Et af de misbrug, der særlig vækker Nigellus’ harme, og som han med al satirens kraft gennemhegler baade paa vers og prosa (p. 106 f. og 152 ff.), er gejstlige værdigheders overdragelse til smaabørn, der endnu ligger i vuggen og græder. Ingen hader sit eget kød og blod, siger han, og derfor sørger prælaterne ofte for at skaffe deres egne eller deres nærmestes børn archidiakonater og andre præbender, medens de endnu er ganske spæde. „Endnu hænger den lille dreng ved brystet, og allerede beklæder han en ledende stilling i kirken. Han modtager magten til at løse og binde, — inden han talens brug kan vinde; — han faar kirkens nøgler, — inden han kan føre forstandens og indsigtens tøjler — . . . Hvad godt vil han vel kunne virke i kirkens raad, — der for et eneste æbles skyld hurtigere bringes til smil eller graad, — end hvis man berøvede eller skænkede ham tre eller fire kirker?" Imidlertid voxer børnene til og sendes, naar alderen tillader det, til Paris for at studere. Studiet drives dog ikke alt for kraftigt; for at de unge mennesker ikke skal blive overanstrængte, faar de lov til at adsprede sig med tærningespil og andre fornøjelser, for at de ikke skal anses for vanbyrdige, dersom de ikke er fortrolige med den slags ting. Deres lærere og ledere ser gennem fingre med dem i enhver henseende af hensyn til deres fornemme herkomst; de giver dem alt, hvad de beder om, og kaster et slør over alle deres forvildelser. „Efter at de lige ved tærskelen har hilst paa grammatiken eller logiken, vender de hjem og tilbringer resten af deres tid med fuglefangst og jagt, og gid de lod sig nøje med disse beskæftigelser og ikke begik alt det øvrige, som man ikke bør tale om, led for led!"
Nigellus skrev i slutningen af det 12. aarh. og havde forholdene i England for øje; men der er sikkert intet til hinder for at antage, at sagen har stillet sig paa en lignende maade i Frankrig og Tyskland allerede i vagantdigtningens blomstringstid i aarhundredets første halvdel. Det er uden tvivl den slags unge, velstillede og livsglade klerikere og ingenlunde de fattige og forhutlede farende skolarer, hvem digte som „Elskovskonciliet“ (oversat s. 215 ff.) og „Phyllis og Flora“ (oversat s. 223 ff.) og vistnok adskillige af de egentlige elskovsviser maa tillægges. Paa Nigellus’ tid var de klassiske studier i tilbagegang, og studenterlivet stærkt forraaet; højst sandsynligt er det derfor, at hans unge klerikere har tilbragt deres meste tid i Paris med spille- og svirelag og givet studierne en god dag. Anderledes var det sikkert ved aarhundredets begyndelse; dengang læstes de gamle romerske digtere ivrigt, og de fornemme og rige unge klerikere satte deres ære i at besidde klassisk dannelse og skrive elegante rytmiske vers. Intet under, at en saadan ung mand, der havde nok af livets goder til at tilfredsstille sin hede ungdomslyst, og som tillige sad inde med al den litterære viden, som datiden kunde bibringe en studerende yngling, følte sig stolt af at tilhøre den rige og mægtige gejstlighed, lægverdenens højt ophøjede aandelige leder, dannelsens og videnskabens repræsentant overfor den uvidende, kun for kamp og krig levende ridderstand. Kirkens asketiske krav bekymrede ham ikke; dem kunde man altid tænke paa, naar man blev gammel og svag (C. B. nr. 102,s siger digteren ligefrem: „Naar alderdommens triste tid kommer, lad saa den sørge over, hvad jeg har gjort! Det kan være straffen, der venter mig“); endnu var man i sin friske blomstrende ungdom og vilde smage elskovens sødme og plukke