De yndige foraars- og elskovssange er vagantlitteraturens skønneste blomst og staar vel for den almindelige bevidsthed som dens væsentligste indhold. Og dog har disse digte vist kun i sjældnere tilfælde egentlige vaganter til forfattere. Læser man disse kække og vittige, men raa svendes viser opmærksomt, faar man ikke indtryk af, at de havde synderlig sans for den finere erotik. Det falder vanskeligt at tænke sig, at de mange lidenskabelige og ømme, tit af virkelig dyb følelse gennemtrængte kærlighedsdigte skulde være udgaaede fra disse omstrejfende, drikkende og doblende, tiggende, lovprisende og skamskændende skolarers kreds, der vel tog Venus’, især den laveres, glæder med, naar de bød sig, men ikke synes at have været anlagte for at smægte, længes og sværme. Elskovslyrikkens forfattere har snarere i de allerfleste tilfælde været unge universitetslærere som Abailard og studenter eller klerikere i gode eller jævnt gode kaar, der levede ved et eller andet berømt lærdomssæde eller digtede i den herfra udgaaede aand og tone. At de som den lærde dannelses repræsentanter og medlemmer af klerikernes stand saa dybt ned paa de læges samfund, udtaler de ved given lejlighed1. Flere digte viser ogsaa ganske tydeligt, at de er opstaaede i studenter- (ikke vagant-) krese. Hertil hører C. B. nr. 48 og 124 (oversatte s. 237f. og 255 f.), hvor vi uden tvivl befinder os ved et universitet; en ferie- eller hviletid forestaar, og digteren opfordrer sine kammerater til at anvende den godt. Flere andre digte handler om kampen mellem kærlighed og studier (mellem Venus og Minerva). Herhen hører C. B. nr. 31 (Foraaret kommer; jeg, som tidligere var Pallas’ fostersøn, tjener nu Venus. Én pige behager mig fremfor alle; hun har alle mulige prægtige egenskaber; hvis hun gengælder min kærlighed, er jeg lykkelig. Venus, vær mig huld; jeg, som forhen gik i lære hos Pallas, giver mig nu under dig), nr. 38 (Hercules, den vældige helt, der bestod saa mange frygtelige kampe, faldt ved Ioles tillokkelser. Jeg vil være stærkere end han og sky elskoven; jeg gaar nu til andre studier; farvel, Lichoris!), Mone nr. 28 (Vaaren prises; digteren mindes mythen om Juppiter og Callisto, men vender sig dog bort fra Dione for at studere), Mone nr. 31 (Sommeren vender tilbage. Jeg, der før hørte til Minervas udvalgte og var lykkelig i hendes tjeneste, hylder nu Venus. Faar jeg min elskede, føler jeg mig som verdenshersker), og Arundelhdskr. nr. 14 (En student vakler mellem studiets pligter og sin kærlighed; men den sidste sejrer). En tredie lille gruppe sigter mere eller mindre tydeligt til unge mænds studieophold i Frankrig. Herhen hører C. B. nr. 81 (169)2 (En Provengaler, der studerer i Frankrig, længes hjem efter sin skønne hjærtenskær, som han frygter for at miste i sin lange fraværelse), nr. 82 (overs. s. 246) og vel ogsaa nr. 1253. Hvor den unge mand, der med saa dyb sorg tager afsked med hjemstavn og kærlighed (nr. 82), agter sig hen, siges ikke; men det ligger vel nærmest at tænke paa Paris eller dog Frankrig ligesom i C. B. nr. 88 (En forført og højfrugtsommelig pige klager over sin foragtede og forladte tilstand; hendes forældre er onde imod hende, og alle haaner hende; hendes ven er rejst langt bort af frygt, han er draget til Frankrig4.
Adskillige digte kan have berømte mænd til forfattere; men kun for Abailards vedkommende er det lykkedes at gøre det overvejende sandsynligt i ét eneste tilfælde (overs. s. 257 f.).5 Frække viser som C. B. nr. 59, nr. 84, der synes at parodiere de følelsesfulde elskeres højtstemte lovprisninger af deres tilbedte, de halvt tyske nr. 145 og 146 og de tidligere (s. 35 f.) omtalte pastoraler, maaske ogsaa enkelte andre kan derimod skyldes virkelige vaganter.
