Det er en meget almindelig udbredt forestilling, at middelalderens mennesker manglede sans for naturen, en opfattelse, der gærne deles af dem, der kun kender denne mærkelige tid gennem munkenes asketiske værker. Men allerede i Cambridgesangene fandt vi en ret levende naturfølelse, og for det 12. aarhundredes mennesker passer legenden om den for naturskønhed blinde middelalder absolut ikke. Deres naturfølelse var barnlig, simpel og umiddelbar; de forstod ikke som nutidens digtere at udmale og dissekere deres indtryk i alle mulige enkeltheder under anvendelse af alle sprogets mest raffinerede kunstmidler; men de raadede over en frisk og levende, stærk og varm kærlighed til naturen, og de fandt ofte skønne og rørende udtryk for deres følelse. Maaske har menneskene næppe til nogen anden tid hilst naturens opvaagnen efter vintersøvnen med større glæde, og deres sind havde en friskhed og modtagelighed, som i vore dage saa ofte savnes. Foraarstræthed synes for dem at have været et ukendt begreb. Da datidens midler til at frembringe kunstigt lys og varme var højst mangelfulde, havde vinteren ogsaa for menneskene været en hviletid; man sov langt mere i aarets mørke tid end i de lyse maaneder og raadede derfor, naar vaaren holdt sit indtog, over en opsamlet sum af friske kræfter. Og man havde længtes efter solskin og varme med en higen, som nutidens mennesker sjælden føler; selv paa adelens borge varmede kaminerne kun slet, og man var nødt til at beskytte sig mod kulden med tykke, forede klæder selv inden døre. Naar da endelig vaaren kom med grønne træer, blomster og fuglesang, var jubelen stor. Man tilbragte saa lang tid som muligt i det fri; ridderne og deres damer opslog ofte deres telte i skoven for flere dage, og medens mændene gik paa jagt, strejfede de unge piger rundt mellem de grønne træer, plukkede blomster, bandt kranse og samlede lægeurter; naar da mændene senere vendte tilbage med deres bytte, sluttede dagen med muntre selskabslege. Ogsaa for skolarer og klerikere blev stuerne for trange; de maatte ud i mark og skov, ofte alene for at smægte og sværme og drømme om den elskede, ej sjælden i flok og da helst med unge, smukke og muntre piger i følge. Med jublende fryd lod man blikket svæve ud over de grønne marker og blomstrende enge; med friske sanser nød man den sødt berusende foraarsluft, indaandede den yndige blomsterduft og lyttede til fuglenes glade kvidren i træernes kroner. De unge piger plukkede blomster, de muntre skolarer saa til og hjalp vel ogsaa med; der flettedes mangen en krans under spøg og latter, og glade foraars- og elskovssange lød, ganske vist ofte paa et sprog, hvis ord de unge piger næppe forstod, men hvis henrivende melodier nok alligevel fandt vej til deres hjærter. Den lille vingede gud var ivrigt paa spil, og der dreves sikkert megen munter elskovsleg. Blev solen for hed, søgte man ly under løvrige træer. Mod aftentid nød man den svale luftning og lyttede til nattergalens melodiske toner.
Saaledes kan man tænke sig baggrunden for mange af vore sange, især i Carmina Burana, der ubetinget indeholder de fineste og skønneste (se navnlig nr. 47, 52, 53; 54 og 55 (oversatte s. 245 og 222 f.), 98, 100 (oversat s. 247), 101, 102, 103 (oversat s. 248 f.), 105, 106 (oversat s. 252), 107, 108, 114, 118 (oversat s. 254 f.)). Naturskildringen danner, som allerede tidligere omtalt, sangenes indledning; kun sjælden er hele eller næsten hele digtet optaget deraf, og endnu sjældnere mangler den ganske. De midler, digterne raader over til at skildre og male, er ikke mange; en vis ensformighed kan denne stadig gentagne lovprisning af vaaren ikke frikendes for; men i de bedste sange er den saa elskværdig og følt og giver i sine faa og simple træk et saa henrivende lille billede, at man uvilkaarlig ønsker, at man kunne glæde sig over foraarets rige pragt og herlighed med samme barnlige umiddelbarhed som disse naive naturbørn. Skildringer af vide udsigter og skønne eller ejendommelige landskaber maa man ikke vente at finde i klerikernes poesi. Des større smag havde de for det idylliske, navnlig i én bestemt form, som ofte og med forkærlighed skildres i deres sange. Denne idyl bestaar af ganske faa, men med stor smag forenede træk: et løvrigt træ, der giver kvægende skygge mod den hede sommersol, blødt grønsvær, der skænker en behagelig hvile, en rislende kilde, der snor sig mellem græs og blomster, en sval og mild luftning og fuglesang fra træernes kroner1. Saaledes skal den henrivende plet helst være, hvor digteren hviler