Myrten, som frostluft skyr, lad stolt mig om lokkerne slynge!
Ynglingen elskovsfuld læse mig tidlig og sent!
Avind voxer sig stærk blandt levende, svinder ved døden,
Naar efter retfærds lov hæder man yder enhver.
Derfor, naar brændt er mit legem paa baal, jeg ogsaa skal leve:
Hvad der er størst af mit selv, altid i mindet bestaar.
(Ovid: Amores I, 15, 37 ff.)
Saaledes sang engang Roms navnkundige elskovsdigter, og gennem aarhundreder, ja næsten to aartusinder fik han ret. Nu er hans herlige, melodiske vers lagt paa hylden; kun for faa er han andet end et tomt navn. Man ved vel om ham, at han var en højst letsindig og letfærdig herre, og de moralske filistre under ham gærne hans trisse exil i det fjærne, golde og øde Tomi. Ovid er ikke paa moden i disse banauseriets slidsomme og tunge, officielt højst moralske tider, og han havde til visse store mangler og fejl. Den kærlighed, han besynger, er ikke dyb og trofast, og de af ham docerede leveregler er ikke altid anbefalelsesværdige. Men han er som ingen anden af sine landsmænd gratiens og det lyse letsinds digter, og elskov skulde dog vel ikke være bare tung højtidelighed og psykologisk optrævlen. Og saa er han saa herligt fri for al blaserthed. I middelalderen læstes Ovid meget, og han har vel haft sin mission som modvægt mod munkeaskesens livsdræbende aand. Selv i klostrene (endog, som vi har set, i nonneklostre) studerede man ham flittigt, om end med en smule daarlig samvittighed og nogen forargelse, som man dog forholdsvis let blev herre over ved allegoriske fortolkninger, der især anvendtes paa Metamorphoserne (det store hexametriske digt om alle de mangfoldige forvandlinger, den antike mythologi vidste at fortælle om), medens „Arnores" (elskovsdigtene) egnede sig noget mindre til dette brug. Middelaldermenneskenes opfattelse af oldtiden var højst forunderlig; deres viden om den gamle historie var nærmest et kaos af forvirring, saa at selv de lærdeste mænd kunde begaa de groveste fejl, og de manglede enhver forudsætning for at forstaa oldtidens samfundsliv og kulturforhold. De gamle digtere var man mest tilbøjelig til at opfatte som vise og uhyre lærde filosoffer, en slags magistre eller doktorer, som man selv kendte dem fra klosterskoler og universiteter, der tronede højt paa et kateder (sml. ovenfor s. 115 f.) og meddelte en andægtigt lyttende tilhørerkres dybe visdomsord i det poetiske billedsprogs henrivende klædebon. Det var først og fremmest Vergil, der var genstand for denne opfattelse; men Ovid, den galante og letfærdige verdensmand, der gik paa jagt efter skønne damer i det kejserlige Roms buegange, var ikke saa grumme langt fra at opnaa en lignende hæderplads. Man høre f. ex., hvad en vagantdigter (C. B. nr. 156,s) mener om „Elskovskunstens“ tilblivelse: „Naso (—Publius Ovidius Naso var vor digters fulde navn —), der var ypperlig indviet i mine love (siger Cupido), unddrog sig verdens nydelser og regler og søgte at kalde menneskene tilbage fra vildfarelser; han lærte den, der kender sig selv, at elske med visdom." I dette digt er den letsindige og lidet moralske „Ars amandi“ blevet til et alvorligt værk om ædel og høvisk elskov, der ikke som nutidens plaprer frækt ud med Venus’ mysterier eller praler og blærer sig, et næsten samfundsreformerende arbejde, foretaget i ensomhed og under afsavn! I Boccaccio’s Filocolo studerer endog de 14-aarige børn Florio og Biancofiore efter deres lærers anvisning psaltret og Ovids bog om elskov. I „Elskovskonciliet" er Ovid, om end halvvejs for spøg, avanceret til doktor. En vagant taler endog om „pave Naso", her dog ganske bestemt med en skælm bag øret1. I allegorisk fortolkning havde middelalderen sin stærke side. Naturligvis var det først og fremmest Bibelen, der her maatte holde for, og man formaaede da ogsaa at faa fire betydninger ud af den: den bogstavelige, der ligger i selve fortællingen i og for sig, den i egentlig forstand allegoriske, der skjuler sig under fabelens klædebon, den moralske o: en moralregel, der kan uddrages af den