Digternes nationalitet er i de fleste tilfælde vanskelig eller umulig at paavise. Den behøver ikke at falde sammen med det haandskrifts, i hvilket sangene er bevarede, thi de udbredtes vistnok hurtigt fra land til land; desuden findes mange digte baade i franske, tyske og engelske haandskrifter. Der er vel ingen tvivl om, at den latinske elskovslyrik i det 12. aarhundredes første halvdel hovedsagelig har blomstret i Frankrig, selv om den ikke har været helt ukendt i Tyskland. Men sine kraftigste impulser i dette land har den dog sikkert faaet fra nabolandet mod vest, da de unge mænd, der havde studeret ved de franske skoler, bragte skønne latinske sange med til deres hjemstavn, hvor de sikkert snart fremkaldte en lignende poesi. Ogsaa vaganterne har uden tvivl ført dem med sig rundt om i verden. Et digt som C. B. nr. 51 (overs. s. 243 f.) viser ved sin omtale af Frankrigs dronning efter al sandsynlighed fransk oprindelse; men den art fingerpeg er sjældne. Nationale karaktertræk kunde maaske nu og da paavises; men dette er dog en yderst usikker grund at bygge paa. C. B. nr. 50 (overs. s. 239 ff.) synes ved sin skælmske ynde at vise hen til Frankrig. C. B. nr. 103 (overs. s. 248 f.) viser snarere tyske karaktertræk; i det hele forekommer det mig, at lige siden minnesangens dage har intet folk formaaet at skildre ung elskov og vaarens skønhed med saa dyb en følelse og saa rig en stemning som det tyske, hvorfor jeg ogsaa kunde være tilbøjelig til at anse flere andre af de oversatte elskovssange for et værk af tyske klerikere6. De fleste digte i Arundelsamlingen bærer et ganske særegent præg; de er overmaade kunstfulde, men gennemgaaende tørre og blottede for virkelig følelse og varme. Meget muligt, at de virkelig er opstaaede i England. St. Omerviserne og digtene hos Du Méril er vistnok for største delen franske. Naar et digt har tysk omkvæd eller indskudte tyske ord kan der vanskelig næres tvivl om forfatterens nationalitet. For viser med franske indskud gælder i almindelighed det samme; dog er det ikke udelukket, at en tysk student i det fremmede land har lært tilstrækkelig meget afdets sprog til at give sit digt fransk omkvæd.
Klerikernes elskovssange anslaar alle den erotiske følelses toner lige fra de jublende glade til de dybt sørgmodige, fra de heftigt begærende og ømt og lidenskabeligt lovprisende til de letfærdige og frække. Dog er den sidste art digte i afgjort mindretal. De fleste tolker en ung, varmblodig, sund og frisk elskovsfølelse, der ligger lige saa langt fra banal og gold platonisme som fra raa kynisme.
Mange digte besynger vaarens herlighed som den rette tid til elskov og glæde. Hertil hører C. B. nr. 47 (en af de mest henrivende foraarssange) 54 (overs. s. 245), 100 (et yndigt lille digt, der er oversat s. 247), 103 (et af de allerskønneste digte, overs. s. 248 f.), 105 (overs. s. 250 f.), 106 (overs. s. 252), fremdeles nr. 53, 98, 101, 107, 111 og 113. Langt hyppigere er det dog, at digteren, oftest efter en naturindledning, der i reglen lovsynger vaaren, giver sine egne følelser luft og udtrykker sin attraa og længsel efter en dejlig pige. Disse elskovbegærende sange er de talrigste af alle. Til dem hører C. B. nr. 42, 109, 118, 129 og Mone nr. 23 (overs. s. 236 f., 252 f., 254 f., 256 f., 266 f.), hvilken sidste dog er mindre ren i tonen og synes rettet til en glædespige. Flere af digtene i denne gruppe adskiller sig ikke meget fra den foregaaende (C. B. nr. 103 danner paa en maade en overgang); ogsaa disse begynder med en yndig vaarskildring, hvorefter digteren giver sin elskovslængsel og smærte luft. Herhen hører C. B. nr. 102 (Vaar og elskov. Kærligheden til en ung pige volder mig lyst og vé; jeg dør, hvis jeg ikke vinder hende); 114, et henrivende digt med skønne, kunstfulde rim (Vaar og elskov. Én pige tilbeder jeg over alle; maatte det times mig at favne hende!), 118; 121 (Det er vaar; Juliana staar med sin søster under et blomstrende træ. Fuglene synger, de unge piger føler elskovslængsel. Havde jeg blot min tilbedte i skoven under træerne; hvor vi da skulde kysses!); 165, der indeholder en absolut hedensk, aldeles ukirkelig livsopfattelse (Foraaret kommer med blomster og glæde. „Unge mand, fryd dig, saa længe du lever; thi du ved ikke, naar du skal dø.