Det mest værdifulde og det righoldigste af alle haandskrifter, der indeholder vagantdigte, er de allerede mange gange omtalte Carmina Burana o: „sange fra Beuern" eller Benediktbeuern, et berømt abbedi i Bayern, hvorfra dette haandskrift tilligemed hele klosterbibliotheket blev ført til Munchen i aaret 1803. Det er indbundet i et smukt læderbind, hvilket efter Meyers mening er besørget af Docen, en embedsmand ved Munchenerbibliotheket, der interesserede sig stærkt for „erotica" og med rette var henrykt over denne guldgrube (Schatzgrube), hvoraf han meddelte de første prøver 1806 og 1807. Hele samlingen blev udgivet i aaret 1847 af Schméller: Carmina Burana (Dritte unveranderte Auflage. Breslau 1894). Haandskriftet er i tidligere tider blevet meget mishandlet, blade er udrevne og forsvundne, endelig er adskillige bievne anbragte paa forkert plads ved indbindingen, og nogle er glemte. Saaledes fandt Meyer for flere aar siden paa hof- og statsbiblioteket i Munchen syv pergamentblade, der, som han snart saa, tilhørte Carmina-Buranahaandskriftet. Han udgav dem særskilt 1901 tilligemed en mægtig, uhyre lærd afhandling1.
Digtene er i det hele taget ordnede sagligt i alvorlige og muntre. Blandt de alvorlige udskiller sig tydeligt hen imod slutningen digte mod gejstligheden (nr. 12—21) og derefter korstogssangene (nr. 22—29). De muntre besynger for største delen kærligheden (nr. 31—169); de øvrige sange priser vinen (nr. 173—182), skak- og især tærningespillet (nr. 183—189), endelig værtshus- og vagantlivet (nr. 190— 199). Til sidst følger de dramatiske digte (nr. 202 og 203), der er alvorlige af indhold, muntre af form (da de er vagantpoesien uvedkommende, er der intet hensyn taget til dem i denne afhandling). Schmeller har flyttet dem hen blandt de alvorlige digte. Nr. 152—153 (kunstfulde disticha om Trojas fald og Æneas’ skæbne) hører oprindelig slet ikke til samlingen; de er senere indførte paa et indskudt dobbeltblad efter tre kunstfulde lyriske digte om Didos elskovskval. Schmeller flyttede uden gyldig grund hele dette parti hen blandt de alvorlige (gejstlige eller religiøse) sange, hvor det absolut ikke er paa sin plads. Her har han ogsaa anbragt nr. 91, 194, 197—199, der egentlig heller ikke hører herhen, men derimod blandt vaganternes tiggerdigte. Det mest paafaldende er dog, at han har flyttet Archipoetas skriftemaal (nr. 172) bort fra vinsangene og hen blandt de alvorlige digte (!), hvorved han rimeligvis, siger Meyer, har lokket litteraturhistorikeren Scherer „til den flistrøse sætning: Ærkedigteren mener det alvorligt med sit skriftemaal“(!). Flere sider og blade har oprindelig været tomme og er senere bievne udfyldte med indsatte digte. Hist og her er haandskriftet smykket med naive og ganske smukke miniaturer (lykkens hjul; træer med blomster, fugle og vilde dyr; en ung mand, der rækker en ung pige en blomst; scener af Æneas’ og Didos historie; fire værtshus- og spillescener).
Et digt (nr. 87), der beklager Philip af Schwabens mord (1208), er skrevet- med samme haand som største delen af samlingen. Nitharts strofe (nr. 130 a) formodes at stamme fra tiden mellem 1217 og 1219. Marners digte er indførte senere paa tomme pladser. Deraf kan man med temmelig stor sandsynlighed slutte, at haandskriftet er sammenskrevet c. 1225. Carm. Bur. er ikke en bog, i hvilken en eller flere samlere lejlighedsvis har indført et eller flere digte, men en renskrift, som forskellige afskrivere har maattet udføre, idet de afløste hverandre. Der er derfor stor forskel paa de forskellige „hænder". Samlingen indeholder ogsaa middelhøjtyske smaastykker, deriblandt enkelte strofer af kendte digtere.
Overleveringen af Carm. Bur. er slet; afskriverne har ikke altid forstaaet, hvad de skrev, og der er derfor indløbet en mængde fejl. Schmellers text er utilfredsstillende, og Meyer erklærer med fuld ret, at der i høj grad tiltrænges en ny udgave. Ved rettelser efter mangfoldige afhandlinger og særudgaver og ved egne formodninger er det lykkedes mig at faa en nogenlunde læselig text ud af mit private exemplar; men der er gaader nok tilbage, og enkelte digte er i den foreliggende skikkelse aldeles uforstaaelige.