glædens roser; det skulde gaa mærkeligt til, om døden ikke ventede, til man blev gammel og havde gjort bod. Ridderstandens blomstringstid var endnu ikke kommen; dens medlemmer var sikkert ofte raa og ubehøvlede, og det turde have sin rigtighed, at de ikke var diskrete i elskovssager. Det roser derimod klerikeren sig af at være; han røber ikke sin elskerinde og bliver heri en forløber for den høviske tid, hvis fint udviklede æresbegreber netop strængt forbød ridderen at nævne sin dames navn. At krigerstandens mænd desuden ofte var temmelig fattige, som „Phyllis og Flora’“s digter paastaar, og allerede af den grund mindre skikkede til galante eventyr end de unge, flotte gejstlige levemænd, er der heller ingen anledning til at drage i tvivl, og det bekræftes af de prægtige gammelfranske fabliaux. Fra den senere høviske tid ved man, at ridderen kun turde sende sin hjærtenskær smaaforæringer, men godt kunde modtage kostbare gaver af hende; ja mange skal endog udelukkende have levet af det, deres elskede sendte dem. Af alt dette drog den unge rige kleriker den logiske slutning, at de unge smukke kvinder var hans domæne, saaledes som en middelhøjtysk digter senere lader præsterne sige: „Al leg med skønne kvinder — Er klærkes sag alene. — Vor ret os ej formene — I lægmænd tør. Skrup af!"1 „
Elskovskonciliet" er utvivlsomt forfattet af en fransk kleriker. Det er mærkeligt ved sin forunderlige rytmik og synes at være ældre end de fleste andre af klerikernes sange. Naturligvis kan et saadant koncilium aldrig være holdt i virkeligheden; men idéen er original, og udførelsen ypperlig. Det pure, bare opspind er sagen vel nu heller ikke. Elskovsforhold mellem klerikere og nonner har næppe været saa sjældne endda, og her var tavshed unægtelig i høj grad paa sin plads. Vi har allerede tidligere fundet vidnesbyrd om slige forbindelser i det 11. aarh. Et haandskrift fra det 12. aarh. indeholder et digt paa leoninske hexametre2 af en kleriker, der supplerer og paa en maade kommenterer „Elskovskonciliet". Digteren henvender sig til nogle nonner, der synes at nære betænkeligheder ved at læse Ovids Metamorphoser paa grund afdet stærkt erotiske indhold. Dette indrømmer vor kleriker; digterne, siger han, taler meget om elskov og meddeler slemme ting om guderne. Men disse kunde dog i virkeligheden ikke være saadanne syndere, og man maa forklare sagen mystisk. Heraf gør han strax en overraskende og højst letfærdig anvendelse. Naar næmlig, siger han, selv guderne bukker under for elskov, hvorledes kan man da tage menneskene det ilde op? Fabelen betegner abbedisserne og nonnerne som gudinder, klerikerne som guder, og naar de træder i forhold til hverandre, faar man gudeægteskaber; elsker derimod en nonne en ridder, eller klerikeren en læg kvinde, saa forestiller dette Juppiters og de andre guders elskovshandler: Selv I jo drages til minde, hvor ofte den indvortes fjende Indbrud har vovet at gøre og sprængt eders vindver og døre; Husk, hvor ofte det hænded, at kyskhedsløftet han skænded! Naar eder Venus brænder og higen i lemmerne tænder, Ingen jeg tror, hun griber, som ej til sin inderste fiber Pines af attraas flamme, som gør hendes løfte til skamme. Altsaa, naar os med eder til samfund elskoven leder, Gudernes pagt det betyder, naar ægteskabs love de lyder. Naar, som det stundom hænder, personer af fremmede stænder Frister, og ridderen eder, men os til elskov forleder En af de læges piger, fra himlen Juppiter stiger, Mænd med gudinder, og kvinder med guderne her sig forbinder.