“ Jeg føler elskovskvide for en fager piges skyld. Vær mig huld, du søde og herlige!)7. Ikke fuldt saa poetisk som disse digte er det kunstlede og smagløse nr. 12 i Arundelsamlingen (Det er foraar; men jeg elsker uden haab om gengæld. Elskovskvalen gør mig syg; lægen, der undersøger min urin(!), tror, at jeg har feber; men jeg kender min tilstand bedre end han). Formelt meget smukt, men mere kunstlet end virkelig følt er nr. 2 i samme samling (Det er foraar; Juno og Pallas kan ikke modstaa Dione. Lichoris smiler venligt til mig; jeg brænder efter at forenes med hende; hendes yndigheder har taget mig ganske til fange). Endnu mere kunstlet er nr. 16 i Arundelhaandskriftet, der begynder med en lang mythologisk farvet naturindledning (Det er foraar. Forgæves kæmper jeg mod min elskov til Flora. Hendes miner er falske, og hun holder mig hen; jeg har intet haab og ønsker mig døden). Naar imidlertid en fortvivlet elsker anvender de snedigst udtænkte sproglige finesser og saa megen lærd mythologi for at tolke sin lidelse, tror man ikke rigtig paa følelsens ægthed. Disse engelske klerikere har hverken Franskmændenes naturlige elegance og ynde eller Tyskernes dybe følelse. C. B. nr. 41 minder ved sin mythologi noget om Arundelsangene, men er naturligere og simplere (Foraaret kommer; den blomstrende tjørn minder paa samme tid om elskovens saar og sødme. Min piges kys sprænger sorgernes sky; men skyen fjærnes først helt, hvis jeg opnaar den sidste gunst. Hvilken fryd, naar dette sker!). Ganske smuk er C. B. nr. 164 (Vaaren kommer og giver elskoven liv; men min tilbedte er grusom imod mig. Jeg ved ikke, om jeg skal elske eller hade hende, men ser jeg hende, er al min styrke forbi. Maatte jeg dog vinde hendes gunst! Suk og klage følger med kærligheden). Enkelte af de elskovbegærende digte begynder med en kort skildring af sommeren. Hertil hører Arundel. nr. 5, et ret følelsesfuldt og ikke særlig kunstlet digt (Sommerens sol brænder med hele sin glød; men en anden ild er stærkere. Medens jeg sover, iler min sjæl til min elskede, og i drømmens salighed taler jeg med hende og nyder hendes kys og favntag. Gid drømmen maatte blive til virkelighed!), og Mone nr. 31 (se ovenfor s. 144). Til vinterdigtene, om hvilke der allerede ovenfor var tale (s. 142), hører Mone nr. 21 (Bladene falder, og hele naturen dør; jeg fryser udvendig, men er indvendig hed af elskov. Min Niobes dejlighed opfylder mig helt; jeg giver mig under elskovens aag. Man maa gærne kalde mig gal, naar jeg blot selv anser mig for klog) og Du Méril, p. 235 (Vinteren stunder til, og naturen dør; kulden trykker alt og alle. Kun jeg brænder af elskov til en dejlig pige. Den græske ild kan slukkes med vin, men min flamme faar stedse ny næring). Naturindledningen mangler en sjælden gang som i Arundel. nr. 11, et temmelig kunstlet digt (Jeg elsker, men finder ingen gengæld. Det er en lidelse, men den er dog saare sød. Jeg stræber at unddrage mig min elskedes farlige nærhed; men selv i frastand opflammes jeg af hendes blændende skønhed og nødes til at vende tilbage), C. B. nr. 125 (En student, der synes at befinde sig langt fra hjemmet og være temmelig fattig, klager sin elskovsnød og priser sin tilbedtes skønhed) og nr. 163 (Jeg kæmper mod kærligheden og skammer mig ved dens aag, men forgæves. Underdejlige pige, vær mig god!). Herhen hører ogsaa C. B. nr. 129 (overs. s. 256 f.); det kunde være fristende at sætte dette digt i forbindelse med nr. 82 (overs. s. 246). Voldsommere i tonen end disse for største delen blide og følsomme sange er et ganske ejendommeligt og formelt meget smukt digt, der er indført paa et tomt blad i et haandskrift i Rom8 (Jeg har en dejlig pige kær; hendes skønhed er vidunderlig, men hun driller og afviser mig. Hun er døv for bønner og bøjes ikke ved gaver (skønt hun modtager dem); men ved sin vægring øger hun endnu mere min lidenskab. Der er kun ét middel tilbage: jeg maa røve hende og tage hende med vold).
