Middelalderen sondrede mellem „vers" (versus), o: metriske digte paa de gamle, fra oldtiden arvede versemaal, og „rytmer" (modi, moduli, rhythmi) o: rimede vers. De første overholder reglerne for kvantitet o: stavelsernes længde og korthed, medens de sidste kun tager hensyn til ordenes betoning eller akcent. Et lille exempel kan anskueliggøre forskellen. Ordet „facies" (ansigt) har saaledes akcent paa første stavelse, medens kun den sidste er lang; i et metrisk digt faar det altsaa stavelseværdierne — —. Middelalderen gjorde derimod i almindelig udtale den akcentbærende stavelse lang og de to sidste korte, saa at stavelseværdierne i et rytmisk digt maa blive — — Med andre ord: man behandlede i den rytmiske poesi, hvortil saa at sige al vagantdigtning hører, Latinen som et levende sprog og digtede paa det efter den udtale, man var vant til at bruge i det daglige samkvem; man havde lært sproget fra den tidlige barndom af, og for de videnskabeligt dannede var det blevet næsten som et andet modersmaal. At det imidlertid i denne skikkelse fjærnede sig adskilligt fra det gamle Romersprog ikke blot i udtale, men ogsaa i ordvalg, former og bygning, er næsten en selvfølge.
En mellemting mellem vers og rytmer danner de rimede hexametre, de saakaldte leoninske vers, i hvilke de ved mandlig cæsur adskilte halvvers bindes sammen ved klingende rim, f. ex.:
Roma, tenes morem nondum satiata priorem.
Her rimer „morem“ og „priorem“, men paa den ejendommelige maade, at betoningen er forskellig; læses verset rigtigt, faar sidste stavelse i „morem“ stærk, men i „priorem“ svag betoning. Der er imidlertid intet til hinder for at læse:
Róma, tenes mórem nondúm satiáta priórem.
Saaledes har man maaske ofte gjort; men derved forandres rigtignok versets antike karakter helt. I oversættelserne lod rim med skiftende betoning sig umulig gengive. For at bevare hexametrets karakter har jeg da valgt kvindelig i stedet for mandlig cæsur, hvorved det danske rim fik en ganske naturlig anvendelse:
Roma, som aldrig mættes ved arvede regler ej trættes.
Latinske vers af denne art forekommer; men de er overordentlig sjældne.
En anden yndet poetisk prydelse var at binde to eller flere vers sammen ved slutningsrim og da lade midtrimet fare eller at anvende begge former af rim paa samme tid; ja endnu langt flere finesser kan forekomme. Det største kunststykke præsterede vistnok Bernhard fra Morlas (se ovenfor s. 12), af hvem en prøve er oversat s. 163 f. I c. 3000 hexametre anvender han to midtrim i hvert vers og forbinder versene to og to ved udlydende rim. Hans hexametre har følgende form:
Orbis honor brevis est, atomus levis* et breve1 festum.
Her kunde versets hexametriske karakter ikke fuldt bevares i oversættelsen:
Ære fra verdens haand knækkes som spinkel vaand; stakket er festen.
I reglen ynder digterne at vexle med de forskellige former, som de s. 203 f. og 211 oversatte prøver viser. Det fineste kunstværk i den retning turde være „Digtet om Theophilus" (en from mand, der lod sig friste til at slutte en pagt med Djævelen, men angrede sin synd og frelstes af den hellige jomfru) af Tyskeren Radewin, den fortrinlige historieskriver, der fortsatte Otto af Freisings værk om Frederik Barbarossa til 1160. I den omtalte versificerede legende lader han med stor smag rimfri klassiske hexametre vexle med leoninske vers og talrige andre former af rimede hexametre1.
I pentametret rimer ofte de betonede stavelser i versets midte og slutning, hvilket allerede forekommer hyppigt hos de gamle; men ikke sjælden gaar man endnu videre og forbinder begge halvvers ved iambiske rim.
Midt i aarets blomstertid med sin luft den rene
Fire af disse vers forenes til den saakaldte vagantstrofe, i hvilken næsten altid samme rim føres gennem alle fire linier3. I oversættelserne er dette kun rent undtagelsesvis efterlignet; her rimer versene næsten altid to og to, da samme udlydende rim i hver af strofens linier vilde volde overordentlig store vanskeligheder og desuden nødvendiggøre større friheder, end ønskeligt var. De latinske digtere har her en stor fordel ved den mangfoldighed af rim, som sproget i sin middelalderlige skikkelse frembyder. Den poetiske pryd kan forøges ved ogsaa at forsyne versene med midtrim (se det s. 213 f. oversatte digt). Undertiden ombyttes vagantstrofens sidste linie med et hexameter eller pentameter, der gærne er taget fra en af de gamle digtere.
Foruden vagantstrofen anvender de lyriske digtere mange andre strofeformer, som oversættelserne forsøger at give en forestilling om. Ogsaa her har det ofte været nødvendigt at lade rimet forbinde to linier i stedet for fire som i originalen; men for øvrigt er dennes rytmik næsten altid fuldkommen overholdt. Stroferne kan en sjælden gang være tredelte som i den provencalske, nordfranske og middelhøjtyske digtning (sml. ovenfor s. 25); men dette er dog undtagelser. Ret hyppigt bestaar et digt af forskelligt byggede strofer; denne form stammer fra den gejstlige sekvens og gaar igen i den middelhøjtyske „Leichw. Et exempel frembyder det s. 236 f. oversatte digt. Klerikernes rimkunst er ofte beundringsværdig; saaledes gaar i C. B. nr. 98 samme rim gennem et helt digt paa 20 linier. I et engelsk vagantdigt (oversat s. 209 f.) gaar endog ét eneste rim gennem hele 26 linier. I et „vinterdigt“ af Marner (C. B. nr. 95) paa fem syvliniede strofer rimer alle versene i 1. strofe paa —a, i 2. paa —e, i 3. paa —i, i 4. paa —o og i 5. paa —u, overhovedet alle Middelalderlatinens vokaler4. Dette digt er for resten en efterligning af Walther von der Vogelweides „vokalspil", som det ogsaa minder om, hvad indholdet angaar.