Et klosterhaandskrift, der nu opbevares paa stadbibliotheket i St. Omer i det nordligste hjørne af Frankrig, indeholder adskillige vagantviser, der er nedskrevne i det 13. aarh. til forskellige tider. Af dem har Mone udgivet 33 dels alvorlige, dels verdslige digte i Anzeiger fiir Kunde der teutschen Vorzeit, Vil, 1838, sp. 101 ff. og 287 ff. Mange af dem er elskovsdigte, der dog staar tilbage for Carm. Bur/s i skønhed. I England blev den tidligste og fuldstændigste samling foretaget ca. 1260 af en tilhænger af Simon af Montfort. Den foreligger i Harleian-haandskriftet nr. 978. Dels herefter, dels efter andre kilder har Thomas Wright foretaget sin store og fortjenstfulde udgave af „The latin poems commonly attributed to Walter Mapes“. London 1841. Foruden haandskrifter benyttede han som kilde en samling Goliarddigte, der blev udgivne af Flacius Illyricus 1557; adskillige synes kun at være bevarede i denne trykte text. Flacius var en ivrig protestant og bitter fjende af Rom og blev naturligvis henrykt over i de gamle satiriske digte at finde de samme tanker, som han selv nærede. De af Wright udgivne digte er næsten alle alvorlige eller satiriske; med undtagelse af „Phyllis og Florart, der er optaget efter Harleian-haandskriftet, findes ikke et eneste elskovsdigt iblandt dem. At Map højst kan have forfattet et par af digtene i denne samling, er allerede bemærket (se s. 92) og fremhæves udtrykkelig af udgiveren.
Wright var en flittig mand; han skal have besiddet stor færdighed i at tyde gamle haandskrifter, og han har gjort sig overordentlig fortjent ved sine talrige udgaver af middelalderlig litteratur. Men som kritiker staar han ikke højt; han synes meget ofte at have været komplet ligegyldig for meningen, og det er mange steder aldeles tydeligt, at han ikke har forstaaet et muk af, hvad han lod trykke i sin text. At versenes rytmik ofte er ganske forkludret ved indskudte overflødige ord eller omstilling af ordene, er ikke det værste; her kan en lille nem forandring i reglen let bringe orden til veje. Alle Wrights latinske texter maa læses med aarvaagen kritik, og hvert øjeblik maa man selv foretage rettelser for at faa meningen frem; undertiden er dette saa let, at man undres højlig over udgiverens mangel paa den simpleste sunde sans, andre steder er arbejdet sværere eller næsten umuligt. Af og til kommer Wright læseren til hjælp ved under texten at angive andre læsemaader; thi her viser det sig ofte, at den af udgiveren forkastede læsning giver den eneste rimelige mening.
Arundel-haandskriftet nr. 384 i British Museum indeholder en samling vagantdigte, der ifølge Meyer er foretaget c. 1250. Af dem udgav Wright først ni kærlighedsdigte i „Early Mysteries“. 1838; et tiende, en drikkevise, er taget fra et andet hdskr. Endelig foretog W. Meyer en mønsterværdig udgave af hele samlingen: „Die Arundel Sammlung mittellateinischer Lieder“. Berlin 1908 (Abhandlungen der kgl. Gesellsch. der Wiss. zu Gottingen. Philol.-hist. Kl. N. F. Bd. XI). Ogsaa denne samling følger en bestemt plan. Meyer mener, at de sidste tre digte, af hvilke nr. 26 er rettet mod pavehoffet i Avignon, er tilføjede senere. Nr. 1— 16 er elskovssange, hvoraf fire ogsaa findes i Carm. Bur., men med en ringere text.
Endelig har Du Méril udgivet flere kærligheds- og drikkeviser i „Poésiespopulaires latines du moyen age“. Paris 1847, p. 204 ff.
De anførte værker er de vigtigste kilder til vagantlitteraturen. Mange digte findes dog ikke her, men maa opsøges rundt omkring i forskellige videnskabelige tidsskrifter. Det maa udtrykkelig bemærkes, at et haandskrifts nationalitet ikke behøver at falde sammen med de deri repræsenterede digteres; sproget var jo internationalt, og sangene vandrede med vaganterne fra land til land.