Til den ovenfor behandlede gruppe slutter sig meget nøje den, der lovpriser den elskedes dejlighed. Herhen hører C. B. nr. 127, 132 (overs. s. 259), 141 (Elskede, dejlige pige, læs omhyggelig, hvad jeg har skrevet til dig: „Hvad er det for en pigelil, hvis ansigt er yndigt og vidner om ædel herkomst? Jeg brænder af elskov og sukker tit og mange gange; hendes skønhed saarer mit hjærte, hendes øjne straaler som solen og som lynet i den mørke nat. Guderne give, at jeg maatte komme til at løse hendes jomfruelige bælte!“), 147 (overs. s. 260 f.), 166 (En ung mand lovsynger meget smukt sin elskedes dejlighed og beder hende staa ham bi i hans kvide) og 167 (Den elskedes dejlighed skildres med stærk sanseglød og attraa; formen er kunstfuld og meget smuk)9. Herhen hører ogsaa C. B. nr. 109 (se ovenfor s. 146; enhver gruppering af digtene kan naturligvis kun være subjektiv og udflydende), fremdeles Arundel. nr. 410, der som sædvanligt i denne samling er udarbejdet med stor kunstfærdighed, men dog ogsaa fra indholdets side er et smukt digt (Da guderne lod jordens form opstaa af urstoffet, udkastede Naturen, der ledede verdens tilblivelse, allerede planen til, hvad den vilde frembringe; den tænkte allerede dengang paa min pige. I hende aabenbarer sig al Naturens skaberævne; medens den ellers plejer at tildele de unge piger ét skønhedstræk hver og ikke mere, har den i fuldeste maal skænket hende alle skønhedens gaver. Hendes snehvide pande gør lilierne rangen stridig; hendes uskyldige øjne straaler som stjærner. Hendes skælmske, men bly smil drager alle elskendes øjne til sig og synes at love dem lindring; hendes øjenbryn er to skønne buer. Næsen har den fineste form; de yndigt svulmende læber lokker med søde ord og (synes at love) kys; den rosenrøde mund udaander nektarduft; de elfenbenshvide tænder sidder i en herlig rad, og deres farve er sneen lig. Bryst, hage, hals og kinder er hvide som sne og udsender blide straaler; men for at de ikke skal synes blege, har den vise Natur formælet lilierne med roser. Den dejlige Coronis har røvet mig vid og sans; Naturen, der gjorde hende til et vidunder for alle, har udspændt elskovens jægergarn i hendes søde smil). Sært nok, at den skønne piges lokker er glemte.
Efter elskovs smægten følger elskovs løn. Herom handler en hel gruppe digte. Det falder naturligt at begynde med Arundel. nr. 8 11, der, som Meyer bemærker, paa en maade supplerer nr. 4, der skildrede den elskedes aabenbare yndigheder, hvorimod nr. 8 beskriver de skønheder, der i reglen er skjulte. Imidlertid hedder den unge pige i det sidste digt Flora, saa at de to digte næppe hører sammen. Det er en særdeles elegant og kunstfuld sang, en af de bedste i samlingen, men som sædvanlig noget tør trods den smukke form (Stormen raser, bladene falder, fuglesangen i skoven er forstummet. Dyrenes elskovsdrift, der kun rører sig om vaaren, slumrer nu; men mig gaar det ikke som dem. Jeg klager ikke over min lange elskovssmægten, thi jeg opnaar en herlig løn; Flora hilser mig med et udtryksfuldt smil; jeg kan næppe fatte min lykke. Flora hviler nøgen paa lejet —); nu følger en udførlig skildring af den unge piges nøgne dejlighed, men den er mere anatomisk end poetisk og i en forunderlig grad blottet for lidenskabelig og tilbedende følelse og varme. Og dog kan man ingenlunde frakende digteren et i middelalderen sjældent kunstnerisk blik for det nøgne legemes skønhed; alene af den grund fortjener han ros. Smukkere end nr. 8 er dog nr. 3 i Arundelsamlingen, en kunstfuld, men henrivende jubelsang over vunden elskovslykke; ogsaa her hedder den unge pige Flora. Hvis den er af samme forfatter som nr. 8, betegner den et tidligere stadium, den tilbedtes begyndende trang til hengivelse, idet hun modtager sin elskers kærtegn. Stor metrisk og sproglig kunst og stor mythologisk viden, men ringe følelse viser sig i Arundel. nr. 1 (Stjærnerne staar gunstigt; foraaret er kommet, og den barske vinter er forbi. I vaarens tid udsender Amor sine pile selv mod guderne. Amor volder smærte, men Dione forener par og par. Saaledes er det ogsaa gaaet mig; min pige, som før viste mig bort, er mig nu god). Baade til vaardigtene og til dem, der jubler over elskovslykke, hører C. B. nr. 116, et henrivende digt, der synes forfattet af en munk. Tre digte danner en lille særlig gruppe, idet de indeholder en