meddelte fortælling, og den anagogiske o: „opadførende", der har retning mod det evige liv. Selv paa de hedenske digteres værker lod disse tydninger (i hvert fald de tre første) sig anvende med en god villie; øvelsen havde man jo fra „Højsangen", hvis glødende sanselige elskovsvers maatte gennemgaa alle fortolkningens mest udspekulerede torturer. At digterens værk kun skulde tjene skønheden og glæden, faldt ikke de lærde gejstlige fortolkere ind; saa vilde det jo blive fordømmelig hedensk verdslighed og, hæslig elskov"; fortolkningen gav det netop existensberettigelse. Naturligvis gav alligevel mangen læser allegorien en god dag og nøjedes med den bogstavelige fortolkning, og saaledes gik det vel hyppigst med Ovid. Det sang- og sagnrige 12. aarhundrede forstod i reglen meget godt at nyde ham, som han skulde og vilde nydes. Han er den af alle romerske digtere, som klerikerne har læst med størst kærlighed, og som de har optaget i deres eget kød og blod. Toner fra Ovids kærlighedsdigtning gaar gennem hele den verdslige vagantpoesi, skønt denne ingenlunde er en slavisk efterligning, men gennemgaaende tolker dybere og mere sjælfulde følelser end den gamle elskovens mester. Og ikke nok hermed: der findes rundt omkring i vagantlitteraturen, særlig naturligvis i kærlighedsdigtene, en stor mængde hentydninger til ganske bestemte steder i Ovids værker. Det fremgaar heraf, at Metamorphoserne, Elskovsdigtene og Elskovskunsten har været ganske overordentlig ivrigt læste. Derimod har jeg kun fundet én tydelig henvisning til „Elskovsmodgiften“ (Remedia amoris)2. Ovid var for middelalderens mennesker paa samme tid den uudtømmelige fablernes kilde og kærlighedens store mester. Den tyske munk Albrecht von Halberstadt oversatte endog ved aar 1210 Metamorphoserne paa middelhøjtyske vers, et mærkeligt og meget interessant poetisk arbejde, i hvilket den hoviske tids idealer saa vidt muligt er indførte og paa en barnlig, men hejst yndefuld maade forbundne med de gamle mythologiske sagn3„ Elskovskunsten* blev bearbejdet paa mange af Europas sprog, og for den gammelfranske litteratur blev Ovid en rig digtningens kilde. Af alle hans fabler synes,Tereus og Philomela* særlig at have fængslet de digtende klerikere; Philomela, som de ufravigelig kalder „philomena", er i deres sange nattergalen, hvis vemodige klager de ikke bliver trætte af at besynge.
Ovid var dog ikke den digter, der nød størst ry i middelalderen. Det var ubetinget Vergil, hvem man snart gjorde til en hemmelig kristen, snart til en mægtig troldmand, og om hvis uhyre, ganske bundløse lærdom man nærede de mest overdrevne forestillinger4. For vagantdigtningen har han dog spillet en langt ringere rolle end Ovid. At det især er de dele af Æneiden, der fortæller om Didos og Æneas’ kærlighed, fremfor alt 4. sang, der har interesseret klerikerne, vides fra andre kilder og bekræftes af deres digte. Carmina Burana (s. 56—60) indeholder tre kunstfulde og ganske smukke lyriske digte, der behandler dette overordentlig yndede æmne. Det første, der navnlig dvæler ved samtalen mellem Dido og hendes søster Anna, fortæller kort det berømte pars historie indtil elskovslejet i grotten. Det andet gennemgaar hovedpunkterne i Didos og Æneas* kærlighedshistorie og skildrer derpaa den forladte og svegne dronnings elskovssorg og død; medens Æneas hos Vergil er kold og frastødende og egentlig først ved mødet i underverdenen forsøger at tale nogle undskyldende og trøstende ord til den forraadte Didos skygge, er han i det middelalderlige digt omdannet til en romantisk følende elsker i den høviske tids aand. Han hører i Italien om dronningens død og mindes med dyb vemod hendes opofrende kærlighed og store dejlighed: „Hvor ofte betages jeg ikke ved mindet om dit straalende ansigt, din aandes sødme, dit rige haar og alle dine lemmers vidunderlige herlighed!" Han beklager, at han har adlydt gudernes bud, og ønsker hende bolig i Elysium, hvorfra hun ofte skal høre hans taksigelser. Det tredie digt indeholder Didos gribende dødsklage.
