hvis ikke fra den nære skov
Ulve var strejfet ud paa rov.
Dette formindsked — man skønner nok
Bestandig præstens faareflok;
Fra ulige lige tal den fik,
Og var det lige, det omvendt gik.
Dette hans ejes triste svind
Gjorde den gamle gram i sind;
Paa legemskraft han stoled ej,
Men list ham viste til hævn en vej.
Han graver en grube dyb og bred
Og sætter et lille lam derned.
At ej skal røbes hans snilde spil,
Han dækker for oven med løv den til.
Det største gode, nogen mand
Til gave fik, er hans forstand:
En ulv, der om natten strejfed om,
Sank ned, da for nær den til gruben kom.
Vor præst ved morgengry den fandt,
Og glad, at saa let han sejer vandt,
En stok han strækker mod ulven frem
Og truer, saa det har fynd og klem.
„Nu skal du, dit forbandede bæst,
Faa løn som forskyldt," han brøler hæst;
„Enten knækker je g min stok itu,
Eller ogsaa mister et øje du.“
Til stød han langer ud paa stand;
Men ak! hans trusel bli’r til vand,
Thi ulven slipper for øjets tab,
Men griber stokken med sin flab,
Og mens det stakkels gamle skind
Vil hale den atter til sig ind,
Han glider ud paa grubens bred
Og dumper til ulven paa bunden ned.
Her ulven sidder, og præsten dér;
De skyr hinanden hver især.
Dog tror jeg nok, den sag er klar,
At ulven mindst at frygte har.
I skægget brummer vor præst af skræk
Og mumler salmer syv i træk,
Men oftest hasper han om igen:
Han siger: „I nød jeg vist blev bragt
Af folk ved onde ønskers magt;
Af deres ofre jeg aad mig mæt,
Men deres sjæle jeg røgted slet."
Saa for de dødes vel hertil
Og for de levendes tarv paa jord
Da psaltret er sunget led for led,
Et fælles gode varer ved:
Jeg mener mandens frygtsomhed
Og ulvens store snedighed.
Thi da præsten, som bøjet stod,
Et „Fader vor“ just ende lod,
Og „Fri os fra det onde" lød
Fra ham, der raabte til Gud i nød,
Paa ryggen af manden sprang ulven op
Og vandt sin frihed ved et hop;
Af ham som trappe den nytte drog,
Der før ved list den til fange tog.
Men henrykt præsten i samme stund
For menigheden han loved nu
At bede herefter af al sin hu.
Hans nabofolk ham omsider fandt
Og trak ham op over grubens kant;
Men aldrig mere fromt han bad,
End da han i hullet hos ulven sad.