samtale mellem en yngling og en ung pige, der ender med den frydefuldeste forening. Det betydeligste af dem er det henrivende C. B. nr. 50 (overs. s. 239 ff.), som man maa være en meget gnaven moralist (en meget strix„Cato“) for at bryde staven over. Særdeles nydeligt er C. B. nr. 43 (En ung mand sidder en smuk sommeraften med sin tilbedte under et skyggende træ, medens fuglenes sang lyder fra skoven. Han beder hende om lindring for sin elskovsbrand; hun svarer afvisende, og han beder paa ny. Hun undskylder sig med, at hendes forældre og broder udspejder al hendes færd, og hun frygtes Argus (o: den altid aarvaagne sladder); altsaa bør hendes ven som en brav mand undgaa alt, der kan bringe hende i daarligt rygte. Han svarer, at han som Mercur vil dysse Argus i søvn (o: han lover den største forsigtighed og dybeste tavshed). Hun vakler endnu mellem elskov og blufærdighed, men vælger den første. Han skildrer hende lokkende elskovens sødme. Saa svarer hun: „Min søde ven, jeg giver mig helt hen til dig."); fremdeles det lille skælmske digt C. B. nr. 104 (Det er vaarens og glædens tid; en yngling taler om elskov til en ung pige. Hun afviser ham først med tilsyneladende knibskhed og strænghed, men falder meget hurtigt til føje). Til de digte, der har elskovslykke til genstand, hører fremdeles C. B. nr. 136 (overs. s. 259 f.), 144, 37 (se ovenfor s. 141 f.) og til dels ogsaa 133 (Min elskedes løfte giver mig haab og fortrøstning, men dog ængstes og tvivler jeg. Hvor hun er dejlig, og hvor søde er ikke hendes kys! Jeg brænder af elskov, tænker hverken paa mad eller drikke, men nyder kun Venus’ guddommelige nektar). C. B. nr. 61 (uden tvivl fransk) fortæller en hel lille kærlighedshistorie i to afsnit12 og kan sammenlignes med nr. 129 (overs. s. 256 f.) og Horats, Ode 11, 5 (I: Jeg leger med Cæcilia, men nyder kun hendes berøring og kys; jeg vogter mig vel for at krænke hendes unge blomst. Yndig er legen med en ung pige. Amor er mægtig over alle guder. Jeg leger kun med de unge piger; — jeg afskyr skøger og gifte kvinder, thi elskovslyst med dem er nedværdigende. Cæcilia og jeg leger kun; vi er saa unge begge to. — II: Cæcilia og jeg er fødte under samme stjærner. Hendes dejlighed overgaar Helenas. Vi elsker hinanden gensidig; ingen anden træder mig i vejen. Den 10. maj led den unge jomfru en meget sød „lidelse"). Mone nr. 17 fortæller om et møde mellem digteren og en nydelig ung dame i en smuk og smagfuld dragt under en løvrig ælm ved en rislende kilde, medens fuglene synger; han taler indsmigrende ord, som hun ikke kan modstaa. Temmelig lig hermed er situationen i samme samling nr. 32; pigebarnet er til at begynde med lidt knibsk, men hun lader hurtig alle betænkeligheder fare. Begge disse letsindige digte er utvivlsomt franske. Meget tiltalende er Arundel. nr. 28 (overs. s. 267 f.), hvor digteren udvikler, hvorledes han ønsker sig sin hjærtenskær, for til sidst henrykt at forkynde, at han allerede har fundet, hvad han søgte.
Flere digte forkynder elskoven som ungdommens ret, der bør være de gamle forment. Herhen hører Du Méril, p. 232 (Det er foraar. Digteren hviler under løvtaget paa grønsværet ved flodbredden med en smuk ung pige ved sin side: Kun den unge er en rask elskovens kriger; den gamle elsker gør sig kun til latter), C. B. nr. 60 (Amors magt behersker alt. Nu, da fuglene synger, er tiden til elskov. En gammel eller kold elsker passer ikke for den unge pige; ungersvende og ungmøer hører med rette sammen. Beklages maa den pige, der ingen ven har. Amor optræder under alle mulige former, men han beherskes ved kunst: ludit Amor lectulo | jam clanculo; | noctis in silentio | fit Amor captus laqueo), C. B. nr. 79 (Elskovens glæder er kun for de unge; bort med de gamle!) og det meget uartige nr. 59. En ældre mand indrømmer selv, at det bør være saaledes (C. B. nr. 78: Da jeg var ung og havde lykken med mig, nød jeg kærlighedens glæder og stod højt i gunst. Nu kommer alderdommen og tager alt med sig. Lad derfor de unge piger fryde sig med de unge mænd! I kvindegunst tilkommer kærnerne de unge, men avnerne de gamle). Dog kan der gaar ild i gamle huse, som C. B. nr. 155 viser (En ældre mand gribes paa ny af elskov; hans nærmeste dadler ham, men dette forøger kun hans lidenskab. Han jamrer over sin legemlige svaghed og pines svarlig af sit ulyksalige begær).