Juvenal hørte til de i middelalderen allermest yndede forfattere. Vagantdigtningen viser stor fortrolighed med ham, og det skyldes maaske noget denne mørke, pessimistiske Romers bitre og hensynsløst skarpe satirer, at de middelalderlige sæderevsere slaar saa voldsomt løs. For Juvenal er alt raaddenskab og fordærv; han kender ingen undtagelse. Paa samme maade finder middelalderens moralister vanskeligt noget lyspunkt, naar de bestiger indignationens Pegasus og svinger satirens svøbe. Men de rammer ogsaa hvast og sikkert som deres store mester, og deres vid er bittert og ætsende som hans. Han har sikkert paavirket dem mere end den jovialt ræsonnerende og lidt filisteragtigt docerende Horats. Ogsaa for Juvenals vedkommende kan en række ligefremme laan og reminiscenser paavises; særlig de uartige vers har fristet vore digtere7.
Skønt den græske litteratur var klerikerne en lukket bog, taler de ofte om Homer som en navnkundig digter, og de nævner hvert øjeblik Paris og Helena og enkelte andre skikkelser fra den homeriske sagnkres. Carm. Bur. indeholder, som vi ovenfor saa, endog to digte om Trojas skæbne9. Der sigtes ganske vist i den gamle romerske poesi hvert øjeblik til disse navnkundige sagn; men middelalderen kendte (foruden to meget yndede, men ganske apokryphe forfattere fra en sen tid: Dictys og Dares) dog ogsaa et kortere hexametrisk digt fra oldtiden af en ubekendt forfatter, „Den latinske Iliade" eller „Den latinske Homer", der paa et smukt sprog giver en rigtignok meget sammentrængt oversigt, der særlig dvæler ved kampscenerne. Det var meget yndet og fik betydning for ridderpoesien.
En bog, til hvilken der flere steder i vagantlitteraturen (særlig i „Phyllis og Flora")10 sigtes med en fortrolighed, der viser, at det var en gammel bekendt for alle, er Martianus Capella’s værk om „Mercurs bryllup med Philologien" fra det 5. aarh., der i middelalderen var meget benyttet som lærebog i de syv frie kunster. Mercur vælger paa Apollos raad en højlærd jomfru ved navn Philologia til brud; brylluppet staar i Juppiters himmel, og brudgommen medbringer som gave syv unge piger, der repræsenterer de syv frie kunster og nu i de følgende bøger hver udvikler sin videnskab.
En meget udbredt moralsk lærebog, hvortil der en enkelt gang sigtes i Carm. Bur.11, var „Catos dobbeltvers“ (Disticha Catonis) fra det 4. aarh., der giver en mængde særdeles sunde og gode leveregler. Man vidste, at Cato havde været en meget stræng og moralsk Romer, men havde ikke saa nøje rede paa, hvilken Cato (den ældre eller yngre) der mentes, skønt tiden ikke passer paa nogen af dem. Da den yngre imidlertid kendtes bedst fra Lucanus* digt, tænkte man i reglen paa ham. I de kække verdslige digte bliver Cato symbolet paa en strix gammel gnavpotte, der ser surt til de unges fornøjelser.