Men ligesom Juppiter hyppig steg ned fra sin himmel for at favne jordens skønne døtre, saaledes glemte klerikerne ej sjælden deres olympiske højhed for at udspænde elskovs jægergarn efter unge læge dejligheder. Phyllis og Flora er ikke nonner, men fine og fornemme unge damer, hvis skønhed og elskværdighed digteren har skildret med forelsket blik, medens han tillige med fint skælmeri morer sig over deres forgæves forsøg paa at synes dydsirede og utilnærmelige og den derpaa følgende hidsige ordstrid, i hvilken de med ægte kvindelig ivrighed tager saare lidet hensyn til hinandens følelser. „Phyllis og Flora" hører til vagantdigtningens allerbedste frembringelser og hævder en smuk plads i den middelalderlige litteratur overhovedet. Det 12. aarhundredes livslyst, dets elskværdige og barnlige glæde ved skønne, smagfulde dragter, smukke damer og smukke heste, foraarsluft, blomster og fuglesang, musik og dans træder lyslevende frem fra dets letflydende og elegant byggede strofer. Forfatteren anses vist med rette for at have været fransk3.
Digtet gjorde stor lykke og maa have været meget udbredt. Man kender to gammelfranske digte, der behandler samme æmne, uden at dog noget af dem kan betragtes som en oversættelse af det latinske, og begge staar under det i poetisk værd. Nærmest „Phyllis og Flora" staar det ufuldstændige digt „Om Hueline og Eglantine«, der maaske kan være en fri bearbejdelse af det latinske digt. Hueline priser sin helt, ridderens tapperhed og sejre i turneringerne og nedsætter den kronragede klærk, der ikke duer til andet end synge i kirkens kor; hans største glæde er begravelser, der giver ham indtægter i form af sjælemesser og midler til at tilfredsstille sin kærestes behov. Eglantine svarer med en drastisk skildring af ridderens usle kaar: „For slig en elskov I jer priser, Ved hvilken æren I forliser. M in ven er fuld af høviskhed, Og hver en elskovslov han véd; Men tiggerfattig eders ven Med panter gaar til kroen hen, Og naar han til turnering drager, Den bitre nød saa haardt ham plager, At pengelaan han søge maa, Ved hvilket han kan udstyr faa. Hans ord forkastes som garant; Nej, først man have maa hans pant, Og har han intet mer at sætte, Saa maa til jer han gangen rette Og laane pels, et slag, en kappe. Han faar det, da saa pænt han be’r; I véd, I ser det aldrig mer. Nu til turnering hen han drager, Og pengene han med sig tager. Saa længe de kan vare ved, Har han for tørst og hunger fred. Hvad saa, naar intet er til rest? Da maa han sælge strax sin hest.4 Faar denne han betalt lidt godt, Sit udstyr faar han nok saa flot. Men eders panter ude staar; Løs selv dem ind, hvis lyst I faar! Og vil I ej, da vær saa vakker At vente, til for laan han takker! Ja vent I kun, til sligt I hører! Men før man jer til graven fører. Er hesten spist til sidste klump Og af hans rustning hver en stump, Til torvet vandrer hjælmen snart; Han op den spiser i en fart, Thi lidet den ham bringer ind. Han sælger (vist med sorg i sind) Til slagteren sin klinge tro For hælvten af en saltet so. Af vin han har ej mindste maal, Af havre ikke fuld en skaal. Min frøken, nu maa tømmen gaa, Og saa han sadlen sælge maa; Hans fodtøj gaar til mad og drikke, Thi anden udvej har han ikke. Nu har paa pant han alt sat ud Og spist det snart til sidste klud; Den næste dag han aner ej, Hvordan han frokost skaffer sig. I maa, om muligt, hjælpe ham: At svigte manden var en skam. Men slig en nød han ofte faar, Vel hundred gange i et aar“.
Efter denne skildring, der i ikke ringe grad bærer sandsynlighedens præg og ogsaa støttes af andre vidnesbyrd (f. ex. Garin’s uartige fabliau: „Li chevaliers qui faisoit parler les c. . . et les c. . .“ hos Montaiglon, T. VI, p. 73 ff.) priser Eglantine sin egen klærks flothed: „Alt dette kender jeg intet til, og derfor er jeg klærkens veninde. Jeg sætter mig i min stol; foran mig staar min kammerpige og fortæller mig, at min ven vil købe mig en graaværks pels, en kappe eller en overkjole til en værdi af hundrede pund sterling, og det maa I vide, at hver nat sover han hos mig i min seng. Det er, skulde jeg mene, høviskhed at sikre os mod lave og usle kaar.“ Hueline svarer med at appellere til en højere instans, og forslaget modtages. Da tiden kommer, rider de to unge damer af sted, Eglantine paa et prægtig udstyret muldyr, Hueline paa en damehest. I en skov møder de to høviske ungersvende, der galant viser damerne vej til elskovsgudens borg, hvis pragt skildres yderst fantastisk, men med ringe anskuelighed. Damerne stiger af, og her ender digtet.