At skinsyge, misforstaaelse og utroskab let kunde forstyrre kærlighedens paradis, havde ogsaa de latinske elskovsdigtere erfaret. Herom handler C. B. nr. 35, en meget uklar og slet overleveret sekvens, hvis indhold dog er nogenlunde tydeligt (En ung mand overvælder en ung pige med de bitreste bebrejdelser, fordi hun forsmaar ham (hvem hun tidligere synes at have været god) for en anden og langt mindre værdig. Efter en lang række heftige angreb slaar han pludselig om, priser sin elskedes skønhed, lover hende evig troskab og beder om genkærlighed), fremdeles C. B. nr. 160 (En mand lider og raser over at se sin tilbedte vende sin hu til en anden) og 168, et flot og kvikt digt, hvor følelsens ægthed dog ikke er helt overbevisende (En ung mand forbander den tunge, der har betegnet ham som troløs. Han kalder guderne til vidner paa det modsatte, skildrer med sanseglød sin elskedes yndigheder og lover evig troskab). En sørgelig livstragedie synes at ligge til grund for C. B. nr. 8313 (En ung mand mindes med vemod den tid, da en ung pige elskede ham trofast og oprigtigt. Nu taler rygtet ilde om hende, og hun udfordrer det ved sin egen opførsel. Saaledes var det ikke før, da hun var ham god; men saadan gaar det, naar man tager sig en ny elsker. Bordellet staar hende aabent. Han begræder hendes sørgelige fald; hun sælger sig til dem, der giver meget, selv om de er blinde og halte, og hun bedrager ædle mænd).
Over ondsindet sladder, der forstyrrer et lykkeligt kærlighedsforhold, klages der flere steder. Disse digte viser dyb følelse og rørende vemod. Smukkest er Arundel. nr. 7, der imod sædvane er helt naturligt og ukunstlet (overs. s. 263 f.); men ogsaa Du Méril, p. 234 (overs. s. 264 f.) er et tiltalende digt. De minder begge noget om Abailards vemodige klage C. B. nr. 131 (overs. s. 257 f.), thi ogsaa han var jo blevet skilt fra sin elskede. Det var fristende at tænke sig Héloïses navnkundige elsker som forfatter af alle tre digte; men naturligvis er dette aldeles ubevisligt. Til denne gruppe hører ogsaa Arundel. nr. 9 (Det er foraar; Venus og Cupido er virksomme; selv guderne føler deres magt. For mig og lille Flora har vinteren været som en yndig vaar; men folkesnakken nøder os til at skilles. Jeg haaber dog paa et lykkeligt gensyn; kærligheden knytter os sammen). Hvis det er den samme Flora, der omtales nr. 16 (se ovenfor s. 147), 3 og 8 (se ovenfor s. 150 f.) og maaske ogsaa nr. 7, har vi altsaa her en hel lille kærlighedshistorie i fire stadier. Om trofast kærlighed trods adskillelsen taler ogsaa C. B. nr. 99, medens det yndige s. 261 f. oversatte digt tolker en ynglings haabløse og vemodige tilbedelse af den elskede, saa at endog hendes opholdssted staar for ham i et forklaret lys. Rørende er C. B. nr. 82 (overs. s. 246), hvor en ung mand med dyb smærte tager afsked med sin hjemstavn og sin elskede, og nr. 51 (overs. s. 243 f.), hvor en elskovsbetaget yngling siger sit hjærtes dronning farvel, da han mistvivler om at kunne vinde hendes sjælelige hengivenhed.
Troskab var dog ikke altid at vente hos de unge skolarer. Herom vidner f. ex. den klagesang, der lægges i munden paa en forført og forladt pige C. B. nr. 88 (se ovenfor s. 144). Her er elskeren løbet sin vej; noget anderledes — med en smule galgenhumor, synes det — tager han sagen hos Mone nr. 20 (Det er foraar. Lad andre glæde sig! jeg sørger over den usalige dag, der gav mig en datter. Det er mig dog en trøst, at hun kan blive min støttestav, naar jeg bliver gammel, og mit syn svækkes). Denne digter ligner meget en vagant. Maaske paavirket af en af Ovids letsindigste elegier (Amor. II, 19) forkynder en anden skolar sin sportsmæssige opfattelse af elskoven (C. B. nr. 44: Det er foraar, fuglene synger, og Venus udøver sit herredømme. Jeg føler det selv. Men jeg skyr den, der er villig; derimod attraar jeg den, der er knibsk. Det tilladte er mig imod, det forbudne lokker mig). Til disse overgivne og fyrige, men stundom lidt frække studenterviser hører C. B. nr. 48 og 124 (overs. s. 237 f. og 255 f.) og nr. 139 (En ung mand erklærer trodsigt, at han aldrig vil sukke for en kvindes skyld. Lige for lige! den, der vil, at han skal elske hende, maa selv gøre det første skridt; sligt kan han lide. Saa slaar han i sidste strofe pludselig om: Han tager sine ord tilbage; han har forbrudt sig mod sin dame (domina), fordi han har glemt hendes skønhed, ii* og han beder hende straffe den angerfulde, „si placet, in conclavi". Med slutningen sml. C. B. nr. 137).
