Fr. Moth (1861–1930)

Ære fra verdens haand knækkes som spinkel vaand

Ære fra verdens haand knækkes som spinkel vaand;
                                          stakket er festen.
Aldrig at elske værd, tant kun er al dens færd,
                                          flygtig som blæsten.
Verdslig fryd brat gaar bort; hver, som den elsker, tort
                                          verden kun byder;
Ussel er al dens lyst, bringer kun sorg i bryst
                                          den, som den nyder.
Vaagner vi ej til gavns? skal da med alt sit snavs
                                          verden os huse,
Verden, som stormflods vand, fjender og ildens brand
                                          snarlig kan knuse?
Hjærter, som intet véd uden letfærdighed,
                                          hvi vil I ære
Det, som kun glæder kort, hvorfra vi kaldes bort
                                          kvaler at bære1?
Kød, ak en ild saa nær2! hvi har vi dig saa kær,
                                          rædsomme mare?
Kød fra en rose rød bliver til stank og død.
                                          Tvi! lad det fare!
Kød, hvidt som sneen skær, snart for vor lugt besvær,
                                          raaddenskab doven,
Nylig en blomst saa fin, derpaa som mask for svin,
                                          hvi er du hoven?
Kødeligt kød er du, fostret af støv! o gru:
                                          ormenes æde,
Menneskebarn i dag, snart under kistens tag;
                                          hvortil din glæde?
Hvortil dit overmod? Snart er kun skarn dit blod;
                                          døden dig henter;
Skarn er din mad i mund, skarn er hver glædens stund,
                                          skarnet dig venter.
Hvi vil du bade dig? Guldets pryd baader ej;
                                          hvad nytter maven3?
Er du end plejet kød, er du dog ikkun kød,
                                          raadner i graven.
Menneske først, saa jord, usle kød, hør mit ord:
                                          kisten dig vinker.
Hvor du kun lidt er værd, skønnes af ormes hær,
                                          liget, der stinker.
Mælkehvidt, rosenrødt kød, inden længe dødt,
                                          gødning for ager!
Blomsten snart falme vil, rosen ej være til,
                                          der nu saa fager
Blomstrer i ungdoms vaar, snart stedt i rædslers kaar,
                                          selv kun en rædsel,
Rædsel for kærest ven, rædsel for avindsmænd,
                                          alle til rædsel.

    Ovenstaaende gyselige munkeprodukt er en lille prøve paa Cluniacenseren Bernhard fra Morlas’ digt „Foragt for verden" (De contemptu mundi). Det er taget fra: Th. Wright: The Anglo-Latin satirical poets and epigrammatists, Vol. II, p. 30 f. Versene er i originalen hexametre med enderim og to midtrim; se ovenfor s. 121.

Vé over hver, der paa kvinder vil lide, mens tiderne rinder!
Knøse, der vidløst sløser med mønten og taabeligt døser,
I, der mod ulykken haster, i favnen paa skøger jer kaster,
Dumt jer i daarskab flotter og lige til skindet jer blotter,
Paa min formaning I høre! den kan til forbedring jer føre.
For deres smægtende kunster, saa falske som taager og dunster,
Daarer og vise sig vare! de dølger en frygtelig fare.
Visselig hver forliser, som tillid kvinderne viser.
Kunde som Maro’s4 runge, som Cicero’s klinge min tunge
Eller som Naso’s5 lyde, som Salomo’s visdommen flyde
Ud fra min mund, min ævne, vist næppe formaaed at nævne
Synder, der tallet fylder paa kvindernes listigheds mylder.
Kvinden til fals sig byder, kun kummer og møje hun yder;
Kvinden først Adam fristed til synd, saa lykken han misted;
Kvinden med ordene søde os lokker til skændsel og brøde.
Ond er hun, værdig at hade, saa let som de faldende blade;
Kun hun fortjener at lastes; af hvermand bør hun forkastes.
Kvinden fik Samson i lænker, hun Salomo daared ved rænker,
Ondt mod Elias hun øved6, hun Urias livet berøved;
Rede hun er til at svige, barnagtig og troløs tillige;
Tro hende, da vil du sørge; om raad bør du ej hende spørge.
Græder en kvinde, til visse med taarer til ondt vil hun hidse;
Hvad af Gud Herren skabtes, ved kvindens brøde fortabtes.

    Digtet er taget fra „Operette inedite o rare pubblicate dalla Libreria Dante in Firenze. Num. 4: Francesco Novati: Carmina Medii Ævi. 1883a, p. 21.

Ganske som feberen brænder, begæret kvinderne tænder;
    Ret som en luende brand higer en kvinde mod mand.7

    Mandstvang8 er hendes maal, skønt hun er hed som et baal.
„Ej vil af mand jeg vide," hun sværger i attraaens kvide;
    „Mænd kun volder mig gru,“ skønt hun har elskov i hu.
Før faar hjorten sin bolig i havet, med bølgen fortrolig,
    Før skal af fiskenes flok stige mod himlen en skok,
Før bliver oxer til løver, og lammet som ulven en røver,
    Alt hvad der flyver mod sky, søger i vandene ly,
Førend med haardhed lønner en kvinde de dristige bønner;
    Gør du tilbørligt kun dit, ej vil hun nægte dig sit.

    Originalen findes i Sitzungsber. der philos.-philol. und histor. Cl. der k. bayr. Akad. der Wiss. zu Munchen, Bd. III, 1873, s. 692. Det middelalderlige digt er en kynisk forraaelse af Ovids „Elskovskunst" (Ars amandi) I, 269—274, hvor digteren efter at have lagt sine læsere paa sinde, at alle kvinder kan vindes, fortsætter:

Før vil cikadernes sange om vaaren for evigt forstumme,
    Før paa Mænalas bjærg hunden for haren vil fly,
Førend en kvinde mod vennen er haard, naar han ømt hende beder.