Mere afvigende er det andet gammelfranske digt „Om Florance og Blancheflor“. De to unge damers dragt er virket af feer og sammensat af blomster. Deres samtale minder om de andre digte, men er mere farveløs. De rider paa to hvide, fantastisk udstyrede gangere til Amors palads, der ligesom i forrige digt er opført af blomster og andre mærkelige stoffer. To fugle modtager damerne og fører dem til elskovs gud, der strax rejser sig fra sit leje og hilser høvisk paa sine gæster. Da han erfarer deres ærinde, sammenkalder han alle sine baroner og opfordrer dem til at dømme i sagen. Baronerne, der alle er fugle, hævder dels riddernes, dels klærkenes forrang som elskere, indtil nattergalen og papegøjen overrækker kongen (o: Amor) deres handsker som pant paa, at de vil kæmpe paa liv og død for at afgøre sagen, den første paa klærkens, den sidste paa ridderens vegne. De to tapre krigere ifører sig deres af blomster sammensatte rustninger og griber hver et sværd af roser. Efter en hidsig kamp bliver papegøjen kastet til jorden. Den rækker nattergalen sit sværd som tegn paa, at den er overvunden, og indrømmer, at klærken kender høviskhedens love bedre end ridderen og er langt mere værdig end han eller nogen anden til at have en veninde. Da Florance hører disse ord, jamrer og græder hun højt og paakalder døden. Hun daaner tre gange i træk og dør den fjerde gang. Fuglene steder hende til jorden, kaster blomster paa graven og sætter paa den en sten med følgende indskrift: „Her ligger Florance begravet, hun, der var ridderens veninde." — Jeg formoder, at det sidste digt er det ældste af de to franske, og at senere „Hueline og Eglantine“’s digter, der kendte den latinske form, har søgt at sammenarbejde begge, maaske efter hukommelsen5. „
Phyllis og Flora" er rimeligvis af samme forfatter som det tidligere (s. 83 f.) omtalte digt „Ganymedes og Helena*. Versemaalet er det samme, sprogbehandlingen viser en lignende elegance, og indholdet (ordstrid, begges ridt til domstolen, retssagen og kendelsen) har en paafaldende overensstemmelse. Wattenbach, der har udgivet det6, mener, at digteren har faaet sin uddannelse ved skolen i Orleans. Højst sandsynligt er det, at vi endnu har et tredie digt af samme begavede kleriker. Det har titlen Juppiter og Danae“7 og viser en overordentlig fortrolighed med Ovids Metamorphoser, og det en fortrolighed, der ogsaa maatte forudsættes hos læsere eller tilhørere, thi uden den bliver digtet uforstaaeligt. Indholdet er følgende:
Det er foraar. Phøbus griber sin lyre for at foredrage de søde sange, han længe har haft paa lager. Guderne er samlede som tilhørere; Juppiter troner i deres midte; Mars og Venus, der mindes deres ømme forhold, giver hinanden forborgne elskovstegn; Nymfer, Satyrer og Dryader strømmer sammen; Cythereas (o: Venus’) pile flyver til alle sider; gudinderne holder guderne ømt omslyngede. Phøbus sætter sig ved Juppiters side paa det ophøjede sæde (in cathedra) og synger om guders og menneskers elskovseventyr. Da han til sidst fortæller om Venus og Mars, der ved list blev fangne af Vulcan i den intimeste tête-à-tête, vaagner Juppiter af en blid slummer, løfter hovedet og viser tydelige tegn paa munterhed; Mars smiler, som om det ikke vedkom ham, medens Venus’ aasyn dækkes af en henrivende rødme. Da sagen ikke lader sig nægte, tager hun dristig til orde: „Hvis vi har syndet, har