De rimeligvis til vagantlivet hørende pastoraler, der for øvrigt er beslægtede med Mone nr. 17 og 32 (se ovenfor s. 152), er tidligere omtalte (se ovenfor s. 35 f.). Men to andre digte staar dog trods al anvendt kunst de egentlige vagantproduktioner i en betænkelig grad nær, hvad indholdet angaar. Det ene (Arundel. nr. 10 og C. B. nr. 45; begge texter supplerer hinanden), i sproglig og metrisk henseende et mesterværk, kan endda nogenlunde passere (Min pige tillod mig kys og kærtegn, men det sidste og bedste manglede. Jeg anvender magt og bønner paa én gang, men hun vil ikke. Saa tager jeg hende med vold trods hendes taarer, protester og heftige modstand. Hun formildes dog snart, gengælder mine kys og kærtegn og synker saligt smilende hen). Er dette for en velvillig betragtning en halv voldtægtsscene, saa er C. B. nr. 57 en hel (En smuk sommerdag ser digteren Phyllis under en lind; hele naturen smiler til hende, og han gribes af elskov. Han sætter sig hos hende og søger at kærtegne hende; men hun er frygtsom og vægrer sig. Saa følger en regulær, med raa frækhed udmalet voldtægtsscene; digtet ender med det kyniske udraab: „Hurra! jeg sejer vandt!“ (Glorior Victoria)); det er troligt nok, at en virkelig farende skolar har været forfatteren. C. B. nr. 146, hvor hver anden linie er tysk, hver anden latinsk, lægges i munden paa en ung kvinde, der fortæller en ganske lignende selvoplevet hændelse. Baade dette digt og nr. 145, der er af samme art, skyldes sikkert tyske vaganter.
Til vore digteres ros maa det siges, at de ikke befatter sig meget med glædespiger og købt elskov. At strænge asketer forargedes over hele denne poesi og betegnede den som en forherligelse af skøger (se ovenfor s. 27), har intet at sige. Disse herrer taler som den blinde om farverne og betragter ud fra deres egen gemene fantasi al elskovsdigtning som hor og urenhed. For dem er enhver elskende kvinde en skøge, en repræsentant for Satans rige. Ser man derimod med naturlige, menneskelige øjne paa klerikernes elskovspoesi, gør den paa ganske enkelte undtagelser nær aldeles ikke noget, skøge"-forherligende indtryk. Tværtimod! Den viser os unge mennesker, der drages til unge, smukke piger, hvem de hylder med lidenskabelige og ømme ord; den viser os deres kærlighedskvaler og kærlighedsglæder. Den synes at forudsætte en ikke ringe frihed mellem unge mennesker af begge køn, saa at man næsten fristes til at formode, at der i hine tider kan have hersket lignende forhold som i de nuværende franske studenterkredse14, Udelukket er det naturligvis ikke, at en og anden af de unge kvinder ikke har været, fint papir", men at hun alligevel har vakt en ung skolars lidenskabelige begær, saa at han med uimodstaaelig magt droges til hende, skønt hans forstand maatte sige ham, at hun ikke var hans kærlighed værd. Den moderne franske litteratur har ikke sjælden skildret slige tragiske konflikter, der synes at være en national ejendommelighed. Allerede vagantpoesien viser spor deraf. Saaledes synes forholdet at have været mellem den unge skolar og den Niobe, der optræder i flere af digtene i St. Omersamlingen. To af dem (Mone nr. 23 og 21) er omtalte ovenfor (s. 146 og 148); de suppleres af Mone nr. 22 (Min kærlighed kan ikke vende sig til had, skønt Niobe kun tilstaar sin gunst mod kontant betaling. Jeg mærker, at Venus følger samme regler som kurien (pavehoffet), hvad betaling angaar. Giver jeg penge, aabner hun sin dør; for bønner alene er hun døv. Min pung er tom, og jeg er bleven til latter for menneskene; undergangen truer mig, thi hendes graadighed har blottet mig for alt). Ren er tonen ikke i disse Niobedigte; den unge mand bruger kraftige og djærve ord for at haane sig selv og sin usalige lidenskab. Næsten ganske samme karakter har Arundel. nr. 15 (Det er vaar; elskov til Flora (forhaabentlig forskellig fra den i flere andre digte hyldede) piner mig atter. Hun lokker mig med falske ord og kys. Hun giver sig villig hen til de rige, der punger godt ud, men afviser de fattige). Disse digte staar dog saa temmenlig ene i det 12. aarhundredes studenterpoesi; i middelalderens senere tider er de derimod ganske almindelige, naar man overhovedet giver sig af med at skrive elskovsvers.