Naar vi hertil knytter de almindeligst kendte romerske prosaforfattere fra litteraturens blomstringstid (navnlig Cicero) og enkelte andre samt de fra Arabisk foretagne oversættelser af Aristoteles, der begyndte at trænge frem henimod aar 1200, har vi vel saa nogenlunde faaet en oversigt over klerikernes klassiske viden12. De forstod at anvende den godt og holdt den i reglen sondret fra deres anden store dannelseskilde, den latinske Bibeloversættelse og theologien. Begge har sit specielle omraade, og kun sjælden blandes de sammen13. Kristne forestillinger raader i de alvorlige (gejstlige) og satiriske digte, medens de verdslige viser næsten altid er uden spor af forbindelse med kristendommen. Her hersker de klassiske guder uindskrænket; Cupido er paa spil og sender sine pile, og Venus eller Dione byder med vælde over guder og mennesker. Undertiden er opfattelsen den, at Amor saarer og vækker elskovens attraa og lidelse, hvorefter hans moder Venus læger smærten ved at skænke elskovens fryd (Arundelhdskr. nr. 1 og 9)14. De optrædende personers navne er klassiske, hentede fra de gamle digtere. Paris betyder en helt, en ridder (Phyllis og Flora) eller nævnes som idealet af mandlig skønhed og uimodstaaelighed, medens en dejlig ung pige atter og atter sammenlignes med Helena (Tyndariden).
Som repæsentant for dyrisk fraadseri, ladhed og den groveste materialisme nævnes flere steder Epicurus. Den engelske prælat, af hvem der tegnedes et mere realistisk anskueligt end æstetisk tiltalende billede (s. 79 f. ovenfor), aad ved sine maaltider mere, end tre Epicurer kunde præstere. I „Phyllis og Flora" ved ridderens veninde intet værre at sige om klerikeren, end at han i et og alt er Epicurus’ lige. I et æde- og drikkedigt i Carm. Bur. (s. 72, nr. 186), som Schmeller har sat mellem de alvorlige stykker, skønt det med rette hører hen blandt de vildeste vagantproduktioner mod samlingens slutning, proklamerer forfatteren bugen som sin gud, idet han støtter sig til Epicurus’ ord: „En fuld vom er uden sorger"15.
Hvilken opfattelse af denne fine og milde græske filosof! Epikur havde forkyndt livsnydelsens evangelium; men han havde tillige strængt advaret mod enhver nydelse, der ikke senere kunde mindes med glæde. Han havde fremhævet de aandelige nydelsers værd fremfor de sanseliges; han vilde først og fremmest skaffe sine tilhængere sindets ro og lære dem at leve livet vist i indbyrdes venskab og kærlighed; han saa hulheden og tomheden i den hæsblæsende kamp om magt, ære og rigdom og priste det stille, fredelige liv borte fra verdens larm og kiv. Han anbefalede nøjsomhed og hævdede, at overflod og ødsel pragt aldeles ikke behøvedes for at finde lykken. Han samlede hovedsummen af sin livsvisdom i den simple sætning: „Nydelsen bestaar i ikke at føle legemlig smærte og ikke at nære sjælelig uro.a Men Epikur havde den skæbne, som let rammer de fine aander. Man forstod eller vilde ikke forstaa hans nydelsens evangelium; man løsrev hans sætninger fra deres sammenhæng og deklamerede med fede fraser og selvtilfreds forargelse over deres for al god moral nedbrydende tendenser. Det er navnlig Cicero, der har fortjenesten af at have bragt Epikur i vanry gennem lange aarhundreder. Denne store taler og statsmand, hvis grænseløse forfængelighed og lyst til at agere maatte gøre ham til den mest absolute modsætning til den stille græske filosof, har efter ævne sværtet og latterliggjort ham i de filosofiske skrifter, han forfattede som ældre mand, da han efter store skuffelser maatte trække sig tilbage fra det offentlige liv. Ciceros af senil moral gennemtrængte arbejder var ypperlig skikkede til at vinde den asketiske middelalders højeste bevaagenhed; men fandt hans tanker næsten kristelige og ærede og beundrede ham over alle grænser. Man kunde ganske vist hos Seneca have fundet en anden opfattelse af Epikur; thi denne fine og aandfulde forfatter har aabent blik for det ædle og skønne i den græske filosofs læresætninger, og skønt han i adskilligt tager afstand fra ham, tegner han dog et smukt og forstaaende billede af den ellers saa forkætrede nydelseslærer. Men Seneca læstes sikkert langt mindre end Cicero (hvis nedsættende omtale desuden støttedes af en spøgefuld ytring af Horats16, og ganske ukendt var den epikuræiske digter Lucretius, en af de herligste oldtidsforfattere, der paa vers af den mandigste, lødigste malmklang udvikler hele Epikurs verdensanskuelse og morallære og fejrer sin store mester med den ædleste begejstring.