vi i hvert fald nydt den naturlige elskov"; hun gør et skarpt udfald mod drengekærlighedens hæslige last og lader Phøbus høre, at den vist ikke er ham ubekendt. Sangens gud er klog nok til at tie; thi det er en mislig sag at hamle op med mundrappe damer. Han svarer blot Venus, at skylden for skaden maa bæres af Mars, og forlader fornærmet sit kateder. Men guderne og gudinderne, der gærne vil høre mere, stifter fred mellem de stridende; forsoningen besegies med et kys, og Phøbus fortsætter sit foredrag. Da han synger om Acrisius, der har indesluttet sin datter Danae bag faste mure for at hindre hende i at blive en guds elskerinde, spidser Juppiter øren og byder Phøbus tie, for at han ikke skal trætte tilhørerne. Disse, der er alt andet end trætte af at lytte til det underholdende foredrag, maa, hvor nødig de end vil, bøje sig for deres herskers villie. De trækker sig tilbage, og Juppiter og Phøbus er alene i salen. Gudernes konge gløder af elskov; han stiger ned til jorden i en sky, Phøbus viser ham vejen med fingeren, og han falder som en gylden regn over den indespærrede Danae.
Den lille s. 222 f. oversatte foraarssang advarer ogsaa de unge piger mod riddernes kærlighed. De tre sidste, i oversættelsen udeladte strofer indeholder en desværre ret uklar ordstrid mellem timian og syre, om ridderen eller klerikeren fortjener fortrinet. Amor bestemmer sig for den sidste. Som man ser, minder dette meget om „Phyllis og Flora".
Af en ganske almindelig skolar, maaske ogsaa fra en noget senere tid er derimod et lille kvikt og paa originalsproget en smule uartigt elskovsdigt8 (oversat s. 266 f.), hvis forfatter ikke hæver sig over ridderen, men beder sin hjærtenskær betragte hans kærlighed som et adelskab, der gør ham til ridderens lige. Det er jo en ganske anden tone, end vi fra det foregaaende er vante til.
Endnu bør omtales tre i et tysk haandskrift bevarede latinske kærlighedsbreve9, de to fra en ung pige, det mellemste fra en kleriker. De, navnlig pigebarnets, er interessante ved deres udsøgt sirlige stil, der aabenbart er blevet anset for den højeste elegance. Den unge dame, der med forbløffende færdighed gennemvæver sin text med filosofiske aandrigheder, fine sprogblomster og velturnerede rim og endog indsætter flere leoninske hexametre, lader dog koketteriet skinne ganske tydeligt gennem alt sit retoriske flitterstads. Efter at hun vidt og bredt har forsikret sin ven om sin urokkelige hengivenhed, fortsætter hun: „Saaledes som du har gjort, har jeg gjort: alle fornøjelser har jeg opgivet af kærlighed til dig; ved dig alene hænger jeg, til dig har jeg sat alt mit haab og al min tro. Naar du fremdeles raader mig til at vogte mig for ridderne som for nogle slemme uhyrer, handler du rigtigt. Jeg ved meget vel, hvad jeg skal passe paa — for ikke i fælden at gaa — (quid caveam, ne incidam in caveam); alligevel, skønt jeg bevarer min troskab mod dig, vil jeg dem ikke aldeles forkaste, — naar jeg blot ikke bukker under for det, som du plejer hos dem at laste. — Thi de er al ædel færds udspring og kilde. — Det er dem, af hvem, om jeg saa maa sige, høviskhedens love overholdes aarie og silde. — Men herom har jeg alt talet for længe; — de skal ikke vor elskov fortrænge. —“ Hun forsikrer endnu engang sin ven om sin uforanderlige hengivenhed og ender med et nydeligt lille middelhøjtysk digt, der er oversat s. 268.