Kun meget sjældent tales der frækt og ligefrem om besøg hos skøger, uden at elskovsfølelsen har nogen del deri. Dette synes at være tilfældet med det kvikke, men mod slutningen meget uartige C. B. nr. 126, hvor en student, saa vidt man kan skønne, anbefaler en smuk glædespiges gunst som middel mod elskovskval, og nr. 4915, der trods sit betænkelige indhold fortjener lidt nærmere omtale, thi det er trods alt et grumme kvikt og vittigt arbejde og har desuden kulturhistorisk interesse: Digteren gaar fra knejpen med en let rus, iført smukke klæder og med en fuld pung hængende ved venstre side. Han søger hen til den hulde Venus’ tempel, fra hvis indre sangens søde toner lyder; de fleste mener, at den hidrører fra Sirener. En smuk ung dørvogterske spørger elskværdigt den unge mand, hvorfor han er kommen: „Hvilken vind har forslaaet dig til vore strande?" Ungersvenden svarer, at han er saaret af Venus’ pil, og at han er kommen for at blive helbredet. Paa hans bøn meddeler den elskværdige portnerske strax dette ti! Venus, der ufortøvet tilsteder ham adgang. Han bøjer sig fuld af hellig ærefrygt for den ophøjede gudinde, der taler naadigt og huldsaligt til ham og spørger, hvem han er, og hvorfor han er kommen; er han muligvis den navnkundige unge Paris? Hvad er der i vejen med ham? Ungersvenden svarer, at hans nød og kval er stor, men at hun meget let kan lindre den. „Velkommen, os elskelige yngling!" svarer Venus. „Plads er dig beredt her. Hvis du giver god og solid mønt, skal du faa et raad, der bringer fuldkommen legedom." Den unge mand er rede til at ofre den hellige Venus sin fulde pung; de tager hinanden ved haanden og gaar hen til et sted, „hvor der stod mange nydelige skabninger; de lignede alle hverandre og var ens klædte". Ved Venus’ og ungersvendens komme rejser de sig alle og siger:,Velkommen! Vil I ikke sidde ned?" Men Venus svarer: „Nej! vi har andet at gøre." Paa hendes vink fjærner de sig alle, og han er alene med gudinden, der nu paa en højst jordisk maade lindrer hans kval. Derpaa gaar de i bad i et bassin i haven under aaben himmel; den unge mand føler sig i høj grad vederkvæget derved, men han er skrupsulten og skjuler det ikke for Venus, der strax lader anrette et flot maaltid med alle slags fjerkræ og kager. Tre maaneder tilbragte ungersvenden hos Venus og blev i alle maader godt behandlet; „men", fortsætter han, „nu er jeg bleven lettet for mine penge af Venus og er i den forfatning, som I ser." Han slutter med en advarsel til de unge mennesker mod at følge sit exempel.
Hvad dette Venustempel har været for en anstalt, kan ikke være tvivlsomt. Det fine, velforsynede etablissement leder tanken hen paa en stor by, rimeligvis Paris. For øvrigt minder den unge skolars lange ophold hos Venus om Tannhauser i Venusbjærget; højst sandsynligt forekommer det mig, at dette sagn har indgivet den letsindige kleriker idéen til hans mythologiske omskrivninger.
Det sidst behandlede digt har ført os langt bort fra den skønne og følelsesfulde elskovspoesi. Det tilhører næppe den latinske middelalderdigtnings bedste tid, men viser sikre tegn til begyndende forraaelse, en forraaelse, som i løbet af de følgende aarhundreder breder sig over livet ved universiteterne og snart ogsaa gør sig gældende i riddernes, det gamle høviske selskab kredse, navnlig i Tyskland. En vemodig klage over det omsiggribende forfald synes vi at besidde i C. B. nr. 156 (sml. ovenfor s. 129) (Digteren ser i drømme Cupido i en ynkelig skikkelse og med begramsede vinger. Guden klager over, at hans magt er forbi. Elskovskunstei, som Ovid lærte, forvanskes og misbruges af de „moderne". Man drager trods mesterens forbud sløret bort fra Venus’ søde mysterier, man parres aabenlyst og praler med siæ erobringer, skønt det hele tit er løgn. Ingen tænker længere paa, at Venus’ søde løn skal vindes ved fortjenestes og ædle sæder; prostitutionen træder i elskovens sted). Men nedgangerrlod sig ikke standse, og klerikernes skønne elskovssange forstummede, da de ikke længere kunde drage næring af virkeligheden. De fastere organiserede universitetsforhold, livet paa kollegierne under større tvang og det 13. aarhundredes hele aand og retning var ikke gunstige for denne poesi. Større livskraft havde drikkeviserne (det grovkornede trives jo altid bedst), som man endnu længe vedblev at synge ved universiteterne; men en og anden foraars- og kærlighedsvise, ofte i forvansket eller banal form, kunde dog endnu mindes eller stundom digtes paa ny. En sen udløber af hele denne poesi er Morten Børups majvise (overs. s. 274 f.), der baade i form og indhold er middelalderlig. Han har rimeligvis lært studenterdigtningen at kende under sit studieophold i Køln.