og sværmer og drømmer, eller hvor han sidder med sin hjærtenskær eller møder en skønjomfru, som han kan gantes med, eller hvor unge piger drøfter deres hjærteanliggender; et enkelt træk kan naturligvis mangle, men det er dog overalt væsentlig det samme billede (Mone nr. 17, 23 (oversat s. 266 f.), 32; Du Méril, p. 232; Ganymedes og Helena; C. B. nr. 37, 43, 52, 65 (Phyllis og Flora), 108, 119—121; W.: Mapes, p. 21). Lidt mythologi knyttes ofte til naturindledningen, men i reglen er den meget sparsomt anvendt; Venus og Cupido er de guder, der hyppigst nævnes. En gang imellem kaldes maanen Diana, og solen Phøbus; men det hænder ogsaa, at digteren vil have luft for sin lærdom og i stedet for „luften" siger Juppiter, i stedet for „jorden1 1 Rhea eller Cybele. Der er tilfælde, hvor dette mythologiske flitterstads og andet kunstleri aldeles kvæler naturstemningen, saaledes som det alt for ofte sker i Arundelsamlingen, langt sjældnere i Carmina Burana (f. ex. nr. 32 og 33). Den fineste naturstemning giver C. B. nr. 37, hvis forfatter Jakob Burckhardt, der for øvrigt med urette anser de digtende klerikere for Italienere, kalder „en fint iagttagende Sybarit, i hvis vers han finder „en genfødelse af den antike verdensanskuelse, der kun bliver saa meget mere synlig ved sin forbindelse med den middelalderlige rimform« (Renaissancens Kultur i Italien, overs. af Christine Mønster. 1903, s. 137). Det overmaade kunstfulde digt kunde fortjene en rytmisk oversættelse; her maa vi nøjes med en prosaisk: „
Naar Diana ved aftentid hæver sin klare fakkel og tænder den ved sin broders (o: solens) rosenrøde lys, og vestenvindens milde pust fjærner alle luftens skyer, da rører strængenes toner sindet og bevæger hjærtet, saa at det bæver og længes efter elskovs fryd. Aftenstjærnens klare straaler drysser den søvndyssende duggs søde draaber over de dødeliges slægt. — Hvor herlig en lægedom er dog ikke søvnen, som faar bekymringernes og smærtens storme til at lægge sig! Naar den lister sig ind ad øjnenes lukkede porte, kan den i fryd maale sig med elskovens sødme. — Søvnguden lader sjælen lytte til den sagte vind, der stryger hen over de modne kornmarker, bækkenes rislen over den rene sandbund og møllehjulenes omdrejninger, der faar øjnene til at lukke sig i søvnen. — Efter Venus’ blide favntag trættes hjærnen. Derfor omslører sære taager øjnene, der matte svømmer i øjenlaagenes baad. Ej! hvor sødt er det ikke at synke fra elskov hen i søvn, men dog endnu sødere atter at vaagne til elskov! ’ — Skønt er det at hvile under træets yndige løv, medens nattergalen vemodigt synger; endnu skønnere at favnes paa grønsværet med en dejlig pige. Naar de farverige blomsters duft fylder luften, og roser yder os et leje, indsuger vi med vellyst, trætte af Venus" leg, søvnens kvægende drik. — Ak, hvor vaklende og omskiftelig er ikke en elskendes stemning! Som et skib, der uden anker driver om paa havet, saaledes svajer Venus’ kriger urolig hid og did mellem haab og frygt"2.
Et nydeligt træk viser ogsaa C. B. nr. 41 (str. 2), hvor hvidtjørnen med sin straalende blomsterpragt minder om elskov, thi tornene stikker, medens blomsterne kvæger sjæl og øje. Naar digterne flere steder taler om oliventræer og pinier, kunde man tro sig hensat til sydligere egne. Dog har vi her rimeligvis kun at gøre med laan fra den antike poesi.
Mindre end med foraaret beskæftiger klerikerne sig med naturens hendøen, naar vinteren nærmer sig. Sker det, fortsættes der gærne med, at digterens hjærte trods aarstidens kulde brænder af elskov (Du Méril, p. 222 og 235 f.; C. B. nr. 42 (oversat s. 236 f.); Mone nr. 21; Arundelsamlingen nr. 6 og 8). De anvendte træk er ogsaa her faa og simple: Bladene falder, blomsterne dør, marken er gold og øde; de muntre fugle, der før sang saa smukt, forjages af kulden; stormen raser, og mørket ruger. Vinterens triste uhygge er ganske godt skildret af Marner (C. B. nr. 95), der desuden beklager, at al lejlighed til fornøjelig samtale med kvindekønnet nu er borte, og beder foraaret snart vende tilbage.
Middelalderens naturfølelse var ikke videre forskellig fra oldtidens, der dog i Alexandrinertiden og den romerske kejsertid begyndte at faa sans for det vide udsyn, den landskabelige skønhed. Truvererne og minnesangerne ser paa naturen næsten ganske paa samme maade som de latinske elskovsdigtere og kan som de finde ganske henrivende udtryk for vaarens skønhed3. Først i den tidlige renaissance begynder atter forstaaelsen af den landskabelige skønhed langsomt at trænge frem.