Klerikeren svarer, at han ved læsningen af hendes brev har følt glædens blomster voxe i sin sjæl, som det gaar marken, efter at vintertiden er forbi. Hvis alle hans lemmer blev til tunger, ævnede han dog ikke at svare paa alle hendes lovord; hvis han helt og holdent omskabtes til en porøs svamp, formaaede han dog ikke at opsuge saa megen fortræffelighed; kun har hun desværre efter Horats’ ord (Ars. poet. 1 ff.) sat en hestenakke paa et menneskehoved eller ladet en for oven skøn kvinde ende i en sort fisk. — Vi vil ikke følge hans i den fineste stil udførte beklagelser videre. Saa meget ser man, at han er bleven dygtig skuffet af sin lille kokette veninde. Hvis hun har villet gøre ham skinsyg ved sin lovprisning af ridderne, er det lykkedes hende i fuldeste maal.
Den lærde lille dame svarer som en rigtig spidslærke. Hun agerer fornærmet, mener ikke, at han har haft spor af grund til at blive vred, og forholder sig ganske uforstaaende overfor hans fra Horats hentede lignelser; hun formaner og smaaskænder, strør afbrudte citater ud over sit brev, slaar til sidst næsten helt over i sit modersmaal og ender med en kold venlighed: „Vær stedse trofast og lykkelig (stætec und sælec du iémer wis).“
Disse breve tilhører aabenbart den høviske tid. Her er ridderen højere i kurs hos de skønne, og vor arme kleriker har næppe kunnet bygge synderlig trygt paa sin lille fixe og lærde venindes troskab.
Det kunde være interessant at kende navnet paa-den begavede digter, hvem vi skylder „Phyllis og Flora" og rimeligvis ogsaa „Ganymedes og Helena" og „Juppiter og Danae". Han kan godt have været en af det 12. aarh.s mest fremragende mænd. Valther af Lille nævner et sted10 fire fremragende rytmiske digtere i Frankrig. Den første er Stephan af Orleans, der nød et udmærket ry som forstander for skoler i Chartres og Orleans og døde som biskop af Tournay c. 1200. Den anden er Peter af Blois, den tredie en vis Berterus, af hvem vi maaske endnu besidder en smuk korstogssang (Du Méril: Poésies, 1843, p. 408); den fjerde er Valther af Lille selv. Det er ingenlunde udelukket, at vore tre ypperlige digte skyldes en af dem. At Peter af Blois, der spillede en stor rolle i sin samtid, i sin ungdom dyrkede den verdslige poesi, siger han selv i sine breve: Jeg har selv engang givet mig af med verdslig tant og elskovssange; men ved hans naade, der drog mig ud af moders liv, afstod jeg fra alt sligt, lige saa snart jeg var traadt ud af min ungdom." I et andet brev skriver han: „Naar du imidlertid beder mig om min ungdoms elskovsdigte og lystige stykker for at opmuntre dig i din kedsomhed, saa tror jeg ikke, det er forstandigt, da den slags ting plejer at fremkalde fristelser og styrke dem. Jeg lægger derfor de letfærdige sange til side og sender dig nogle faa, som jeg har forfattet med modnere indhold, om de muligvis kan fordrive din kedsomhed og opbygge dig til frelsen"11. Saaledes skammede ogsaa den store Boccaccio sig som gammel over sin udødelige Decamerone, ved hvis forfølgelse en stormægtig Yankeepræsident og vældig jæger for Herren i vore dage har søgt Herostratisk berømmelse, og saaledes har ogsaa i senere tider mange anset det fornødent at bede om forladelse for deres ungdoms varmblodige værker; men eftertiden læser ungdomsarbejderne og lader de sure og klamme gammelmandstraktater ligge. Til tider, hvor en asketisk religion ruger over sindene, træder dette forhold særlig kraftigt frem. Naar man mærker aarenes vægt, bliver man bange for Djævelen og Helvede12; man bliver from og gør bod og søger at kaste glemselens slør over det forbigangne, og lader det sig ikke gøre, nedsætter og forkætrer man sit eget værk.