Ogsaa i spørgsmaalet Epikur har det sin interesse at høre Johannes af Salisbury’s mening. Den hæver sig, som man kunde vente, noget over det almindelige niveau. 1 Policraticus (VII, 18) siger han med henblik paa Epikurs nydelseslære: „Han erklærer det liv for lyksaligt, der altid nyder saa stort behag, at der aldrig indtræder den mindste følelse af sorg og uro.“ Johannes anser definitionen for god, skønt denne lære ikke kan hidrøre fra den ædle Sokratiske kilde; men han indvender, at Epikur ikke har betænkt, at hoben og kødet nødvendigvis maatte faa den opfattelse, at lave sanselige nydelser, overdaadige maaltider, prægtige klæder osv. osv. var det egentlig attraaværdige. Slige ting kan imidlertid ikke faas uden anstrængelse (— det indsaa for resten Epikur meget godt, og derfor opponerede han imod den anskuelse, at lykken bestod i den slags ting —). Senere (VIII, 6) kommer Johannes tilbage til Epikur og omtaler ham med en vis agtelse: „Det synes at være en opfattelse, der kun kan hidrøre fra et sløvt sind, naar nydelsen defineres som ufuldkommen uden vellystens tilfredsstillelse. Det berettes, at Epicurus har haft denne mening. Men lad svinene i hans hjord (— sigter til Horats Ep. I, 4, 15 f.17 —) grynte saa stærkt de vil! jeg tror dog ikke, at nogen filosof har anerkendt en saa uren og saa fordærvelig sætning, endsige da Epicurus, der var saa stor, at han har stiftet en særegen skole blandt filosofferne. Efter Senecas vidnesbyrd har han fremsat mange ypperlige tanker, der hist og her kan findes hos de filosofiske skribenter.« (Hertil kan siges, at Epikur absolut ingen forstaaelse vilde have haft for den kønslige askeses „renhed«, skønhed og fortræffelighed; dertil ragede hans kultur altfor himmelhøjt op over den middelalderlige kirkes. At middelalderens moralister strax, naar der er tale om nydelse, slaar ned her som høgen paa haren, viser for øvrigt, hvor langt de var fra den Epikuræiske sjælens og legemets lyksalighed).
Vi ser, at Johannes ringeagter Epikuræerne, men at han af Seneca har lært en vis respekt for Epikur selv. Hans opfattelse, hvor liden forstaaelse den end i virkeligheden vidner om, slog dog ikke igennem. Epikur stod i hele middelalderen paa det sorte bræt. I det 14. aarhundredes Italien betyder en Epikuræer en fritænker eller atheist, hvilket er noget mere rimeligt end at gøre den gamle filosof til fraadsernes skytspatron; han havde jo netop lært, at guderne vel var til, men ikke bekymrede sig om verdens forhold.
Skønt digterne behandler Latinen som deres andet modersmaal, mærker man dog af og til, at sproget oprindelig er lært i en skolestue. Det træder især frem i de satiriske digte, hvor komparationer, grammatisk leg med de forskellige kasus og køn og snurrige ordforklaringer meget ofte anvendes i den komiske virknings tjeneste18. Det s. 176 ff. oversatte digt „Imod lasten skal min røst« og „Grammatikens regel god« (oversat s. 187ff.) viser flere karakteristiske exempler. I en hymne til den hellige Katharina (C. B. p. 111) opfordrer kejseren helgeninden til at ofre til guderne; men hun svarer højst indigneret: „Maxentius, hvad siger du dog, dit bæst? Den sande gud kan umulig deklineres i flertal19«. Man maa ofte beundre klerikernes færdighed i dristige orddannelser og flotte brandere20; de havde virkelig tilegnet sig det fremmede sprog; det laa dem let paa læberne; det var blevet en smidig organisme, den uden vanskelighed gav tanken udtryk.